fredag den 23. marts 2012

Bum, så kom jeg til Moshi.

Ja, så er jeg landet i Moshi efter en dejlig 10 timers bustur med offentlig transport i onsdags. Ej det var faktisk ikke så slemt, sædet var blødt og vi fik en gratis sodavand (hurra), at der så kun var ca. 10 cm benplads kan man jo så ikke gøre noget ved. Men ja, Moshi. Vi bor meget hyggeligere her end vi har været vandt til i Bahari. I Bahari var det meget mere som et hotel, her er det rent faktisk to huse vi bor i, og det gør det så meget hyggeligere. Jeg bor i det store hus på værelse sammen med Maja, Amanda, Mikela og Malene - så ved i det. Fordelen ved det store hus er helt klart vore vanvittigt lækre terrasse hvor vi bruger det meste af vores tid, den er kæmpe stor med gode sofaer og så er der udsigt til Kilimanjaro derfra, det er lidt at få salt i såret at se bjerget. Jeg havde jo høje forventninger til mig selv om at jeg skulle bestige det, den drøm blev knust da jeg kom herned og fandt ud af at det ville komme til at koste omkring 9000 kroner - øv! Men jeg har hele livet ti lat få det gjort, så der skal nok komme en dag hvor jeg får råd. Udover det så kan vi blære os med at der altid er vand på stueetagen i huset, hvorfor vides ikke, men vi nyder det. I det andet, det lille, hus kan de så prale af deres tv-stue og over at det er der maden bliver serveret. Men jeg er nu godt tilfreds. Apropos tv-stuen, så har det været helt mærkeligt at komme hen til et sted hvor vi kan sætte os ned og se en film. I går så vi f.eks. løvernes konge, meget passende syntes vi, og det var helt vildt at kunne sidde i en sofa og se dvd'er. Jeg havde ikke regnet med at jeg så hurtigt vænnede mig af med sådan en vane, men det har jeg åbenbart gjort.
Men hvad har vi så lavet... Faktisk ikke så meget indtil nu. I går, torsdag, fik vi noget orientering omkring Moshi og Tanzania, meget af det vidste vi i forvejen eftersom vi jo har været her i 2 mndr. men vi fik også nogle nye ting at vide. F.eks. i Moshi, hvis man råber tyv efter en tyv der har stjålet din taske vil han højst sandsynligt blive tæsket eller dømt til døden, jeg spurgte om det også var sådan i Dar es salaam, og det er det åbenbart, vi fik bare ikke noget at vide om det. Ydermere så hvis man smider skrald på gaden kan man risikere at en politibetjent kommer og kræver op til 100.000 shilling af dig (ca. 350 dkk), hvilket er dybt åndssvagt, da byen ligner ligeså meget en skraldespand som resten af Tanzania. Men i det mindste prøver de da at holde den ren, på en måde.
Men vi var også ude på walking orientation i byen med en ældre herre Mr. Limo som arbejder for Art in Tanzania her i Moshi. Det var sjovt at se byen, vi skal først krydse en mark for at komme derhen, så igennem en lille landsby og så kommer man ind til centrum hvor der er billboards, dalla-dalla'er, busser og masser og masser af mennesker. Moshi virker umiddelbart meget mere som en storby end hvad vi har været vant til - men vi var jo så heller aldrig i Dar es salaam, vi var kun i forstaderne. Så vi nyder lidt at bo en halv times gågang fra alt. Der er bl.a. helt vildt lækre coffee shops rundt omkring i byen der brygger på de de her Kilimanjaro kaffebønner, det er kaffe selv jeg kan lide.
I dag gik Michael, Bjørn og jeg så ind til Moshi for at købe yoghurt, få en smoothie og for at sende nogle ting med posten. Det burde være en overkommelig lille opgave, men den endte stadig med at tage over 3 timer p.g.a. DHL her i Afrika. Jeg skulle bare sende en pakke hjem til min kære mor og far, men det tog sin tid. Der var en masse der skulle skrives under på, godkendes, vejes og pakkes og jeg ved ikke hvad. Så selvom det er DHL er det jo selvfølgelig stadig Afrika, og Afrika-tid. Men det var lidt sjovt da de ville pakke min pakke for mig og hev en gammel HP printer papkasse frem og brugte. Men selvfølgelig, vi skal genbruge pap - det har de åbenbart mere forstand på her end hjemme.
Men det var ellers det dagen har gået med. Nåe ja, og så har jeg selvfølgelig fået meldt mig på projekter nu. Jeg skal til et speciel needs hjem om formiddagen for fysisk- og psykisk handicappede børn, jeg tror det bliver udfordrende og spændene, der er bl.a. mulighed for hjemmebesøg hos børnene, det tror jeg helt sikkert jeg vil gøre. Om eftermiddagen skal jeg så på børnehjem igen, eller igen og igen, var jo kun tre gange på børnehjemmet i Kunduchi, så jeg er spændt på at komme i gang nu her på mandag. Nye projekter, nye udfordringer og nye oplevelser - det bliver godt!
Ellers har jeg lige spist aftensmad - ugali, en dejlig smagsløs hvid masse lavet af majsmel, og nu skal vi til at se film igen, faktisk tror jeg de andre er gået i gang med filmen, så jeg vil løbe over i det andet hus og være med.
Men lige hurtigt til sidst: I morgen skal vi op til foden af Kilimanjaro på trekkingtur i regnskoven, der kommer vi  hen til et 10 meter højt vandfald som vi selvfølgelig skal springe ud fra - bliver det spændene? Det tror jeg nok. Udover det kommer vi hen til forskellige kaffeplantager og lokale ølbryggerier, tror det bliver rigtigt spændene, også bare det af det foregår på Kili. Fedt, fedt.
Forresten er der i dag præcis 9 uger til jeg er hjemme i Vadum, faktisk er jeg hjemme på det her tidspunkt. Tiden går hurtigt, på onsdag er jeg halvvejs. Det er med blandede følelser.

Jeg håber i har det godt derhjemme, vi ses snart!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar