Bum, så kom jeg til Moshi.

Ja, så er jeg landet i Moshi efter en dejlig 10 timers bustur med offentlig transport i onsdags. Ej det var faktisk ikke så slemt, sædet var blødt og vi fik en gratis sodavand (hurra), at der så kun var ca. 10 cm benplads kan man jo så ikke gøre noget ved. Men ja, Moshi. Vi bor meget hyggeligere her end vi har været vandt til i Bahari. I Bahari var det meget mere som et hotel, her er det rent faktisk to huse vi bor i, og det gør det så meget hyggeligere. Jeg bor i det store hus på værelse sammen med Maja, Amanda, Mikela og Malene - så ved i det. Fordelen ved det store hus er helt klart vore vanvittigt lækre terrasse hvor vi bruger det meste af vores tid, den er kæmpe stor med gode sofaer og så er der udsigt til Kilimanjaro derfra, det er lidt at få salt i såret at se bjerget. Jeg havde jo høje forventninger til mig selv om at jeg skulle bestige det, den drøm blev knust da jeg kom herned og fandt ud af at det ville komme til at koste omkring 9000 kroner - øv! Men jeg har hele livet ti lat få det gjort, så der skal nok komme en dag hvor jeg får råd. Udover det så kan vi blære os med at der altid er vand på stueetagen i huset, hvorfor vides ikke, men vi nyder det. I det andet, det lille, hus kan de så prale af deres tv-stue og over at det er der maden bliver serveret. Men jeg er nu godt tilfreds. Apropos tv-stuen, så har det været helt mærkeligt at komme hen til et sted hvor vi kan sætte os ned og se en film. I går så vi f.eks. løvernes konge, meget passende syntes vi, og det var helt vildt at kunne sidde i en sofa og se dvd'er. Jeg havde ikke regnet med at jeg så hurtigt vænnede mig af med sådan en vane, men det har jeg åbenbart gjort.
Men hvad har vi så lavet... Faktisk ikke så meget indtil nu. I går, torsdag, fik vi noget orientering omkring Moshi og Tanzania, meget af det vidste vi i forvejen eftersom vi jo har været her i 2 mndr. men vi fik også nogle nye ting at vide. F.eks. i Moshi, hvis man råber tyv efter en tyv der har stjålet din taske vil han højst sandsynligt blive tæsket eller dømt til døden, jeg spurgte om det også var sådan i Dar es salaam, og det er det åbenbart, vi fik bare ikke noget at vide om det. Ydermere så hvis man smider skrald på gaden kan man risikere at en politibetjent kommer og kræver op til 100.000 shilling af dig (ca. 350 dkk), hvilket er dybt åndssvagt, da byen ligner ligeså meget en skraldespand som resten af Tanzania. Men i det mindste prøver de da at holde den ren, på en måde.
Men vi var også ude på walking orientation i byen med en ældre herre Mr. Limo som arbejder for Art in Tanzania her i Moshi. Det var sjovt at se byen, vi skal først krydse en mark for at komme derhen, så igennem en lille landsby og så kommer man ind til centrum hvor der er billboards, dalla-dalla'er, busser og masser og masser af mennesker. Moshi virker umiddelbart meget mere som en storby end hvad vi har været vant til - men vi var jo så heller aldrig i Dar es salaam, vi var kun i forstaderne. Så vi nyder lidt at bo en halv times gågang fra alt. Der er bl.a. helt vildt lækre coffee shops rundt omkring i byen der brygger på de de her Kilimanjaro kaffebønner, det er kaffe selv jeg kan lide.
I dag gik Michael, Bjørn og jeg så ind til Moshi for at købe yoghurt, få en smoothie og for at sende nogle ting med posten. Det burde være en overkommelig lille opgave, men den endte stadig med at tage over 3 timer p.g.a. DHL her i Afrika. Jeg skulle bare sende en pakke hjem til min kære mor og far, men det tog sin tid. Der var en masse der skulle skrives under på, godkendes, vejes og pakkes og jeg ved ikke hvad. Så selvom det er DHL er det jo selvfølgelig stadig Afrika, og Afrika-tid. Men det var lidt sjovt da de ville pakke min pakke for mig og hev en gammel HP printer papkasse frem og brugte. Men selvfølgelig, vi skal genbruge pap - det har de åbenbart mere forstand på her end hjemme.
Men det var ellers det dagen har gået med. Nåe ja, og så har jeg selvfølgelig fået meldt mig på projekter nu. Jeg skal til et speciel needs hjem om formiddagen for fysisk- og psykisk handicappede børn, jeg tror det bliver udfordrende og spændene, der er bl.a. mulighed for hjemmebesøg hos børnene, det tror jeg helt sikkert jeg vil gøre. Om eftermiddagen skal jeg så på børnehjem igen, eller igen og igen, var jo kun tre gange på børnehjemmet i Kunduchi, så jeg er spændt på at komme i gang nu her på mandag. Nye projekter, nye udfordringer og nye oplevelser - det bliver godt!
Ellers har jeg lige spist aftensmad - ugali, en dejlig smagsløs hvid masse lavet af majsmel, og nu skal vi til at se film igen, faktisk tror jeg de andre er gået i gang med filmen, så jeg vil løbe over i det andet hus og være med.
Men lige hurtigt til sidst: I morgen skal vi op til foden af Kilimanjaro på trekkingtur i regnskoven, der kommer vi  hen til et 10 meter højt vandfald som vi selvfølgelig skal springe ud fra - bliver det spændene? Det tror jeg nok. Udover det kommer vi hen til forskellige kaffeplantager og lokale ølbryggerier, tror det bliver rigtigt spændene, også bare det af det foregår på Kili. Fedt, fedt.
Forresten er der i dag præcis 9 uger til jeg er hjemme i Vadum, faktisk er jeg hjemme på det her tidspunkt. Tiden går hurtigt, på onsdag er jeg halvvejs. Det er med blandede følelser.

Jeg håber i har det godt derhjemme, vi ses snart!

Spice Tour, Snorkletur, Prison & Tortoise Island, Svømme med delfiner, smukkeste strande jeg nogensinde har set og sygdom, desværre.

Der er sket en del siden sidst, nu er det så spændene at se om jeg kan huske det...

I mandags var vi på spice tour, det var ret fedt. Vi blev hentet kl. 0900 og kørt ud i junglen hvor der var den her krydderifarm. Vi kom på en kort gåtur rundt i plantagen hvor vi så både helt almindelige kryderier som vi bruger derhjemme, men også traditionelle tanzanianske krydderier som i dag næsten kun bruges af stammefolkene til udsmykning. Der var bl.a. dette træ de kaldte ”lipstick-tree”, det havde en slags nød på sig og når man åbnede den var den fyldt med små røde ”bobler”, lidt ligesom dem der er inde i appelsiner, når man så knuste dem kom der en meget kraftig rød/orange farve, det er den som masaier bruger til både tøj og kropsudsmykning. Men altså, vi fandt bl.a. ud af at kanel er bark fra et træ, det indrømmer jeg blankt at jeg ikke havde nogen anelse om. Vi fandt også ud af at pebber-planten er en plante der snor sig op ad andre træer og lever af dem, en parasit-plante. Altså alt i alt fik vi en masse at vide vi nok godt kunne have levet uden at vide, men nu vi ved det er det da meget sjovt.

Dagen efter, tirsdag, skulle vi ud og se prison island, tortoise island og snorkle ved koralrev.
Prison Island ligger lige ud for Stonetown havn og man kan nemt se den, men der skulle være over 10 km derud. Englænderne byggede et fængsel på øen, det nåede dog aldrig nogensinde at blive brugt som fængsel. Hvorfor, vidste vores guide ikke, men i stedet fortalte han at det blev brugt som isolations-anstalt for de meget syge i mange år. I dag er der bygget et luksus resort der og det er en privatejet ø, så der er en rig mand der sidder og tjener mange penge på det.
Tortoise Island er faktisk en del af Prison Island, så det er samme meget rige mand der ejer den. Men det var meget sjovt at se de her kæmpe, kæmpe store skildpadder. Den ældste de havde var 185 år gammel og stadig ung og frisk, som de sagde. Den jeg sidder ved siden af på billedet var en ung pige på kun 152 år, de holdte styr p åderes alder ved at skrive det med spraymaling på skjoldet, åbenbart fordi skjoldet bliver så slidt i løbet af et år så de kan skrive noget nyt.

Det syntes jeg var ret synd, for det så ikke videre pænt ud at de alle var sprayet på ryggen, men så skulle man lige mindes om endnu engang at det altså er Afrika, og sådan gør de det. Men prøv og tænk at være 185 år gammel. Så har man altså oplevet mange ting. Alle skildpadderne er, i følge vores guide, født og opvokset på Prison Island. Hvis det passer har de altså set menneskehandel, de har været både under britternes, portugisernes og arabernes tid på øen og de har, selvfølgelig, oplevet turismen starte. Sidstnævnte kunne de nok godt have været foruden. Men det var rigtig sjovt at se, og jeg skænkede vores nu afdøde skildpadde Tommelise mange tanker. Men jeg tror nu det var godt nok vores tommelise ikke blev 185 år gammel, så meget de vejer ville hun bare have ødelagt trægulvet hjemme i stuen :-)

Men så skulle vi ud og snorkle og fik hver i sær tildelt vores snorkleudstyr. Jeg havde forestillet mig noget lidt andet end det vi kom ud til må jeg ærligt indrømme. Jeg havde regnet med vi blev sat af på en ø og så selv skulle snorkle ud fra kysten på ca. 2 meters dybde. Men nejnej, vi blev smidt af en båd midt ude i absolut ingenting og fik besked på at koralrevet lå ovre til højre. Her valgte mig og Maja at melde os som kyllinger, der var simpelthen for dybt til jeg kunne svømme rundt uden nogen form for træning og nu når jeg egentligt overhovedet ikke kan lide at trække vejret igennem en snorkle. Kunne stadig sagtens kigge ned under vandet med brillerne på, så jeg så da også noget, men det var simpelthen for dybt. Vi havde en rigtig sjov dag alligevel, vi var i vandet hele tiden – bare ved båden. Vi så også en masse – bare ved båden.
Efter vores snorkle-tur blev vi sejlet ud til en sandbanke ude i ingenting. Det er en sandbanke der forsvinder og kommer igen hver dag, så der er, sjovt nok, ikke andet end sand på den. Vores guide og teamleder B-boy lavede mad til os og satte et lille ”telt” op vi kunne spise under, og så måtte vi ellers bare ligge og nyde solen og slappe af. Det var helt vildt lækkert.

Ellers var det bare tidligt i seng tirsdag, vi skulle nemlig op allerede kl 0400 onsdag og svømme med delfiner. Efter min knap så succesfulde snorkletur tirsdag var jeg en anelse bekymret for hvordan det blev onsdag med delfinerne eftersom jeg godt kunne regne ud det også blev på temmeligt dybt vand. Men altså, vi blev kørt afsted om morgenen kl 05, vi ankom til den strand vi skulle svømme fra kl 06 lige da solen var ved at stå op. Så blev vi sejlet ud på vandet, den første halve time brugte vi kun på at prøve og finde delfiner. Der har nemlig ofte været folk derude uden der har været nogle delfiner overhovedet at se, så vi krydsede selvfølgelig fingre. Men efter den halve time var der simpelthen ikke andet end delfiner, de sprang rundt omkring os. De delfiner vi så var så bare de sorte delfiner, vi fik at vide man ikke kunne svømme med dem, simpelthen fordi de er så generte at de vil stikke af så snart der kommer fremmede ned i vandet. Så vi sejlede lidt længere ud for at finde hvide delfiner, igen gik der heller ikke mange minutter før de simpelthen var overalt. Og jeg siger dig, de var 2 meter lange og de største var endda over 2 meter. Jeg havde overhovedet ikke regnet med at de var så store, jeg var fuldstændig blown away. De var tilmed også rigtig smukke og der var rigtig mange unger i blandt. Vandet var mere end dobbelt så dybt som det havde været dagen før, men jeg skulle i og det kom jeg også. Men jeg var ikke en af dem der jagtede delfinerne rundt, blev ved båden og prøvede at se så meget jeg kunne der. Efter det gik op for mig at det kunne man ikke rigtig var det op på båden igen og sidde og tørre og få varmen, vandet var jo iskoldt. Men alt i alt en super fed oplevelse. Det var som delfin-safari. Det var super, super fedt.
Vi var hjemme ret tidligt fra delfinturen, så resten af dagen gik vi rundt i stonetown for at finde gode milkshakes og smoothie steder, det lykkedes.

Torsdag havde vi bestemt os for at se Paje Beach som ligger på østkysten af Zanzibar og som skulle være en af de smukkeste. Den var også helt enormt fantastisk smuk, fuldstændig som billederne man ser på postkortene, picture-perfect. Så den dag lavede vi ikke så specielt meget, i lå på stranden, spiste, fik lidt at drikke og tog hjem igen. En virkelig ferie slappe-af-dag. Det var rigtig lækkert. Det var jo selvfølgelig også min dejlige Mors fødselsdag, så jeg fik også lige ringet til hende og sunget fødselsdagssang. Det er sådan nogle dage det ville være lidt sjovt lige at være hjemme i en time eller to.

Jeg fik i hvert fald hjemve om aftenen, jeg har aldrig rigtig haft hjemve før, men når man sidder en hel nat ude foran toilettet og kaster op, så ville man altså lidt ønske det var sit eget toilet i Vadum og ikke et man egentlig har fået streng besked på man ikke må bruge fordi taget kan falde ned over det, i Stonetown. Det var en rigtig lorte-nat for at sige det mildt. Det kan være rimeligt meget hvad som helst jeg har været i kontakt med som jeg er blevet syg af, men syg var jeg i hvert fald op til i dag, søndag. Jeg havde ingen appetit, spiste intet, sov hele dagen og kastede op. Virkelig ikke det jeg havde lyst til at lave når det var meningen jeg skulle have været på Nungwi Beach fredag, en strand oppe nordpå som også skulle være en af de smukkeste. I stedet lå jeg pænt i min alt for korte seng på mit meget kedelige værelse. Men så har jeg da prøvet det.

Lørdag havde jeg det meget bedre, var stadig svimmel og havde hovedpine, men meget bedre. Og heldigvis! For det var dagen hvor vi skulle til Kendua, den absolut smukkeste strand på Zanzibar. Den var virkelig også lækker, det var helt utroligt. Og vi fik rigtig lov til at lege turister for alle pengene eftersom der næsten udelukkende var hvide på stedet. Hvide med rigtig meget solcreme på. Jeg kan ikke beskrive hvordan der så ud, og internettet er ikke godt nok til at uploade flere billeder. Eneste løsning er i selv må tage afsted, tage til Zanzibar og se Kendua, det er virkelig fantastisk.

Men om aftenen lørdag fik jeg det, typisk nok, dårligt igen. Det var rigtig ærgerligt eftersom der var stor fullmoon-party nede på stranden med en masse andre mennesker hvor jeg virkelig gerne ville have været med. Jeg blev oppe så længe jeg kunne fake en stemning, men klokken 1 om natten blev jeg nødt til at vende tilbage på mit værelse og så hoppe i seng. Øv. 
Men i dag, søndag, har jeg indtil nu her kl 1900 om aftenen haft det helt fint. Jeg har endeligt fået spist lidt mad, og nu her om en halv times tid skal jeg ude med nogle andre og spise på Green Garden igen. Så jeg krydser fingre for der ikke er mere sygdom tilbage i mig.
I morgen går turen hjem til Bahari Beach, men kun for en enkelt dag. For onsdag tager vi en dejlig 13-timers bustur til Moshi og så venter der nye eventyr! Jeg glæder mig!

Men hvis jeg nogensinde får råd til det, så ville jeg med glæde invitere alle til Zanzibar. Det er et sted alle burde opleve. Her er så fantastisk smukt og nej, hvor kommer jeg til at savne det. Der er så mange ting jeg har glemt at beskrive omkring Stonetown, bl.a. at der bliver sunget til bøn, eller hvordan man siger det, hver dag de der 5 gange. Og det lyder så fedt, jeg synes det er så autentisk og det lyder som om der står en mand lige ude foran mit vindue og synger. Zanzibar er et fedt stykke af Tanzania, for det minder slet ikke om fastlandet.

Det har blev skrevet ned utroligt hurtigt, jeg håber det er til at holde ud at læse. De andre venter på mig.