Første uge overstået

Jeg har simpelthen så meget at fortælle, det er helt forfærdeligt.
Vi har siden jeg sidst skrev haft african dance and drum session, yep vi skulle lære at danse. Behøver jeg sige det er umuligt at få en flok hvide mennesker til at shake booty som en tanzaniansk kvinde? For det er det! Vi havde to undervisere, en mand og en kvinde, og de var fantastiske. Jeg er sikker på det er biologisk at de bare har flere muskler i kroppen end os, andet kan det simpelthen ikke være. Især da børnene fra Art in Tanzania's nursery school kom over og kiggede på os og derefter besluttede sig for at vise hvordan de kunne danse, der blev jeg sikker på man skulle være opvokset med det, for børnene var 100 gange bedre end os.

Børnene der var oppe og danse.
Jeg har video derfra, men tager for lang tid at uploade.

Men udover det fik vi samtidig noget stamme-undervisning, omkring de tanzanianske stammer. Der er stadig 75 anerkendte stammer i Tanzania, men hvis man tæller alle med er der over 350 som alle har deres eget stammesprog. Udover det fik vi en masse andre facts om det, det var rigtig spændene, især fordi vores underviser Yoster selv er født og opvokset i Lou stammen. Lou stammen er den næststørste stamme efter masaierne og de har, stadig i dag, et stort had til hinanden. Masaierne mener Lou stammen stjæler deres land og kvæg og omvendt, it's a never ending battle. Og noget sjovt med masaierne hernede, de er meget nemme at genkende på deres tøj, de er over alt. De er begyndt at vandre mod byerne fordi de ikke kan få deres traditionelle nomadeliv til at fungere pga pengemangel, derfor ser man dem overalt i barer og på gaden. Det sjove er så at de unge masaiere blander moderne og traditionel stil, så man kan se dem med deres traditionelle røde tøj og så en moderne baseball kasket og guldur på. Det ser sgu lidt sjovt ud. Men de render stadig rundt med kniv i deres bælte, og ikke en lille lommekniv men næsten en hel sabel. 

udsigt fra mbudya island

friske fish'n'chips

Så brugte vi vores lørdag på Mbudya island, en lille ubeboet tropeø en halv times sejltur fra kysten. Vi lavede ingenting der, udover vi spiste, slappede af, badede og sov. Det var sindssygt lækkert! Vi følte vi var med i en luksus udgave af lost. Især fordi der var så få mennesker på øen. Der var en ”restaurant” på øen, hvor de lavede mad over bål. Jeg fik fish’n’chips, african style. I kan se billedet til højre hvor man fik to hele, friskfangede, fisk og så pommes. Det var lækkert. Og nåe ja, man bruger ikke bestik så det var et pillearbejde, men det er nu meget sjovt.
Ellers så var der Hawaii fest lørdag aften, det var rigtig sjovt. Vi blev i huset til omkring midnat og tog så ellers ned til den lokale bar. Det var lidt sjovt, for den var lukket da vi kom og da bartenderen (som bor lige bagved) så alle de hvide mennesker skyndte han at løbe ned og åbne den igen, glimrende service. Så nu har jeg prøvet at feste i Tanzania, det var sjovt. Og tømmemænd findes ikke rigtigt, eftersom man hele tiden drikker så meget vand, så kroppen dehydrerer aldrig rigtigt. Smart!

Søndag blev bare drevet af på kunduchi beach resort, det her luksus hotel hvor man betaler 5000 TZS for at komme ind og så har man fuld adgang til pool og strand. Det var 2. gang vi var der, og det er alle 17,50 kroner værd! 

Vores glade Swahili-lærer Saveligt

Ydermere havde vi vores næstsidste swahili-time i dag, der er godt nok meget at huske, men jeg kæmper for det for jeg vil virkelig gerne kunne! Det er dog ret svært, men har gennemskuet nogle få grammatik regler, dem lærer vi nemlig ikke rigtig – vi får kun lært sætninger og ord. Øv. Men feks sætter de for det meste ’ma’ foran flertal, det jeg ret sikker på. Vores lærer er ellers rigtig sej, han hedder Saveligt Ismaels aka. Desert Spider, det er ikke engang løgn. Mange Tanzanianere i 20’erne hernede hedder ting som Angel, Hope, Water og andre engelske ord – heriblandt SaveLight. Ret sjovt. Men det er sjovt at se hvor glade de lokale bliver når en hvid forsøger sig med swahili. Vores bartender John kan feks mit navn udenad og hilser hver gang han ser mig, hvorimod flere af dem der har været her i en måned og som kun snakker engelsk med ham, ved han ikke hvem er. Så det er forsøget værd, og selvom man gør et dårligt forsøg er det stadig et forsøg og det bliver værdsat. 

Men ja, i dag var min første dag på job. Det var meget stille og roligt eftersom der ikke kom hverken nogle børn eller en lærer. Så da jeg havde ventet i en time tog jeg dalla-dallaen hjem igen. Der var to børn der legede ude foran, men de havde ikke uniform på så var tydeligvis ikke på vej i skole. Så spurgte jeg en lokal kvinde om hvor læreren var, og hun sagde han var derhjemme. Jeg har så fundet ud af senere på aftenen at det åbenbart er en muslimsk helligdag i dag, så min skole er åbenbart muslimsk og det forklarer så at den var lukket. Men havde nu været rart at få at vide. Men jeg kan sige så meget at skolen er rigtig flot. Jeg har været heldig. Det er store lokaler og den ligger ved stranden så der blæser meget og det holder lokalerne kølige. Så nu glæder jeg mig bare til i morgen hvor jeg rent faktisk kommer til at møde børnene og den lærer som der er. Men byen Kunduchi er meget fattig, den ligger lige ved kunduchi beach resort som jeg nævnte ovenover fordi der er så lækre strande, men kunduchi er ren slum. Det er lidt skræmmende at i samme by hvor de værste narkomaner og børnekriminelle bor, er der det her resort-paradis. 

Det rigtige screenshot af mit område, bahari beach.

Huset up close, fint ikke?
Jeg bor yderst til venstre, højest oppe og så balkonen til højre.

Men forresten, så er det hus jeg bor i overhovedet ikke det hus som jeg har lagt screen shot ind ad. Igen, fordi adresser i Tanzania ikke er så veludviklede er det fandens svært at bruge google earth. Men jeg har fundet det nu, og målt at der er under 1km til stranden, det er virkelig lækkert. Men som i kan se er der ikke særlig meget omkring huset, der er rigtig mange køer og geder hele tiden så der må være en form for landbrug i nærheden. Vi har endnu ikke regnet ud hvor. Men et rigtig fint sted, selv om Bahari Beach faktisk er ret fattigt og der er lidt slum. Slet ikke lige så meget som i kunduchi, i forhold til kunduchi er her pænt, men i forhold til Danmark er det forfærdeligt.  Men det er det store hvide hus i kan se, hvor jeg bor. 

Her er værelset, og Julie jeg bor sammen med.
Min køje er den øverste i sengen i midten af billedet.

Mit badeværelse, hvis man kan kalde det det når der ikke er vand.

Det er en NGO der hedder Art in Tanzania som har huset, de kæmper for at fremme kreativiteten i tanzanianerne og for at få dem til at bibeholde deres kulturarv gennem dans, kunst, musik og alt andet. Der er også en nursery school på stedet og der bliver undervist voksne i engelsk, afholdt art class og sportsaktiviteter om eftermiddagen. Så der er tryk på. Imorgen kommer der  40 mennesker mere så vi bliver 68 i alt, der er kun sengeplader til 66 så det bliver spændene. Det er heldigvis kun i to dage, så er der nogle flere som rejser videre. Men der bliver kamp om aftensmaden! og nu jeg snakker om mad kan jeg hilse og sige det faktisk er udemærket, bedre end jeg regnede med i hvert fald. Det er meget kartofler, ris, pasta og bønner. Men vores kokke gør det rigtig godt, og de laver endda alt over åben ild. I aften fik vi kartoffelmos og har ingen anelse om hvordan det skulle
foregå over åben ild. Men det smagte godt, og det er det vigtigste.

To søde drenge der fangede mig mens jeg tog billede af huset.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg bliver nødt til at få noget søvn eftersom i dag jo så bliver min første arbejdsdag skal jeg jo være frisk og veludhvilet! Alle de andre piger ligger i hvert fald i sengen mens jeg sidder på gulvet under blæseren og skriver.

Men første uge er overstået og den har været spændene.

Håber i hygger jer derhjemme, vi ses om kun 16 uger. 

Lala salama!