Nå, så i fredags havde jeg sidste skoledag og sidste dag i mit liv nogen kalder mig Mwalimu Anna. Det kommer jeg til at savne, mest af alt kommer jeg til at savne de fantastiske børn jeg har lært at kende, og som jeg ikke har nogen anelse om hvordan deres fremtid kommer til at se ud. Suk, det var hårdt - men en fantastisk dag!
De to dage inden havde været knap så gode. Onsdag og torsdag havde Sinjeto slet ikke kommet i skole, den ene dag var hans datter Fatuma der og om torsdagen var både Fatuma og hans søn Lugar der. Vi havde ingen anelse om hvad der foregik og jeg var ærligt talt så skuffet og gal over Sinjeto's opførsel. Jeg havde jo fortalt ham om den fundraising vi havde arrangeret, og lagt arbejde i, men selvom han var hjertens glad første gang vi fortalte det, viste han ikke ligefrem engagement ved ikke at komme i skole. Så jeg var lidt sur, indtil torsdag eftermiddag hvor Sinjeto kom hen til Bahari og stod og kaldte på mig for at forklare hans situation.
Onsdag sagde han han ikke var kommet i skole fordi Lugar var syg, hm, jeg er stadig ikke sikker på den historie eftersom knægten havde det fint dagen før og dagen efter, men jaja. Men så fortalte han mig at han torsdag havde været hjemme hos sin svigermor og ligge på knæ og bede og tigge om at få sin kone tilbage. Det tror jeg på. Især fordi jeg ved hvor svært han har ved at drive skolen uden hende, hvis der er en af de små der tisser i bukserne, så må mændene nemlig ikke gøre noget ved det. Og hun er der altid til at passe på de helt små, gøre toiletterne rene, vaske tøj, feje alt det som skal gøres, men som Sinjeto ikke kunne den 1½ uge hun var væk, fordi han heldigvis prioriterede undervisningen højere. Men det er hjerteskærende at høre ham fortælle om hans kamp med svigermoderen, og oven i købet fortalte han mig om hvordan hans børn hele tiden efterlyser deres mor. Hver nat inden de skal i seng siger han til dem at hun er nede på markedet og købe ind, om morgenen når de vågner siger han hun er ude og vaske tøj og så om eftermiddagen bilder han dem ind hun gør rent på skolen. Og børn er jo ikke dumme, det sagde han også selv, Fatuma er 6 år og Lugar er 3. Lugar forstår det nok ikke, men han ved hans mor ikke er der, Fatuma ved jo godt der er noget der ikke stemmer. Men jeg blev stolt, lettet og glad over han kom hen til mig den torsdag - det viste alligevel enormt meget engagement at han kom og ville forklare sin situation. Det var også samme dag som min fundraising nemlig, så det gav lidt ekstra blod på tanden. Men mere om min fundraising senere.
Onsdag sagde han han ikke var kommet i skole fordi Lugar var syg, hm, jeg er stadig ikke sikker på den historie eftersom knægten havde det fint dagen før og dagen efter, men jaja. Men så fortalte han mig at han torsdag havde været hjemme hos sin svigermor og ligge på knæ og bede og tigge om at få sin kone tilbage. Det tror jeg på. Især fordi jeg ved hvor svært han har ved at drive skolen uden hende, hvis der er en af de små der tisser i bukserne, så må mændene nemlig ikke gøre noget ved det. Og hun er der altid til at passe på de helt små, gøre toiletterne rene, vaske tøj, feje alt det som skal gøres, men som Sinjeto ikke kunne den 1½ uge hun var væk, fordi han heldigvis prioriterede undervisningen højere. Men det er hjerteskærende at høre ham fortælle om hans kamp med svigermoderen, og oven i købet fortalte han mig om hvordan hans børn hele tiden efterlyser deres mor. Hver nat inden de skal i seng siger han til dem at hun er nede på markedet og købe ind, om morgenen når de vågner siger han hun er ude og vaske tøj og så om eftermiddagen bilder han dem ind hun gør rent på skolen. Og børn er jo ikke dumme, det sagde han også selv, Fatuma er 6 år og Lugar er 3. Lugar forstår det nok ikke, men han ved hans mor ikke er der, Fatuma ved jo godt der er noget der ikke stemmer. Men jeg blev stolt, lettet og glad over han kom hen til mig den torsdag - det viste alligevel enormt meget engagement at han kom og ville forklare sin situation. Det var også samme dag som min fundraising nemlig, så det gav lidt ekstra blod på tanden. Men mere om min fundraising senere.
Men, dagen i fredags startede som en almindelig dag, vi tog dalla-dalla'en på arbejde og gik op mod det lille skolehus på toppen af sandbakken. Da vi gik ind på kontoret med vores ting, mødte vi en der gjorde os så forbandede glade, vi mødte nemlig Sinjeto's kone! Hun var jo blevet hevet væk fra Sinjeto af hendes mor, fordi hendes mor ikke ville have hun skulle være sammen med en mand der ikke tjente penge. Hun kan kun swahili så jeg gav hende bare et shikamoo og så løb jeg ellers ud til Sinjeto for at høre hvordan det kan være, hun var kommet tilbage. Hun var så åbenbart ikke kommet helt tilbage, men hendes mor havde givet hende lov til at komme på skolen og hjælpe Sinjeto, mens hun stadig bor hos hendes mor. Men det er fremskridt og det hjælper ham så meget, samtidig får hans børn lov til at se deres mor.
Så havde vi undervisning i en times tid, og det gik også virkelig godt. Børnene er så søde, og de gør deres bedste, virkelig. Bagefter det, i vores frikvarter blev der sat en ny gynge op som Mathilde, en anden frivillig på stedet, havde haft med. Bagefter det tog vi så på stranden. Det var så hyggeligt dernede, jeg har lyst til at gøre det igen. Vi gik ned til den strand der ligger lige bagved skolen, og som også er den Kunduchi Beach Hotel and Resort benytter, vi kom jo så derned gratis eftersom vi ikke gik igennem hotellet. Men det var den samme flotte hvide sandstrand og turkisblå vand. Det første børnene gjorde var at spurte afsted og smide deres skoleuniform og springe i vandet. Jeg havde regnet med vi skulle ned og soppe, men jeg siger dig, de elsker at bade! Jeg har helt fortrudt jeg ikke har forslået stranden noget før. Men på den anden side var det også en perfekt afskeds-ting at lave. Men der blev bygget sandslotte og gravet huller og svømmet omkap og alt det sjove, det var en fantastisk time vi havde dernede, som jeg ville elske at have igen.
Men så gik vi tilbage til skolen, med 30 gennemblødte, glade elever. Jeg havde brugt en masse, masse, penge på slik, gaver, slikkepinde, kridt og alt muligt godt til dem og det havde jeg selvfølgelig taget med. Og nu fik de lov til at få det, jeg havde taget det med ud før vi tog ned på stranden fordi jeg troede de skulle have det der, men Sinjeto mente det var bedre efter stranden så det blev ændret. Men da jeg havde det med ud, inden stranden, gik børnene fuldstændig amok! De for rundt og skreg og råbte og løb hen og overfaldt mig. Jeg endte med at blive nødt til at gemme det under trøjen og så løbe igennem børnene ind på kontoret og gemme det igen. Det var nu ret sjovt. Men da de så endelig fik det, blev de ligeså glade. Jeg gik og delte det ud til dem mens Sinjeto forklarede dem, at det var min sidste dag og jeg ikke ville komme igen. Så oversatte han hvad nogle af dem sagde, der blev sagte så mange søde ting. "Tak fordi du gad os", "Tak for undervisningen", "Pas på når du skal flyve", "Tak fordi du har skubbet mig på gyngen" og alt muligt andet, jeg havde godt nok en klump i halsen på det tidspunkt. Jeg er glad for det lød som om jeg havde påvirket børnene bare en smule, selvom det nok mest af alt er dem der har påvirket mig. Åh, jeg vil komme til at savne dem! Hvis bare jeg kunne have dem med hjem som håndbagage.
Men det aller sidste der skete på skolen den dag, var at jeg kunne fortælle Sinjeto om hans fundraising. Vi havde dagen før lavet en fundraising quiznight, folk skulle betale 10.000 tzs (35 kr) for at være med og så kunne man købe rigtige svar og bestikke dommerene - det var en succes og det var en rigtig rigtig sjov aften. Men da jeg kunne stå og fortælle ham vi havde samlet 401.000 tzs (ca 1500 kr) sammen til ham, det var uden tvivl det bedste. Han var så glad han ikke kunne andet end at grine. Han sagde mange ting, jeg ikke tror jeg kommer til at glemme. Når en mand siger at man har ændret hans liv, så plejer man at huske det. Men det var lidt af en afsked jeg havde med ham, jeg var den frivillige der har været der i længst tid ud af de 5 der var der på det tidspunkt, og han var meget sentimental i hans afsked. Nu skal han snakke med Claire-Sofie som er den teamleder i Art in Tanzania der har styr på donationer om at få lavet et budget. Han har selv sagt at de penge fra fundraisingen er nok til et år, et års sikkerhed for ham og hans børn, men ikke mindst for skolen og alle de gadebørn der går i den. Succes! Jeg er så stolt over det, tror det er noget af det vigtigste jeg nogensinde har været med til. Og tænk, på 1½ time blev der samlet penge nok ind til at redde alt det. Jeg synes det er utroligt.
Så havde vi undervisning i en times tid, og det gik også virkelig godt. Børnene er så søde, og de gør deres bedste, virkelig. Bagefter det, i vores frikvarter blev der sat en ny gynge op som Mathilde, en anden frivillig på stedet, havde haft med. Bagefter det tog vi så på stranden. Det var så hyggeligt dernede, jeg har lyst til at gøre det igen. Vi gik ned til den strand der ligger lige bagved skolen, og som også er den Kunduchi Beach Hotel and Resort benytter, vi kom jo så derned gratis eftersom vi ikke gik igennem hotellet. Men det var den samme flotte hvide sandstrand og turkisblå vand. Det første børnene gjorde var at spurte afsted og smide deres skoleuniform og springe i vandet. Jeg havde regnet med vi skulle ned og soppe, men jeg siger dig, de elsker at bade! Jeg har helt fortrudt jeg ikke har forslået stranden noget før. Men på den anden side var det også en perfekt afskeds-ting at lave. Men der blev bygget sandslotte og gravet huller og svømmet omkap og alt det sjove, det var en fantastisk time vi havde dernede, som jeg ville elske at have igen.
Men så gik vi tilbage til skolen, med 30 gennemblødte, glade elever. Jeg havde brugt en masse, masse, penge på slik, gaver, slikkepinde, kridt og alt muligt godt til dem og det havde jeg selvfølgelig taget med. Og nu fik de lov til at få det, jeg havde taget det med ud før vi tog ned på stranden fordi jeg troede de skulle have det der, men Sinjeto mente det var bedre efter stranden så det blev ændret. Men da jeg havde det med ud, inden stranden, gik børnene fuldstændig amok! De for rundt og skreg og råbte og løb hen og overfaldt mig. Jeg endte med at blive nødt til at gemme det under trøjen og så løbe igennem børnene ind på kontoret og gemme det igen. Det var nu ret sjovt. Men da de så endelig fik det, blev de ligeså glade. Jeg gik og delte det ud til dem mens Sinjeto forklarede dem, at det var min sidste dag og jeg ikke ville komme igen. Så oversatte han hvad nogle af dem sagde, der blev sagte så mange søde ting. "Tak fordi du gad os", "Tak for undervisningen", "Pas på når du skal flyve", "Tak fordi du har skubbet mig på gyngen" og alt muligt andet, jeg havde godt nok en klump i halsen på det tidspunkt. Jeg er glad for det lød som om jeg havde påvirket børnene bare en smule, selvom det nok mest af alt er dem der har påvirket mig. Åh, jeg vil komme til at savne dem! Hvis bare jeg kunne have dem med hjem som håndbagage.
Men det aller sidste der skete på skolen den dag, var at jeg kunne fortælle Sinjeto om hans fundraising. Vi havde dagen før lavet en fundraising quiznight, folk skulle betale 10.000 tzs (35 kr) for at være med og så kunne man købe rigtige svar og bestikke dommerene - det var en succes og det var en rigtig rigtig sjov aften. Men da jeg kunne stå og fortælle ham vi havde samlet 401.000 tzs (ca 1500 kr) sammen til ham, det var uden tvivl det bedste. Han var så glad han ikke kunne andet end at grine. Han sagde mange ting, jeg ikke tror jeg kommer til at glemme. Når en mand siger at man har ændret hans liv, så plejer man at huske det. Men det var lidt af en afsked jeg havde med ham, jeg var den frivillige der har været der i længst tid ud af de 5 der var der på det tidspunkt, og han var meget sentimental i hans afsked. Nu skal han snakke med Claire-Sofie som er den teamleder i Art in Tanzania der har styr på donationer om at få lavet et budget. Han har selv sagt at de penge fra fundraisingen er nok til et år, et års sikkerhed for ham og hans børn, men ikke mindst for skolen og alle de gadebørn der går i den. Succes! Jeg er så stolt over det, tror det er noget af det vigtigste jeg nogensinde har været med til. Og tænk, på 1½ time blev der samlet penge nok ind til at redde alt det. Jeg synes det er utroligt.
Men nåe ja, ved i egentlig hvor jeg sidder og skriver det her? Det gør jeg da på Zanzibar! Vores hus ligger i midten af stonetown, tæt på alt. Lidt af en omvæltning når jeg er blevet vant til Bahari som ligger i hvertfald en halv time fra alt. Men Zanzibar er så anderledes. Ikke nok med der er andre hvide herovre og at mange butikker har priser til at stå i dollars, så ligner byen en blanding af Italiens små gyder og gader, østens arkitektur og stemning og så lige lidt europæisk/amerikansk indflydelse i reklamer. Der er absolut ingen vedligeholdelse at spotte på nogen bygninger. Det er meget faldefærdigt og strømkabler hænger tværs over de åbne gader og nærmest laver et loft. Her er meget autentisk, jeg synes bare det er ærgerligt med alle de turister, det fjerner charmen. Men hey, jeg er også turist de 10 dage jeg er her, så jeg skal nok ikke begynde at brokke mig. For ja, det her er ferien i turen. I et lang stykke tid har vi haft en hverdag med arbejde og arbejde og arbejde, nu er vi på ferie og skal svømme med delfiner og alt muligt andet fedt. Som jeg glæder mig utroligt meget til.
Vi kom til Zanzibar i går omkring kl. 12, vors færge sejlede 0930 og vi skulle først have været der omkring 1230 så det var jo bare perfekt. Det er sjovt med Zanibar, for det er en del af Tanzania, men de har deres eget folketing, deres eget politi og deres egen immigration. Så da vi ankom skulle jeg endelig bruge mit gule vaccinationskort, som har kostet så mange penge at få, til noget. Man skal nemlig være vaccineret imod gul feber for at få adgang til landet, det skal man ikke i Tanzania. Men vi skulle også vise pas og fik stempel og det hele, og så måtte vi ellers gå på land. Noget lidt sjovt, deres immigrationskontor var bygget ud af en container, men ikke en hvilken som helst container, en maersk container.
Men vi kom på land og blev mødt af B-boy, jeg kan ikke få hans rigtig navn ud af ham, han er teamleder for Art in Zanzibar og han fulgte os så op til vores hus. Det er et lille hus, men det er meget charmerende. I midten er det hul til himlen i vores lille gård, vi bor oppe på 1. sal og ja, så er der en abe her. En lillebitte abe der hedder Nicole som så bor her og stjæler ens morgenmad. Hun er meget sød, og da jeg holdte hende først blev jeg helt vild over at der er ca 1½ måned til jeg skal stå og holde bavianer og store dyr, vilde dyr. Juhu! Men tilbage til huset. Jeg bor på tomandsværelse, meget hyggeligt når jeg er vant til at bo med 5 andre. Jeg kan rent faktisk mærke blæseren i min seng - skønt, det har jeg aldrig prøvet før. Og så har jeg en hyggelig udsigt over en masse bliktage. Eneste, store, minus er dog at vi ikke må bruge badeværelset. Vi må faktisk helst ikke åbne døren til badeværelset, eftersom der er en seriøs chance for at taget styrter ned over det. Så, ja. Vi har fået nøgler til de andre værelser og så må vi ellers komme uanmeldt indtil dem når vi skal bruge badeværelset. Hakuna Matata - That's Africa.
Men efter vi blev indlogeret i går skulle vi ud og spise frokost, noget som gør det her endnu mere ferieagtigt er at kun morgenmad er inkluderet, vi skal selv ud og finde frokost og aftensmad - det passer mig glimrende. Vi fandt et hyggeligt sted med lokal mad hvor vi fik pilau og kylling, og det var latterligt billigt. Jeg blev mæt for 3000 shilling (10,5 kr). Så havde vi walking orientation med B-boy som tog os med rundt i den gamle del af stonetown, der hvor vi bor. Det var sjovt at se, som jeg skrev før er byen så blandet. Man kan gå ind i en gade og tro man er i Indien, ind i den næste og tro man er i Italien, den næste og tro man er i mellemøsten. Det er virkelig et sjovt sted. 99% af befolkningen på Zanzibar er muslimer, dvs. der er kvinder i burkaer overalt. Jeg forstår ikke de kan holde det ud i den varme, det kan de nok heller ikke, men man kan jo heller ikke se om de sveder selvfølgelig. Puha, jeg er bare glad for det ikke er mig. Men det var araberne der oprindeligt kom til Zanzibar pga dens mange krydderier, portugiserne og englænderne har også været her, øen blev først selvstændig i '63. Men vi var mange forskellige steder i går frugt-, fiske-, kød- og krydderimarkeder det var ret spændene. Men i morgen skal vi på spice tour hvor vi kommer til at se hvor krydderierne kommer fra, og hvordan de bliver behandlet og får lov til at smage en masse forskelligt. Det tror jeg bliver ret sjovt. Men vi var forresten også forbi Freddy Mercury's gamle hjem, han er født og opvokset på Zanzibar og immigrerede så senere ti lUSA. Men ellers så ville Marie og jeg have vokset ben i går, der var 100 steder der tilbød det og vi tog det der så pænest ud. Mine hår på benene var så åbenbart ikke lange nok, men Marie fik det gjort. Da de begyndte på Marie blev jeg lige pludselig ret glad for at mine var for korte. For de havde ingen anelse om hvad de lavede, det endte med at Marie sagde stop og gav dem 10.000 shilling (35 kr) for deres forsøg og tid og så gik hun ellers derfra med ildrøde, stadig behårede ben. Det prøvede at rive hårene af med stofstrimler i den forkerte retning og jamen altså, de havde i hvertfald ikke styr på det. Men så har vi da prøvet det. Så skulle vi have aftensmad, vi tog hen på et madmarked nede ved havnen hvor der var utallige boder med al verdens slags mad. Det var SÅ lækkert! Jeg var oppe og købe mad flere gange, selvom jeg var mæt. Jeg fik to samosaer, et kyllinge og oksekødsspyd, to sodavand (jeg er på ferie - okay!) og så en virkelig god kyllingekebab for - hold nu fast - 22,5 kr! Ingen tvivl om vi skal tilbage dertil.
Bagefter tog vi på en bar der hedder livingstone der laver gode cocktails. Det var virkelig skønt bare at sidde nede ved vandet, med sand under fødderne og drikke en mojito. Så bestilte vi også vandpipe til os alle sammen, bare for at være lidt ekstra turist. Så gik vi ellers i seng omkring midnat for at spare kræfter til i dag, søndag. Planen var vi skulle på stranden, men da der er regntid lige nu er vejret ikke til det. Så vi tager ud og går i byen og venter på det klarer op, det plejer bare at regne et par timer om morgenen for så at blive bedre.
Men hvor er det bare lækkert på Zanzibar, jeg glæder mig tiljeg har tid til at uploade billeder så jeg kan vise det. De andre sidder og venter på mig lige nu, det er stoppet med at regne så vi skal ud og orientere os lidt i byen.
Vi kom til Zanzibar i går omkring kl. 12, vors færge sejlede 0930 og vi skulle først have været der omkring 1230 så det var jo bare perfekt. Det er sjovt med Zanibar, for det er en del af Tanzania, men de har deres eget folketing, deres eget politi og deres egen immigration. Så da vi ankom skulle jeg endelig bruge mit gule vaccinationskort, som har kostet så mange penge at få, til noget. Man skal nemlig være vaccineret imod gul feber for at få adgang til landet, det skal man ikke i Tanzania. Men vi skulle også vise pas og fik stempel og det hele, og så måtte vi ellers gå på land. Noget lidt sjovt, deres immigrationskontor var bygget ud af en container, men ikke en hvilken som helst container, en maersk container.
Men vi kom på land og blev mødt af B-boy, jeg kan ikke få hans rigtig navn ud af ham, han er teamleder for Art in Zanzibar og han fulgte os så op til vores hus. Det er et lille hus, men det er meget charmerende. I midten er det hul til himlen i vores lille gård, vi bor oppe på 1. sal og ja, så er der en abe her. En lillebitte abe der hedder Nicole som så bor her og stjæler ens morgenmad. Hun er meget sød, og da jeg holdte hende først blev jeg helt vild over at der er ca 1½ måned til jeg skal stå og holde bavianer og store dyr, vilde dyr. Juhu! Men tilbage til huset. Jeg bor på tomandsværelse, meget hyggeligt når jeg er vant til at bo med 5 andre. Jeg kan rent faktisk mærke blæseren i min seng - skønt, det har jeg aldrig prøvet før. Og så har jeg en hyggelig udsigt over en masse bliktage. Eneste, store, minus er dog at vi ikke må bruge badeværelset. Vi må faktisk helst ikke åbne døren til badeværelset, eftersom der er en seriøs chance for at taget styrter ned over det. Så, ja. Vi har fået nøgler til de andre værelser og så må vi ellers komme uanmeldt indtil dem når vi skal bruge badeværelset. Hakuna Matata - That's Africa.
Men efter vi blev indlogeret i går skulle vi ud og spise frokost, noget som gør det her endnu mere ferieagtigt er at kun morgenmad er inkluderet, vi skal selv ud og finde frokost og aftensmad - det passer mig glimrende. Vi fandt et hyggeligt sted med lokal mad hvor vi fik pilau og kylling, og det var latterligt billigt. Jeg blev mæt for 3000 shilling (10,5 kr). Så havde vi walking orientation med B-boy som tog os med rundt i den gamle del af stonetown, der hvor vi bor. Det var sjovt at se, som jeg skrev før er byen så blandet. Man kan gå ind i en gade og tro man er i Indien, ind i den næste og tro man er i Italien, den næste og tro man er i mellemøsten. Det er virkelig et sjovt sted. 99% af befolkningen på Zanzibar er muslimer, dvs. der er kvinder i burkaer overalt. Jeg forstår ikke de kan holde det ud i den varme, det kan de nok heller ikke, men man kan jo heller ikke se om de sveder selvfølgelig. Puha, jeg er bare glad for det ikke er mig. Men det var araberne der oprindeligt kom til Zanzibar pga dens mange krydderier, portugiserne og englænderne har også været her, øen blev først selvstændig i '63. Men vi var mange forskellige steder i går frugt-, fiske-, kød- og krydderimarkeder det var ret spændene. Men i morgen skal vi på spice tour hvor vi kommer til at se hvor krydderierne kommer fra, og hvordan de bliver behandlet og får lov til at smage en masse forskelligt. Det tror jeg bliver ret sjovt. Men vi var forresten også forbi Freddy Mercury's gamle hjem, han er født og opvokset på Zanzibar og immigrerede så senere ti lUSA. Men ellers så ville Marie og jeg have vokset ben i går, der var 100 steder der tilbød det og vi tog det der så pænest ud. Mine hår på benene var så åbenbart ikke lange nok, men Marie fik det gjort. Da de begyndte på Marie blev jeg lige pludselig ret glad for at mine var for korte. For de havde ingen anelse om hvad de lavede, det endte med at Marie sagde stop og gav dem 10.000 shilling (35 kr) for deres forsøg og tid og så gik hun ellers derfra med ildrøde, stadig behårede ben. Det prøvede at rive hårene af med stofstrimler i den forkerte retning og jamen altså, de havde i hvertfald ikke styr på det. Men så har vi da prøvet det. Så skulle vi have aftensmad, vi tog hen på et madmarked nede ved havnen hvor der var utallige boder med al verdens slags mad. Det var SÅ lækkert! Jeg var oppe og købe mad flere gange, selvom jeg var mæt. Jeg fik to samosaer, et kyllinge og oksekødsspyd, to sodavand (jeg er på ferie - okay!) og så en virkelig god kyllingekebab for - hold nu fast - 22,5 kr! Ingen tvivl om vi skal tilbage dertil.
Bagefter tog vi på en bar der hedder livingstone der laver gode cocktails. Det var virkelig skønt bare at sidde nede ved vandet, med sand under fødderne og drikke en mojito. Så bestilte vi også vandpipe til os alle sammen, bare for at være lidt ekstra turist. Så gik vi ellers i seng omkring midnat for at spare kræfter til i dag, søndag. Planen var vi skulle på stranden, men da der er regntid lige nu er vejret ikke til det. Så vi tager ud og går i byen og venter på det klarer op, det plejer bare at regne et par timer om morgenen for så at blive bedre.
Men hvor er det bare lækkert på Zanzibar, jeg glæder mig tiljeg har tid til at uploade billeder så jeg kan vise det. De andre sidder og venter på mig lige nu, det er stoppet med at regne så vi skal ud og orientere os lidt i byen.
lige en sidste sjov historie! I går mødte jeg en kollega fra fårup, vi er 16-17.000 km hjemmefra, og så løber vi ind i hinanden helt tilfældigt, jeg vidste ikke engang hun var i Tanzania. Lige for at fyre en kliché af: hvor er verden bare lille.
