Så er første arbejdsuge i Moshi gået og nu har jeg nye ting at fortælle jer om.
Først og fremmest kan jeg fortælle om vores waterfall tour i lørdags. Vi startede om morgenen hvor vi blev hentet og kørt op til Mchanga porten på Kilimanjaro. Mchanga er en rute som mange bjergbestigere benytter når de skal op på toppen, og det var meget sjovt at se. Vi var der kun i en 10 minutters tid, der var ikke så meget at se trods vi allerede var 1800 meter oppe på bjerget, det var midt i regnskoven og der er der altså ikke meget udsigt. Så vi blev kørt videre ind i regnskoven hvor vi skulle på trekkingtur i junglen. Det var rigtig flot at se en regnskov, det har jeg aldrig rigtig oplevet før, og det var sjovt at tænke på man gik på Kilimanjaro, men nej hvor var det hårdt. Solen bagte og vi gik konstant stejlt op og stejlt ned af smalle stier, som vi kun vidste var stier fordi vores guide sagde det. Vi fik lov til at se en gammel hule i klipperne som blev brugt af chagga stammen i gamle dage, da de skjulte sig fra masaierne. Det var nemlig sådan i gamle dage at masaistammen blev så stor at de manglede kvæg og land, derfor opsøgte de andre stammer rundt omkring i det nordlige Tanzania for at dræbe dem og stjæle deres kvæg og kvinder. Derfor kan man i Kilimanjaro området finde hundredvis af klippehuler og grotter som bl.a. chaggastammen brugte til at gemme sig i. Det var meget sjovt at sidde inde i sådan en, og tænke på historien bag.
Alt i alt endte vi med at trave rundt i en 2 timers tid hvor vi ledte efter aber, uden held, så en masse vandfald små som store og ellers mødte en masse lokale som simpelthen bor i regnskoven på Kilimanjaro. Så et par vabler senere gik vi tilbage til bilen og blev kørt hen for at spise middag hvor vores guide på forhånd havde bestilt cheeseburgere til os alle sammen. Det var ganske udemærket at sidde og spise lidt og få slappet af. Vi takkede i hvert fald vejrguderne for at vejret i Moshi er meget mildere end i Dar, hvis det havde været den samme hede som vi har været vant til i Dar vi skulle vandre rundt i, havde vi nok ikke klaret det særlig elegant.
Så blev vi ellers kørt et tredje sted hen i junglen, denne gang for at se en lokal kaffeplantage. Vi så hele processen fra man plukker kaffebønnerne til det bliver solgt som pulver, og det var faktisk rigtig interessant. Vi fik selv lov til at være med til at riste dem og efter fik vi lov til at smage det færdige resultat. Det var en sjov oplevelse, selvom jeg ikke er den største kaffe-fan der findes.
Efter det kom det øjeblik vi alle havde ventet på, nogen havde frygtet det andre havde glædet sig til det - jeg tror jeg gjorde lidt af begge dele. Nu kom tiden hvor vi skulle hoppe ud fra et 10meter højt vandfald. Vi begyndte at gå fra kaffeplantagen og ind i junglen igen. Vi gik ned ad bakke et kvarters tid og så begyndte vi ellers at kunne høre vandets brusen, så blev jeg altså en smule nervøs. Vi gik videre og pludselig var vi ved vandfaldet. Ærligt talt blev vi alle en smule skuffede/lettede da vi ved første øjekast var sikre på det i hvert fald ikke var 10meter højt. Efter en mindre diskussion ved guiden gik første hold, Bjørn og Michael, op for at springe. Da de gik derop fandt vi ud af det så ikke var fra vandfaldet vi skulle springe, men fra stenen ovenover. Så kunne det lige pludselig egentlig godt være det var 10 meter, men vi var stadig noget i tvivl. Bjørn og Michael sprang og nu var det de næstes tur. Malene, Marie og jeg gik derop fordi der sad nogle deroppe som lige skulle have noget moralsk støtte. Efter vi havde siddet og peptalket dem lidt ville de gerne have en af os sprang ned, fair nok, det gjorde Malene. Vi sloges lidt om at komme først, for jo længere tid man står deroppe og kigger ned, jo mere nervøs når man at blive. Men Malene fik lov til at hoppe først. Hun klarede det fint og dem der var deroppe blev lidt mere rolige. Men ikke rolige nok, så Marie skulle også hoppe ud før dem. Marie hoppede og det gik også fint. Nu ville de så have jeg også skulle afsted før dem, så de var helt sikre på der ikke sker en noget. Sagen er nemlig den, at når man sidder oppe på kanten og kigger ned kan man kun se klippen overfor.
Derfor tror man selvfølgelig at man rammer lige ind i den, selvom det er ret usandsynligt det ville ske. Så jeg hoppede og følte mig lidt tvunget til at være ekstra sej eftersom jeg havde siddet i 20 minutter og sagt til de andre at "kom nu, det kan i sagtens" og "der sker ikke noget" - så jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at gå i panik, det gjorde jeg så heller ikke, heldigvis. Man da jeg sad der og skubbede mig selv ned og jeg kunne mærke jeg ikke kunne vende om var det godt nok vildt, og da klippen forsvandt under mig var det også en helt ubeskrivelig følelse. Jeg ramte vandet og af en eller anden grund nåede jeg ikke at lukke øjnene, men det er jeg glad for nu, for jeg kunne se det helt blå gennemsigtige vand og alle stenene på bunden ligeså tydeligt. Det var ret flot. Da jeg kom ind til kanten var jeg helt forvirret og rystede, om det var adrenalin eller kulden fra vandet ved jeg ikke. Det var sikkert en god blanding af begge. Men det var super fedt, og jeg er så glad for jeg gjorde det. De to der var strandet oppe på klippen endte også med at springe efter jeg havde gjort det, så det var bare rent succes.
Vores guide havde lavet et bål ved siden af, hvor vi kunne sidde og få varmen og berolige vores kroppe efter vi havde sprunget og det hele var bare en rigtig speciel oplevelse.
Søndag lavede vi absolut intet, vi var ude og spise og hang ellers bare ud i huset og nød en slappe-af-dag.
Men ja, jeg skulle begynde på arbejde. Jeg havde set meget frem til at begynde på noget nyt, især da det her jo var en helt anden form for arbejde. Om formiddagen foregik det på korongoni special needs unit, det er en skole der tager sig af fysisk og psykisk handicappede "børn" i aldersgruppen 6-28 år. Der var to med downs syndrom nogle der var autister og resten vides ikke rigtigt. Der var dog én dreng, Gabriel, vi var lidt i tvivl om hvad han fejlede, og mest af alt om han overhovedet fejlede noget. Han virkede helt klart som en ballademager men ikke som om han var direkte psykisk handicappet, det finder vi aldrig ud af. Der var i hvert fald ikke rigtigt nogen som vi kunne have en samtale med, da de fleste knap kunne snakke kiswahili. Det foregik på den måde at vi kom mens de havde kiswahili undervisning, det foregik i en halv times tid og det var på meget lavt niveau. De sendte en dims rundt i klassen, den lignede lidt en rangle, og så sagde de habari za asubuhi (godmorgen) til hinanden - altså dem der kunne snakke.
Efter undervisningen havde de frikvarter, det var der vi kom ind i billedet. Vi havde forskellige ting med ud til dem hver dag. Vi havde højtalere med ude en dag hvor vi dansede med dem til Shakiras "This time for Africa" den var de helt vilde med, det er sjovt at se hvordan børn her i Tanzania danser præcis ligesom de voksne. Selv de handicappede børn havde mere rytme i kroppen end os. En anden dag løb vi om kap, vi har spilet fodbold, tegnet tegninger sammen med dem og en masse andre småting. Vi har i hvert fald haft det rigtigt sjovt sammen med de kære børn. Vi var der kun fra mandag til torsdag desværre, fredag skulle de have været til en slags "special olympics" for Moshi området, vi ville vanvittigt gerne have været med, men desværre endte det med at skolen ikke engang tog med. Øv. Så vi havde kun 4 dage på skolen fordi de har påskeferie i denne her uge, men det var alligevel 4 gode dage. Vi følte heller ikke vi kunne bidrage med så meget ude på skolen, så jeg har det godt med at jeg var 6 uger på min skole i Kunduchi, og ikke her i Moshi.
Jeg har forresten rigtig mange billeder, men det tager desværre alt for langt tid at uploade.
Søndag lavede vi absolut intet, vi var ude og spise og hang ellers bare ud i huset og nød en slappe-af-dag.
Men ja, jeg skulle begynde på arbejde. Jeg havde set meget frem til at begynde på noget nyt, især da det her jo var en helt anden form for arbejde. Om formiddagen foregik det på korongoni special needs unit, det er en skole der tager sig af fysisk og psykisk handicappede "børn" i aldersgruppen 6-28 år. Der var to med downs syndrom nogle der var autister og resten vides ikke rigtigt. Der var dog én dreng, Gabriel, vi var lidt i tvivl om hvad han fejlede, og mest af alt om han overhovedet fejlede noget. Han virkede helt klart som en ballademager men ikke som om han var direkte psykisk handicappet, det finder vi aldrig ud af. Der var i hvert fald ikke rigtigt nogen som vi kunne have en samtale med, da de fleste knap kunne snakke kiswahili. Det foregik på den måde at vi kom mens de havde kiswahili undervisning, det foregik i en halv times tid og det var på meget lavt niveau. De sendte en dims rundt i klassen, den lignede lidt en rangle, og så sagde de habari za asubuhi (godmorgen) til hinanden - altså dem der kunne snakke.
Efter undervisningen havde de frikvarter, det var der vi kom ind i billedet. Vi havde forskellige ting med ud til dem hver dag. Vi havde højtalere med ude en dag hvor vi dansede med dem til Shakiras "This time for Africa" den var de helt vilde med, det er sjovt at se hvordan børn her i Tanzania danser præcis ligesom de voksne. Selv de handicappede børn havde mere rytme i kroppen end os. En anden dag løb vi om kap, vi har spilet fodbold, tegnet tegninger sammen med dem og en masse andre småting. Vi har i hvert fald haft det rigtigt sjovt sammen med de kære børn. Vi var der kun fra mandag til torsdag desværre, fredag skulle de have været til en slags "special olympics" for Moshi området, vi ville vanvittigt gerne have været med, men desværre endte det med at skolen ikke engang tog med. Øv. Så vi havde kun 4 dage på skolen fordi de har påskeferie i denne her uge, men det var alligevel 4 gode dage. Vi følte heller ikke vi kunne bidrage med så meget ude på skolen, så jeg har det godt med at jeg var 6 uger på min skole i Kunduchi, og ikke her i Moshi.
Jeg har forresten rigtig mange billeder, men det tager desværre alt for langt tid at uploade.
Om eftermiddagen er jeg så på SWISCO (Small world initiative for women security and Children Orphanage - spørg mig ikke om hvorfor de har udeladt w for women), det er et lille børnehjem med 26 børn. Det er et meget fattigt børnehjem som har været rigtige heldige med al den hjælp de har fået fra frivillige det sidste halve år. For et halvt år siden havde de ikke møbler eller et sted at spise, i dag har de en flot spisestue og mangler ikke umiddelbart noget materielt, alt sammen takket være den tyske førtidspensionet Mario som bruger alle hans penge på børnehjemmet. Men børnene derude er stadig meget tynde og vi ved de har pengeproblemer mht. mad trods al den hjælp Mario har givet.
Børnehjemmet startede i 2006 ved at "forstanderen" fandt to 3årige gadedrenge slentrende i Moshis gader, han tog dem med hjem til sig selv og efterhånden kom der flere og flere. Som sagt er der i dag 26 dejlige børn hvor de fleste har mistet deres forældre, nogle er dog bare blevet anbragt der fordi deres forældre ikke har haft råd til at have dem.
Vi er kommet ret meget ind på børnene utroligt hurtigt, de er gode til engelsk og vi har lavet mange forskellige arrangementer med dem. Har bowlet og spillet kongespil/vikingespil sammen med dem, i løbet af ugen skal vi lave skattejagt og male påskeæg. De har alle, pånær en, fri fra skole pga påskeferie så vi har rigtig meget tid sammen med dem - det er virkelig hyggeligt!
Så det er det jeg render rundt og laver lige nu. I weekenden var vi i byen et sted der hedder Glaciers, vi havde siddet 6 tøser på vores terrasse inden og drukket vin og nydt at vi kunne have makeup og pænt tøj på for en gangs skyld. Det var kun os i huset, da de 7 andre var ved at bestige Kili. Vi havde en rigtig god nat, der var gang i nattelivet.
Denne weekend bliver stille og rolig eftersom vi lørdag tager af sted til Masailand. Det bliver 6 spændene dage hvor vi skal bo i Bomaer lavet af lort og sove på pinde. Men det bliver helt sikker rigtig interessant, især tanken om masaierne bor sådan hele året, hele deres liv. De andre hold der har været derude har kun "holdt ud" i 24 timer - 3 dage, så vi satser 100% på vi bliver der tiden ud, i mine øjne lige nu er der i hvert fald ingen grund til at tage hjem før tid. SÅ slemt kan det umuligt være, medmindre jeg selvfølgelig bliver døden-nær-syg.
Puha, det blev langt. Beklager. Håber det går godt derhjemme for jer alle sammen, jeg har forresten kun 18 dage tilbage i Tanzania - så går turen til Namibia.
Børnehjemmet startede i 2006 ved at "forstanderen" fandt to 3årige gadedrenge slentrende i Moshis gader, han tog dem med hjem til sig selv og efterhånden kom der flere og flere. Som sagt er der i dag 26 dejlige børn hvor de fleste har mistet deres forældre, nogle er dog bare blevet anbragt der fordi deres forældre ikke har haft råd til at have dem.
Vi er kommet ret meget ind på børnene utroligt hurtigt, de er gode til engelsk og vi har lavet mange forskellige arrangementer med dem. Har bowlet og spillet kongespil/vikingespil sammen med dem, i løbet af ugen skal vi lave skattejagt og male påskeæg. De har alle, pånær en, fri fra skole pga påskeferie så vi har rigtig meget tid sammen med dem - det er virkelig hyggeligt!
Så det er det jeg render rundt og laver lige nu. I weekenden var vi i byen et sted der hedder Glaciers, vi havde siddet 6 tøser på vores terrasse inden og drukket vin og nydt at vi kunne have makeup og pænt tøj på for en gangs skyld. Det var kun os i huset, da de 7 andre var ved at bestige Kili. Vi havde en rigtig god nat, der var gang i nattelivet.
Denne weekend bliver stille og rolig eftersom vi lørdag tager af sted til Masailand. Det bliver 6 spændene dage hvor vi skal bo i Bomaer lavet af lort og sove på pinde. Men det bliver helt sikker rigtig interessant, især tanken om masaierne bor sådan hele året, hele deres liv. De andre hold der har været derude har kun "holdt ud" i 24 timer - 3 dage, så vi satser 100% på vi bliver der tiden ud, i mine øjne lige nu er der i hvert fald ingen grund til at tage hjem før tid. SÅ slemt kan det umuligt være, medmindre jeg selvfølgelig bliver døden-nær-syg.
Puha, det blev langt. Beklager. Håber det går godt derhjemme for jer alle sammen, jeg har forresten kun 18 dage tilbage i Tanzania - så går turen til Namibia.
