Verdens længste blogindlæg, værsågod.

Så er min første uge som teacher Anna næsten overstået, og sikke en uge. Hver dag bliver man mødt af 50-60 glade råbende børn som alle vil holde en i hånden, der var åbenbart ikke kun 40 børn i klassen. Det er svært at forklare hvordan det foregår. Men efter jeg er kommet ind og har fået børnene til ro kommer vores lærer Sinjeto ind og deler børnene op i to, de gode og de dårlige og derefter deler han de dårlige, fordi der er så mange, op i to grupper de små og de store.

Hvis ikke der var frivillige på skolen var det kun de ældste "dårlige" der fik undervisning, eftersom han kun er en lærer og de er hans fokuspunkt. Så fx i går sad jeg med de yngste "dårlige" og øvede bogstavet s, mens Rebekka, en anden frivillig som arbejder på samme skole, havde de "gode". Jeg sad i en halv time med Abdullah og øvede det, og han kunne ikke forstå hvordan man skulle skrive det. Abdullah er et godt eksempel på en misforstået elev. Han havde første skoledag i mandags på en rigtig skole, før har han gået på arabisk skriftskole og skriver derfor nedefra og op og fra højre mod venstre, derfor vendte han hele tiden s'et vandret nærmest som sådan ~~. Han får intet opmærksomhed fra Sinjeto, kun når han gør noget forkert. Ham har jeg brugt meget tid på, mest af alt fordi når det er hans første uge i skole mener jeg det er super vigtigt han kommer til at opleve lidt fremskridt og have det lidt sjovt. Men efter en halv time begyndte han i det mindste at vende det lodret, som man skal, men nu dog baglæns, så jeg gav ham frikvarter. Bagefter øvede vi H og det var han meget bedre til. Så kom jeg også selv i tanke om hvor tit jeg ikke selv har skrevet Anna-Sofie med omvendt s da jeg var lille, så det er nok helt normalt, men ser frem til at lære ham at lave et rigtigt s. Man kommer langt med små skridt.

Men historien om selve skolen er ret interessant. Den blev startet af en anden NGO i 2007 og blev holdt kørende i 5 måneder med 3 lærere, efterfølgende havde NGO'en ikke flere penge at køre på og blev tvunget til at lukke projektet. Sinjeto som på det tidspunkt havde en baby datter ville ikke lade projektet gå i stå, for han ville gøre alt for at se hans egen datter, Fatuma, og alle andre fattige gadebørn i Kunduchi gå i skole. Derfor samlede han alt hvad han kunne og begyndte i 2009 hans eget skoleprojekt, som er det der kører i dag. Skolen er bygget i en gammel bar, så man kan se hvor der har været dartspil og hvor der har været køkken, men udover det er det fantastisk til en skole. Ud af de 50-60 elever der går på skolen er der 7 som betaler 6.000 shilling om måneden, de forældre ved ikke at alle de andre ikke betaler. Hvis de fandt ud af det, ville de stoppe betalingen og så ville Sinjeto blive tvunget til at lukke. Jeg snakkede med ham om mulighederne for at få statslig støtte, og der fortalte han mig at han har prøvet men den måde det fungerer på i Tanzania er ret indviklet. Der er en regering og så er der en "lokal regering", man henvender sig altid kun til den lokale. Da Sinjeto tog op til den lokale regering og fortalte om hans projekt endte det næsten med det var regeringen der bad ham om penge, fordi de åbenbart også er så fattige de ikke kan få det til at køre rundt. suk.

Men Sinjeto er en yderst sympatisk, tolerant, venligt menneske og derfor gør det så meget mere ondt at se når han slår børnene. Han har altid en pind/stok som han kan daske dem over hænderne eller på hovedet med. Vi har fået besked på ikke at sige noget til ham, men gå til vores teamledere når vi ser det ske og så må de vurdere om vi skal cutte samarbejdet, sætte et godt eksempel overfor fremtidige samarbejdspartnere og "lade børnene i stikken" eller om vi skal fortsætte samarbejdet og hjælpe børnene med at få lært noget og med at få et godt syn på skolegangen. Det er en svær beslutning, og jeg er glad for det ikke er min.

puha jeg skriver meget, skal nok prøve at gøre det kort, skal også i seng nu her.
MEN idag skete der noget jeg stadig får ondt i maven af at tænke på. Sinjetos egen datter Fatuma kunne ikke forstå at trække fra, altså minus, og så blev Sinjeto gal. Han slog hende med tilbagetrukket arm og hev og ruskede i den stakkels lille pige. Det var så forfærdeligt at se en voksen mand slå så lille og spinkel en pige. Især fordi vi inden han kom ind virkelig hyggede os med at tegne blomster og minusse med blomster. Men så fik vi så frikvarter og jeg løb hen til Fatuma som allerede stod ude foran skolehuset og græd, tårerne væltede ned. Så satte jeg mig ved hende og hun begyndte at hulke så jeg satte hende på mit skød og holdte om hende, kan jo ikke sige så meget til den stakkels pige som hun forstår. Men lige da hun var begyndt at falde lidt ned og holdte op med at snøfte skulle mig og Rebekka over til en skole på Mbezi beach og "promovere" - fandt vi ud af bagefter. Så da vi gik fra Fatuma sad hun på hug og rystede og så så ulykkelig ud, det syn og den følelse kommer jeg ikke til at glemme foreløbigt..

Noget andet ubehageligt skete min første dag derude da vi skulle følge børnene hjem. Jeg har før fortalt at Kunduchi er slum og hjemsted for narkomaner, men jeg har aldrig mødt en før den dag derude. Han gik først hen til Rebekka og snakkede, og jeg kunne godt se på afstand han var helt væk, hans øjne var alt for store til hans hovede, det så tosset ud. Men så kom han bagefter hen til mig og ville holde mig i hånden, samme havde han gjort med Rebekka. Jeg gik så med to børn i begge hænder på det tidspunkt, så han gav hurtigt op. I stedet for ville han taget Doteys hånd. Dotey er en af de mindste vi har på skolen, hun er bedårende, smuk, nuttet og maks 3 år gammel. Dotey havde så en 100 shilling mønt i den anden hånd som han fik øje på, og som han ville have. Heldigvis så jeg det og skyndte mig at hive den væk fra hende, så han skulle tage den fra mig i stedet for hende. Dotey var lettere forvirret og sur over jeg "stjal" hendes penge, men blev glad igen da hun fik den igen. For han gav op og gik så videre. At vi så mødte ham i Dalla-Dalla'en på vej hjem igen er en helt anden historie.

Jeg skal virkelig nok prøve at gøre det kort, men nu bliver jeg jo ligesom nødt til at forklare hvad vi skulle på Mbezi nursery school. Der har været en dame på skolen alle dage, som vi ikke vidste hvad lavede. Hun hedder åbenbart Choko, har en meget falsk paryk og har startet en skole på Mbezi beach. Hun har i over et år forsøgt at få Sinjeto overtalt til at sende nogle af hans hvide bekendtskaber ud til hendes skole, sådan så byen kan se hende gå med hvide og tro vi arbejder på skolen. Alt dette vidste vi først da vi kom derud, ellers havde vi ikke sagt ja. Men Choko har ikke noget at brokke sig over, alle elever betaler hende 20.000 shilling om måneden og hun bor i et kæmpe hus. Så no way in hell skal hun have hjælp fra frivillige, når der er så mange flere der oprigtigt har brug for det.

Jeg beklager det blev så langt, men en historie bliver ikke bedre af at blive forkortet.

Første uge overstået

Jeg har simpelthen så meget at fortælle, det er helt forfærdeligt.
Vi har siden jeg sidst skrev haft african dance and drum session, yep vi skulle lære at danse. Behøver jeg sige det er umuligt at få en flok hvide mennesker til at shake booty som en tanzaniansk kvinde? For det er det! Vi havde to undervisere, en mand og en kvinde, og de var fantastiske. Jeg er sikker på det er biologisk at de bare har flere muskler i kroppen end os, andet kan det simpelthen ikke være. Især da børnene fra Art in Tanzania's nursery school kom over og kiggede på os og derefter besluttede sig for at vise hvordan de kunne danse, der blev jeg sikker på man skulle være opvokset med det, for børnene var 100 gange bedre end os.

Børnene der var oppe og danse.
Jeg har video derfra, men tager for lang tid at uploade.

Men udover det fik vi samtidig noget stamme-undervisning, omkring de tanzanianske stammer. Der er stadig 75 anerkendte stammer i Tanzania, men hvis man tæller alle med er der over 350 som alle har deres eget stammesprog. Udover det fik vi en masse andre facts om det, det var rigtig spændene, især fordi vores underviser Yoster selv er født og opvokset i Lou stammen. Lou stammen er den næststørste stamme efter masaierne og de har, stadig i dag, et stort had til hinanden. Masaierne mener Lou stammen stjæler deres land og kvæg og omvendt, it's a never ending battle. Og noget sjovt med masaierne hernede, de er meget nemme at genkende på deres tøj, de er over alt. De er begyndt at vandre mod byerne fordi de ikke kan få deres traditionelle nomadeliv til at fungere pga pengemangel, derfor ser man dem overalt i barer og på gaden. Det sjove er så at de unge masaiere blander moderne og traditionel stil, så man kan se dem med deres traditionelle røde tøj og så en moderne baseball kasket og guldur på. Det ser sgu lidt sjovt ud. Men de render stadig rundt med kniv i deres bælte, og ikke en lille lommekniv men næsten en hel sabel. 

udsigt fra mbudya island

friske fish'n'chips

Så brugte vi vores lørdag på Mbudya island, en lille ubeboet tropeø en halv times sejltur fra kysten. Vi lavede ingenting der, udover vi spiste, slappede af, badede og sov. Det var sindssygt lækkert! Vi følte vi var med i en luksus udgave af lost. Især fordi der var så få mennesker på øen. Der var en ”restaurant” på øen, hvor de lavede mad over bål. Jeg fik fish’n’chips, african style. I kan se billedet til højre hvor man fik to hele, friskfangede, fisk og så pommes. Det var lækkert. Og nåe ja, man bruger ikke bestik så det var et pillearbejde, men det er nu meget sjovt.
Ellers så var der Hawaii fest lørdag aften, det var rigtig sjovt. Vi blev i huset til omkring midnat og tog så ellers ned til den lokale bar. Det var lidt sjovt, for den var lukket da vi kom og da bartenderen (som bor lige bagved) så alle de hvide mennesker skyndte han at løbe ned og åbne den igen, glimrende service. Så nu har jeg prøvet at feste i Tanzania, det var sjovt. Og tømmemænd findes ikke rigtigt, eftersom man hele tiden drikker så meget vand, så kroppen dehydrerer aldrig rigtigt. Smart!

Søndag blev bare drevet af på kunduchi beach resort, det her luksus hotel hvor man betaler 5000 TZS for at komme ind og så har man fuld adgang til pool og strand. Det var 2. gang vi var der, og det er alle 17,50 kroner værd! 

Vores glade Swahili-lærer Saveligt

Ydermere havde vi vores næstsidste swahili-time i dag, der er godt nok meget at huske, men jeg kæmper for det for jeg vil virkelig gerne kunne! Det er dog ret svært, men har gennemskuet nogle få grammatik regler, dem lærer vi nemlig ikke rigtig – vi får kun lært sætninger og ord. Øv. Men feks sætter de for det meste ’ma’ foran flertal, det jeg ret sikker på. Vores lærer er ellers rigtig sej, han hedder Saveligt Ismaels aka. Desert Spider, det er ikke engang løgn. Mange Tanzanianere i 20’erne hernede hedder ting som Angel, Hope, Water og andre engelske ord – heriblandt SaveLight. Ret sjovt. Men det er sjovt at se hvor glade de lokale bliver når en hvid forsøger sig med swahili. Vores bartender John kan feks mit navn udenad og hilser hver gang han ser mig, hvorimod flere af dem der har været her i en måned og som kun snakker engelsk med ham, ved han ikke hvem er. Så det er forsøget værd, og selvom man gør et dårligt forsøg er det stadig et forsøg og det bliver værdsat. 

Men ja, i dag var min første dag på job. Det var meget stille og roligt eftersom der ikke kom hverken nogle børn eller en lærer. Så da jeg havde ventet i en time tog jeg dalla-dallaen hjem igen. Der var to børn der legede ude foran, men de havde ikke uniform på så var tydeligvis ikke på vej i skole. Så spurgte jeg en lokal kvinde om hvor læreren var, og hun sagde han var derhjemme. Jeg har så fundet ud af senere på aftenen at det åbenbart er en muslimsk helligdag i dag, så min skole er åbenbart muslimsk og det forklarer så at den var lukket. Men havde nu været rart at få at vide. Men jeg kan sige så meget at skolen er rigtig flot. Jeg har været heldig. Det er store lokaler og den ligger ved stranden så der blæser meget og det holder lokalerne kølige. Så nu glæder jeg mig bare til i morgen hvor jeg rent faktisk kommer til at møde børnene og den lærer som der er. Men byen Kunduchi er meget fattig, den ligger lige ved kunduchi beach resort som jeg nævnte ovenover fordi der er så lækre strande, men kunduchi er ren slum. Det er lidt skræmmende at i samme by hvor de værste narkomaner og børnekriminelle bor, er der det her resort-paradis. 

Det rigtige screenshot af mit område, bahari beach.

Huset up close, fint ikke?
Jeg bor yderst til venstre, højest oppe og så balkonen til højre.

Men forresten, så er det hus jeg bor i overhovedet ikke det hus som jeg har lagt screen shot ind ad. Igen, fordi adresser i Tanzania ikke er så veludviklede er det fandens svært at bruge google earth. Men jeg har fundet det nu, og målt at der er under 1km til stranden, det er virkelig lækkert. Men som i kan se er der ikke særlig meget omkring huset, der er rigtig mange køer og geder hele tiden så der må være en form for landbrug i nærheden. Vi har endnu ikke regnet ud hvor. Men et rigtig fint sted, selv om Bahari Beach faktisk er ret fattigt og der er lidt slum. Slet ikke lige så meget som i kunduchi, i forhold til kunduchi er her pænt, men i forhold til Danmark er det forfærdeligt.  Men det er det store hvide hus i kan se, hvor jeg bor. 

Her er værelset, og Julie jeg bor sammen med.
Min køje er den øverste i sengen i midten af billedet.

Mit badeværelse, hvis man kan kalde det det når der ikke er vand.

Det er en NGO der hedder Art in Tanzania som har huset, de kæmper for at fremme kreativiteten i tanzanianerne og for at få dem til at bibeholde deres kulturarv gennem dans, kunst, musik og alt andet. Der er også en nursery school på stedet og der bliver undervist voksne i engelsk, afholdt art class og sportsaktiviteter om eftermiddagen. Så der er tryk på. Imorgen kommer der  40 mennesker mere så vi bliver 68 i alt, der er kun sengeplader til 66 så det bliver spændene. Det er heldigvis kun i to dage, så er der nogle flere som rejser videre. Men der bliver kamp om aftensmaden! og nu jeg snakker om mad kan jeg hilse og sige det faktisk er udemærket, bedre end jeg regnede med i hvert fald. Det er meget kartofler, ris, pasta og bønner. Men vores kokke gør det rigtig godt, og de laver endda alt over åben ild. I aften fik vi kartoffelmos og har ingen anelse om hvordan det skulle
foregå over åben ild. Men det smagte godt, og det er det vigtigste.

To søde drenge der fangede mig mens jeg tog billede af huset.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg bliver nødt til at få noget søvn eftersom i dag jo så bliver min første arbejdsdag skal jeg jo være frisk og veludhvilet! Alle de andre piger ligger i hvert fald i sengen mens jeg sidder på gulvet under blæseren og skriver.

Men første uge er overstået og den har været spændene.

Håber i hygger jer derhjemme, vi ses om kun 16 uger. 

Lala salama!