Først og fremmest: Jeg beklager, for det her er skrevet utrolig sjusket og utroligt hurtigt. Ikke fordi jeg har brugt så meget tid på de andre indlæg, men det her er godt nok bunden af bunden. Du er advaret.
Så har jeg efterhånden været her på Harnas i over to uger, og jeg har nu en hel masse at fortælle om. Jeg har lavet en masse forskellige ting, jeg har bl.a. været med til at sætte en vild los fri, gået mange ture med bavianer, gået tur med en gepard, overlevede da en vild leopard slap løs, undervist i Cheeky Cheeta Kids (En skole Harnas har lavet for deres bushmans personales børn), været på tour og fodret alle vores vilde dyr, sat et desmerdyr og hendes unge sammen med alle de andre desmerdyr, gjort en helvedes masse rent, leget med og fodret karakal unger, blevet tisset på, blevet mester til at jage strudse væk, været inde i leopardernes indhegning og fodre dem, blevet bidt utallige gange, brugt meget tid sammen med geparderne og så selvfølgelig skåret mange, mange kg kød ud efterhånden.
Jeg føler, endnu engang, at tiden flyver afsted. Især efter jeg har skrevet mig op til at tage til Vergenoeg, i nærheden af Swakopmund, d. 17, så jeg altså kun har 5 dage tilbage her på Harnas. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave i Vergenoeg, men jeg kommer ud og ser den namibianske ørken – noget jeg har været meget ked af jeg ellers ikke ville komme til at opleve. Det er Harnas der har projektet i Vergenoeg, de har også et projekt der hedder Noah Noah og de er vidt forskellige. Der er ingen dyr nogle af stederne, men der er meningen de skal udvide og at der skal komme dyr og farme der i den nærmeste fremtid. Vi skal højst sandsynligt lave en masse farmwork, for at foberede stedet. Men forskellene på Noah Noah og Vergenoeg er mest at Noah Noah er i bushen og Vergenoeg, som sagt, er i ørkenen og er meget mere aktivt. Jeg besluttede mig for det lørdag da jeg snakkede med nogle piger der lige var kommet hjem derfra, og 10 minutter efter var vi 4 piger der var sikre på vi skulle afsted, i dag har vi også skrevet under på papirerne. Det dem der lige var kommet hjem kunne fortælle var ikke meget, de ville ikke afsløre noget, men de fortalte om skydiving, mountainbiking, sandsurfing og bjergbestigning – så det lyder virkelig fedt. Mere kan jeg ikke rigtigt forklare nu, jeg ved ikke så meget men jeg glæder mig. Pludselig blev Harnas ikke min sidste destination alligevel.
Men tilbage til hvad jeg har lavet. Vores uger slutter på en måde om torsdagen her, det er den dag folk rejser hjem eller videre og der er mange der tager afsted hver uge. Onsdag er lapa-night hvor vi siger farvel til dem der smutter torsdag, vi har ofte udklædningstemaer og drikker og lidt halvfulde, det er en rigtig sjov og festlig aften. Fredag kommer der så nye mennesker til, og vi laver en masse sjov med dem og laver ellers bål om aftenen og får os en øl. Lørdag er grillaften og søndag er movienight, to super hyggelige og sociale dage hvor vi i løbet af dagen ikke rigtig laver andet end mad til dyrene og så lige river indhegningerne.
Ellers er der meget hverdag. Om morgenen spiser vi morgenmad på farmen, så præsenterer Evert, vores volunteer manager, formiddagens projekter og så skal vi ellers i grupperne fordele dem. Så han fortæller bare hvor mange han skal bruge til hvad, og så må vi selv om hvem der får dem. Nogle dage er man heldig, andre knap så heldig. Så går vi i gang med vores projekter, det er forskelligt hvornår vi er færdige, men ofte omkring 1130. Kl. 1300 er der så frokost på farmen, derefter kl. 1430 er der tree meeting (bliver holdt under et stort træ – deraf navnet) hvor vi får kage, saft og eftermiddagens opgaver at vide. Det er også ved tree meeting at vi nominerer vores Daniel og Lucas of the day. Daniel of the day er dagens bommert, og dagens Daniel skal gøre volunteer rummet rent. Lucas of the day er dagens helt og får en gratis sodavand. Jeg vil ikke sige hvorfor, men nu har jeg gjort det volunteer rum rent tre gang.
Men så går vi ud og laver det vi skal og ender ofte alle op enten ved bomaen, der hvor vi spiser, eller ved volunteer room. Det er sådan at vi ikke må gå tilbage til vores village før kl. 1700, da det er meningen vi skal bruge vores tid på dyrene eller hjælpe de andre med deres arbejde, hvis vi selv er blevet hurtigt færdige. Det er en ok regel, men irriterende hvis man virkelig bare gerne vil tilbage og have et bad. Hver aften, undtagen movienight og lapa-night, spiser vi aftensmad i vores village.
Men okay, nu skal du bare høre hvad jeg har lavet. Den første dag jeg måtte lave andet en food prep, blev jeg sat på den opgave at sætte desmerdyret Eve og hendes baby sammen med gruppen af desmerdyr igen. Vi fik besked på at holde øje med de store hanner, og hvis de gjorde tegn på at gøre Eve eller hendes barn noget skulle vi løbe ind, gribe fat i enten ungen eller hannerne. Det var en meget sjov opgave, mest fordi der ikke skete nogen noget. Så jeg skulle bare blive siddende ved dem en times tid og holde øje med dem, det var en stille og rolig formiddag – heldigvis.
Eftermiddagen samme dag hjalp jeg til med food prep, det er ret nemt om eftermiddagen eftersom vi forbereder alt om morgenen. Så det er bare at kalde alle dyrene til sig og fodre løs.
Dagen efter var jeg så heldig at komme på tour, det vil sige jeg var med vores tourguide, Johan, ude og fodre alle vores dyr og vise dem frem til gæsterne. Det var en super fed oplevelse! Jeg kastede et æselhovede over hegnet til en kæmpestor, fuldvoksen løve og jeg smed hesteben og andet godt ud til vores vilde wilddogs. Vi var også inde ved vores 22 vilde, fuldvoksne, geparder. Det var lidt vanvittigt, vi var i en åben bil og de var meget interesserede. Heldigvis skulle jeg ikke ud og hjælpe med at fodre dem, det klarede Johan selv, det passede mig helt fint. Der var i hvert fald stor forskel på de geparder derinde og vores flaskefodrede Atheno som bor på farmen. Jeg håber stadig lidt på jeg kan komme til det igen, for oplevelsen var super god. Og gæsterne som var med var meget respektfulde, og de troede jeg havde styr på alt mellem himmel og jord når det kom til vilde dyr, jeg lod dem blive i troen og tog det som et kompliment.
Om eftermiddagen skulle jeg så på gåtur med vores 4 bavianer, det eneste problem var så bare at Alex, en af de 4, var hoppet over hegnet til en indhegning med 16 bavianer. Det er som sådan intet problem, det har hele tiden været planen at de tre indhegninger med henholdsvis 4,8 og 16 bavianer skal slåes sammen til en stor. Men nu er der hierarki problemer inde ved de 4. Alfa-hannen er aben Elvis, Alfa-hunnen (den eneste hun) er Lyodi og så var der Alex og Janny på bunden. Nu er der så kun to alfaer og så Janny, det er utroligt frustrerende for ham og siden Alex smuttede har han været meget trist og sur. Det skal måske siges at Alex og Janny har været sammen hele livet, de blev opfostret på en bar hvor folk gav dem cigaretter og alkohol så da de blev afleveret til Harnas var dybt afhængige af begge dele. De har haft et hårdt liv, og de har holdt meget af hinanden indtil nu hvor Alex altså har forladt Janny. Men jeg kan sagtens forstå Alex, før var han ingenting – han er stadig ingenting, muligvis endnu mere betydningsløs inde ved de 16 bavianer da de er meget større og ældre end ham. Men det er sikrere at være en af de mange der er på bunden af hierarkiet, end det er at være den ene ud af to som han var før. Så kunne man så tænke: Hvorfor gør Janny ikke det samme? Det gør han måske også. Men Alex, har jeg fået at vide, har brugt flere måneder på at sidde op ad hegnet til de 16 bavianers indhegning og groomet de store bavianer. Så han har virkelig fedtet for dem, for at få lov til at være med dem.
Men tilbage til min gåtur. Janny ville ikke med, han var stadig meget sur/ked af det over Alex der stak af – så vi fik kun Elvis og Lyodi med. Det var en rigtigt hyggelig gåtur, det er ikke så meget en gåtur for dem som det er for os, for de sidder bare på vores skuldre eller hovede hele tiden. Først når vi stopper op og sætter os ned tær de gå ud og udforske træer og buske. Det sjoveste ved at tage bavianer eller andre vilde dyr på en gåtur er helt sikkert at når vi er ude i et terræn de ikke kender, er de virkelig nervøse og os som går med dem er deres ”helle” altså deres sikkerhedsnet. Hvis du går tur med bavianer og du gemmer dig for dem vil de gå i panik og kalde på dig, de bliver utroligt bange. Men det giver meget god mening, de er vant til at hver dag kan koste dem livet når de er ude i ukendte områder, de har ikke samme eventyrlyst som en hund på en gåtur f.eks., de er mere bekymrede for om der er nogle løver der er på vej, eller andre bavianer som vil gøre dem ondt. Men det var en god gåtur, Lyodi tissede på hele min ryg – men det kunne have været værre. Så et bad senere og en tøjvask efter var jeg så god som ny. Samme aften var der lapa-night med pirat tema, så der blev drukket rom og få forsøgte at klæde sig ud. Det er bare lidt sværere end man tror, når man har så lidt tøj med som jeg har.
Dagen efter var der en masse som tog afsted, der enten skulle hjem eller videre ud i verden. Da vi stod og skulle sige farvel til dem, stod vi alle på en bro over de store krokodillers indhegning. Pludselig får vi øje på tre bat-eared foxes, som er løbet ud fra farmen og er på den forkerte side af hegnet. De er vilde, men vi blev nødt til at prøve at få dem ind på farmen igen, da de ellers højst sandsynligt ville blive slået ihjel hvis de var ude med de vilde dyr. Efter 20 minutters jagt får vi de 2 ind igen, desværre hoppede den tredje ind til krokodillerne. Så blev det først rigtigt spændene, pludselig var alle fra personalet inde ved krokodillerne for at få den stakkels bat-eared fox ud. Det var ret spændene, krokodillerne begyndte at vågne op og løb engang imellem efter nogle af dem der var derinde. Der gik en halv times tid og så fik vi den heldigvis ud, så ingen døde den dag – heldigvis.
Men om morgenen samme dag skulle jeg hjælpe til på Cheeky Cheetas, skolen Harnas har lavet for personalets børn. Det er et ret godt initiativ for alle de bushmænd som arbejder her, hvis ikke den skole var her ville de enten sende deres børn væk for de kunne komme i skole, eller også ville de slet ikke komme i skole. Men desværre lavede jeg intet den dag jeg var der, det var totalt spild af tid. Mig og en tysk pige, Rubina, sad med børnene og legede eftersom de ikke kunne bruge deres klasseværelse, fordi en masse fra personalet på Harnas brugte det da de skulle have undervisning i giftige dyr og sådan noget. Men det var nu meget hyggeligt, bare lidt tidsspilde.
Om eftermiddagen var jeg på food prep, en helt normal dag, men jeg fik lov til at komme med ind til vores tre leoparder. Det var ret vildt, det er en fed følelse at gå rundt med mad til 3 leoparder inde i deres indhegning. Og de var meget interesserede, det var super fedt.
Så blev det fredag og jeg var endnu engang bare på food prep. Da vi fodrede mangusterne fik vi øje på en af dem der havde en snor om halsen der var bundet fast med en knude. Altså, blev det nødt til at være et menneske. Dette er stadig et stort mysterium eftersom de er vilde og meget menneskesky, medmindre vi har mad med os. Vi ved stadig ikke hvem der har gjort det eller hvorfor personen gjorde det, men vi arbejder stadig på at prøve og fange den så vi kan få klippet den af.
Om eftermiddagen var jeg inde ved baby karakalerne, de sødeste små katte nogensinde. Det er to søskendepar a to killinger så altså 4 i alt. De to altså blev fjernet fra deres mor fordi en landmand skød dem, landmand i Namibia hader dem da de spiser alle deres får, men pga det er der ikke så mange tilbage. De to yngste blev født af en karakal som vi har i vores lifeline, hun har før født to killinger hvorefter hun bed det ene bagben af begge killingerne. Vi har de to trebenede karakaler endnu, og de lever i bedste velgående i en indhegning på farmen. Men hun begyndte at opføre sig agressivt overfor hendes unger, og en dag da der var personale derude for at se hvordan det gik så de hende kravle op i et træ med hendes børn i munden for så at smide dem fra sig. Dette gentog hun et par gange, bagefter var der ingen tvivl og de skyndte sig at gå ind og tage killingerne fra hende.
Så derfor har vi nu 4 karakalunger med 2 uger imellem hinanden. De er vanvittigt søde, men de har hele tiden deres negle ude og de er virkelig skarpe. Så vi har alle bitte små sår over det hele pga dem, men det er nu okay. Men bare hvis i er i tvivl, så er det meningen de skal sættes ud i lifelinen når de bliver stor, men fordi de ikke har nogen mødre bliver vi nødt til at flaskefodre dem, og pga det bliver de nødt til at føle sig trygge hos os. Men deres tryghedsfornemmelse omkring mennesker kommer de hurtigt til at glemme når de bliver ældre, så de skal helt sikkert nok komme til at blive sluppet fri.
Weekenden gik hurtigt med afslapning og food prep, der bliver spillet spil, leget lege, drukket øl og ellers går vi ind til dyrene og siger hej. Mandag blev jeg sat på Abu & Chloe walk, det er vores to yngste bavianer. Abu er 4-6 måneder og Chloe omkring de 8 måneder, de er utroligt søde men der er nu et problem. Marieta, ejeren og grundlæggeren af Harnas, er først lige stoppet med at sove med Abu og fodre ham og han savner hende utroligt meget. Hun bor på farmen og han ser hende stadig hver dag, men han skal vænne sig til hans bavian liv og det er sværere end man skulle tro. Så han har fået storesøsteren Chloe som er meget omsorgsfuld, hun passer utroligt meget på ham – det er så sødt. Abus mor blev skudt af en landmand som ikke vidste at hunbavianen havde en baby, der hang på hendes mave. Chloes historie er næsten den samme, undtagen landmanden skød hendes mor fordi han så hun havde en baby. Landmandens datter ville gerne have en babybavian som kæledyr, så det fik hun. Da hun så skulle begynde i skole efter sommerferien kunne hun ikke længere tage sig af den, og hendes far gad ikke. Så de indleverede den til Harnas. Det største problem med vilde dyr i Namibia er, at det er lovligt at skyde dem. Der er næsten ingen vilde dyr tilbage, fordi stort set alle landmænd skyder dem hvis de ser nogle, der er næsten kun vilde dyr tilbage i nationalparkerne. Desværre. Men gåturen gik helt fint, bavianer er gode at have med på gåtur. Abu sad hele tiden på min mave, som han ville have gjort på hans mor. Jeg må indrømme at ja, jeg forstår egentligt godt det charmerende ved at have en bavian som kæledyr, men det er kun sødt det første år. En fuldvoksen hanbavian er ligeså stærk som 7 voksne mænd og de kan veje op til 70 kg, sådan en kan man jo ikke have som kæledyr, det glemmer folk desværre bare at tænke på.
Efter det gik jeg en gåtur med nogle af hundene på farmen, vi har 4 der bor nede i vores food prep area. De er fantastiske søde, og hver gang jeg er sammen med dem, savner jeg min egen dejlige Vanda derhjemme mere og mere.
Om aftenen efter vi havde spist aftensmad fik vi os lidt en overraskelse. En britisk fyr ved navn Sam kom pludselig løbende op og sagde der var en Leopard nede ved vores bål, der var ikke særlig mange der troede på ham. Nogle løb ind i køkkenet, som er proceduren hvis der er dyr løs, resten og jeg blev siddende ude foran. Sam var kommet dagen før, og jeg var sikker på han bare prøvede at lave en prank med os og den ville jeg ikke falde for. Så der gik lidt tid hvor han blev ved med at stå og sige der var en leopard, vi havde fået at vide hvor overdrevent sjældent sådan noget sker, så det virkede for usandsynligt.
Men fandeme så, to minutter efter kommer Johan, staffmember, og råber at vi alle skal gå ind NU. Han så helt vild ud i øjnene, og begyndte at råbe i hans Walkie-Talkie. Da det skete gik jeg og resten ind i køkkenet. Det var åbenbart vores fuldvoksne hun leopard Lost som var sluppet ud fra vores lifeline. Hun blev flaskefodret som lille og voksede op med mennesker, men eftersom Leoparder er asociale dyr som lever alene hele livet. Det gør at de kan skifte humør på 1 sekund, og derfor kan man aldrig nogensinde stole på dem som man kan med geparder. Vi blev alle gennet ned i vores hytter hvor vi fik besked på at gå alle sammen sammen på en lang linje, og så ellers falde fra når vi kom til vores hytter. Min hytte var den aller nærmeste, så jeg var hurtigt i sikkerhed. Vi sad lidt og snakkede i hytten og så kravlede jeg ellers under dynen med min bog. 2 timer sener råbte de udenfor at de havde fanget hende, i mellemtiden havde vi kunnet høre deres strømpistoler og ustoppelige kald ”kom, kom, kom”. Hun havde åbenbart trasket rundt om min hytte fik vi at vide, dagen efter kunne man også se fodspor efter hende. Det var lidt halv uhyggeligt, men ingen kom til skade.
Dagen efter var det endnu en abegåtur, denne gang dog med vores vervet monkeys Issypoo & Lolly. De var utrolig søde, og meget nemmere at styre end bavianer. Men gåturen gik ikke helt problemfri, vi stødte ind i Louise og Lotte som var ude og gå med vores desmerdyr (ja, vi går tur med desmerdyr..) og så brød helvede løs. Desmerdyr er fødte krigere og angriber virkelig alt, jeg tror på at hvis de var mange nok kunne de finde på at angribe en elefant. De er lidt ligesom gravhunde, utroligt små men føler de er meget, meget, vigtige. Så da de angreb Issypoo & Lolly var det som en tegnefilms slåskamp, de rullede rundt på jorden i en kugle og skreg og pev forfærdeligt højt. Jeg kunne ikke få fat i aberne da de var så hurtige, og jeg kunne slet slet ikke få fat i halerne på desmerdyrene. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke om, jeg begyndte at sparke desmerdyrene væk. Jeg er blevet mobbet ret meget med det efterfølgende, men stadigvæk når jeg ser tilbage på det var det det eneste jeg kunne gøre, og et desmerdyr kan altså godt tåle det. Så efter jeg havde sparket dem alle væk, hoppede aberne taknemmeligt op på min ryg igen og så måtte vi tjekke dem for sår. Heldigvis er de så hårdhudede at der ikke var sket dem noget, kun et par ridser her og der men intet der skulle behandles.
Desværre mistede vi et desmerdyr den dag, og nej, ikke fordi jeg sparkede for hårdt, men fordi den løb væk. Det var en stor han, og det er muligt han har ventet på dette øjeblik i lang tid eftersom han ikke øverst i hierakiet. Vi fandt ham aldrig, men det er desværre den risiko der er ved at tage desmerdyr ud på en gåtur. Da vi skolle have Issypoo & Lolly ind i buret igen for at gå tilbage til farmen, begyndte de så ellers søde aber at te sig lidt. Issypoo hoppede relativt problemfrit ind i buret, men Lolly begyndte at hoppe fra træ til træ med os i hælene i over en time. Til sidst fik vi hjælp fra to bushmænd og vi fangede hende, men der var godt nok øjeblikke hvor jeg var nervøs for at vi måtte gå tilbage til farmen med kun en abe. Det skete heldigvis ikke, så alt gik godt.
Eftermiddagen gik med Farmwork, vi skulle lave en fodboldbane til os ude i bushen. Vi har før bare spillet inde på farmens grønne græs, men eftersom vi kom til at ødelægge en sprinkler sidst må vi ikke det mere.
Det var meningen jeg skulle have sovet med vores gepard Atheno den aften, men fordi vi havde haft problemer med Jacobi, en stor bavian, som hele tiden slap løs, blev jeg nødt til at blive i vores village og aflyse min sleep out. Jeg var meget skuffet og tog i stedet med ud til vores research hus, the dam house, hvor vi fik god mad og et varmt bad. Det var ret lækkert.
Bavianen Jacobi vi har haft problemer med at uhyggeligt klog. Han er fuldvoksen og meget stor. Han voksede op hos en kvinde i Windhoek der havde ham som kæledyr, hun skar hans hale af så hun nemmere kunne give ham bleer på. De har rent faktisk set ham stable legetøj og vandskåle ovenpå hinanden inde i hans indhegning, for at kunne hoppe over. Alle de fælder han har været fanget i har han formået selv at åbne, han er umulig at fange inde. Til sidst da han blev fanget blev han puttet i vores fængsel, der er betonmurer og ”fængselsbarer” hele vejen rundt, så jeg vil meget gerne se ham prøve at flygte derfra. Der har før været en abe der gjorde det, han blev fanget af politiet sammen med hans ejere. Hans ejere havde trænet ham til at bryde ind i huse og stjæle smykker og kontanter, intet andet. Han kom på mystisk vis ud af vores lille fængsel, de har aldrig fundet ud af hvordan. Men bavianer kan være frygteligt intelligente. I går havde Jacobi forsøgt at flygte, han havde mast sit hovede igennem barerne og sad fast. Han var rasende da vi kom for at hjælpe os, og jeg var godt tilfreds med han var fanget derinde. Han har før angrebet en pige der hedder Bonita, hun arbejder her og prøvede at fange ham. Han bed hende mange gange, og hårdt, på armen og så gik han ellers efter hendes øjne så hun fik ridser i hovedet. Hun var ret heldig, kunne have gået meget værre.
Så var det ellers karakal-dag for mit vedkommende. Først skulle jeg ind og interacte med de små, og om eftermiddagen deres voksne trebenede søskende. Det var rigtig hyggeligt, de er utroligt søde og legesyge.
Så skulle Atheno, vores gepard, ellers på gåtur og jeg skulle med. Det var så fedt! Vi var i en stor
indhegning ude i bushen hvor vi legede med ham, løb om kap (gæt hvem der vandt..) og fik ham til at jagte vores trøjer som vi blafrede med i bushen. Det var så sjovt, og jeg håber jeg kan komme til det igen. Det er en sjov følelse at gå tur med en gepard.
Ellers har jeg bare været i food prep, interactet med vores mange aber eller noget tredje. I dag blev jeg blandt andet angrebet af Janny og Alex, to af vores bavianer. Jeg har fået relativ slemme bidemærker på inderlåret og armen, jeg har fået at vide jeg ikke gjorde noget galt men at de sikkert bare ikke kan lide mig. Det er også ok, jeg er heller ikke helt tosset med dem. Men jeg nyder det virkelig her og føler tiden flyver afsted. Jeg glæder mig til at komme til ørkenen og opleve den, og jeg glæder mig til at komme til DK og se alle i dejlige mennesker igen.
Så har jeg efterhånden været her på Harnas i over to uger, og jeg har nu en hel masse at fortælle om. Jeg har lavet en masse forskellige ting, jeg har bl.a. været med til at sætte en vild los fri, gået mange ture med bavianer, gået tur med en gepard, overlevede da en vild leopard slap løs, undervist i Cheeky Cheeta Kids (En skole Harnas har lavet for deres bushmans personales børn), været på tour og fodret alle vores vilde dyr, sat et desmerdyr og hendes unge sammen med alle de andre desmerdyr, gjort en helvedes masse rent, leget med og fodret karakal unger, blevet tisset på, blevet mester til at jage strudse væk, været inde i leopardernes indhegning og fodre dem, blevet bidt utallige gange, brugt meget tid sammen med geparderne og så selvfølgelig skåret mange, mange kg kød ud efterhånden.
Jeg føler, endnu engang, at tiden flyver afsted. Især efter jeg har skrevet mig op til at tage til Vergenoeg, i nærheden af Swakopmund, d. 17, så jeg altså kun har 5 dage tilbage her på Harnas. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave i Vergenoeg, men jeg kommer ud og ser den namibianske ørken – noget jeg har været meget ked af jeg ellers ikke ville komme til at opleve. Det er Harnas der har projektet i Vergenoeg, de har også et projekt der hedder Noah Noah og de er vidt forskellige. Der er ingen dyr nogle af stederne, men der er meningen de skal udvide og at der skal komme dyr og farme der i den nærmeste fremtid. Vi skal højst sandsynligt lave en masse farmwork, for at foberede stedet. Men forskellene på Noah Noah og Vergenoeg er mest at Noah Noah er i bushen og Vergenoeg, som sagt, er i ørkenen og er meget mere aktivt. Jeg besluttede mig for det lørdag da jeg snakkede med nogle piger der lige var kommet hjem derfra, og 10 minutter efter var vi 4 piger der var sikre på vi skulle afsted, i dag har vi også skrevet under på papirerne. Det dem der lige var kommet hjem kunne fortælle var ikke meget, de ville ikke afsløre noget, men de fortalte om skydiving, mountainbiking, sandsurfing og bjergbestigning – så det lyder virkelig fedt. Mere kan jeg ikke rigtigt forklare nu, jeg ved ikke så meget men jeg glæder mig. Pludselig blev Harnas ikke min sidste destination alligevel.
Men tilbage til hvad jeg har lavet. Vores uger slutter på en måde om torsdagen her, det er den dag folk rejser hjem eller videre og der er mange der tager afsted hver uge. Onsdag er lapa-night hvor vi siger farvel til dem der smutter torsdag, vi har ofte udklædningstemaer og drikker og lidt halvfulde, det er en rigtig sjov og festlig aften. Fredag kommer der så nye mennesker til, og vi laver en masse sjov med dem og laver ellers bål om aftenen og får os en øl. Lørdag er grillaften og søndag er movienight, to super hyggelige og sociale dage hvor vi i løbet af dagen ikke rigtig laver andet end mad til dyrene og så lige river indhegningerne.
Ellers er der meget hverdag. Om morgenen spiser vi morgenmad på farmen, så præsenterer Evert, vores volunteer manager, formiddagens projekter og så skal vi ellers i grupperne fordele dem. Så han fortæller bare hvor mange han skal bruge til hvad, og så må vi selv om hvem der får dem. Nogle dage er man heldig, andre knap så heldig. Så går vi i gang med vores projekter, det er forskelligt hvornår vi er færdige, men ofte omkring 1130. Kl. 1300 er der så frokost på farmen, derefter kl. 1430 er der tree meeting (bliver holdt under et stort træ – deraf navnet) hvor vi får kage, saft og eftermiddagens opgaver at vide. Det er også ved tree meeting at vi nominerer vores Daniel og Lucas of the day. Daniel of the day er dagens bommert, og dagens Daniel skal gøre volunteer rummet rent. Lucas of the day er dagens helt og får en gratis sodavand. Jeg vil ikke sige hvorfor, men nu har jeg gjort det volunteer rum rent tre gang.
Men så går vi ud og laver det vi skal og ender ofte alle op enten ved bomaen, der hvor vi spiser, eller ved volunteer room. Det er sådan at vi ikke må gå tilbage til vores village før kl. 1700, da det er meningen vi skal bruge vores tid på dyrene eller hjælpe de andre med deres arbejde, hvis vi selv er blevet hurtigt færdige. Det er en ok regel, men irriterende hvis man virkelig bare gerne vil tilbage og have et bad. Hver aften, undtagen movienight og lapa-night, spiser vi aftensmad i vores village.
Men okay, nu skal du bare høre hvad jeg har lavet. Den første dag jeg måtte lave andet en food prep, blev jeg sat på den opgave at sætte desmerdyret Eve og hendes baby sammen med gruppen af desmerdyr igen. Vi fik besked på at holde øje med de store hanner, og hvis de gjorde tegn på at gøre Eve eller hendes barn noget skulle vi løbe ind, gribe fat i enten ungen eller hannerne. Det var en meget sjov opgave, mest fordi der ikke skete nogen noget. Så jeg skulle bare blive siddende ved dem en times tid og holde øje med dem, det var en stille og rolig formiddag – heldigvis.
Eftermiddagen samme dag hjalp jeg til med food prep, det er ret nemt om eftermiddagen eftersom vi forbereder alt om morgenen. Så det er bare at kalde alle dyrene til sig og fodre løs.
Dagen efter var jeg så heldig at komme på tour, det vil sige jeg var med vores tourguide, Johan, ude og fodre alle vores dyr og vise dem frem til gæsterne. Det var en super fed oplevelse! Jeg kastede et æselhovede over hegnet til en kæmpestor, fuldvoksen løve og jeg smed hesteben og andet godt ud til vores vilde wilddogs. Vi var også inde ved vores 22 vilde, fuldvoksne, geparder. Det var lidt vanvittigt, vi var i en åben bil og de var meget interesserede. Heldigvis skulle jeg ikke ud og hjælpe med at fodre dem, det klarede Johan selv, det passede mig helt fint. Der var i hvert fald stor forskel på de geparder derinde og vores flaskefodrede Atheno som bor på farmen. Jeg håber stadig lidt på jeg kan komme til det igen, for oplevelsen var super god. Og gæsterne som var med var meget respektfulde, og de troede jeg havde styr på alt mellem himmel og jord når det kom til vilde dyr, jeg lod dem blive i troen og tog det som et kompliment.
Om eftermiddagen skulle jeg så på gåtur med vores 4 bavianer, det eneste problem var så bare at Alex, en af de 4, var hoppet over hegnet til en indhegning med 16 bavianer. Det er som sådan intet problem, det har hele tiden været planen at de tre indhegninger med henholdsvis 4,8 og 16 bavianer skal slåes sammen til en stor. Men nu er der hierarki problemer inde ved de 4. Alfa-hannen er aben Elvis, Alfa-hunnen (den eneste hun) er Lyodi og så var der Alex og Janny på bunden. Nu er der så kun to alfaer og så Janny, det er utroligt frustrerende for ham og siden Alex smuttede har han været meget trist og sur. Det skal måske siges at Alex og Janny har været sammen hele livet, de blev opfostret på en bar hvor folk gav dem cigaretter og alkohol så da de blev afleveret til Harnas var dybt afhængige af begge dele. De har haft et hårdt liv, og de har holdt meget af hinanden indtil nu hvor Alex altså har forladt Janny. Men jeg kan sagtens forstå Alex, før var han ingenting – han er stadig ingenting, muligvis endnu mere betydningsløs inde ved de 16 bavianer da de er meget større og ældre end ham. Men det er sikrere at være en af de mange der er på bunden af hierarkiet, end det er at være den ene ud af to som han var før. Så kunne man så tænke: Hvorfor gør Janny ikke det samme? Det gør han måske også. Men Alex, har jeg fået at vide, har brugt flere måneder på at sidde op ad hegnet til de 16 bavianers indhegning og groomet de store bavianer. Så han har virkelig fedtet for dem, for at få lov til at være med dem.
Men tilbage til min gåtur. Janny ville ikke med, han var stadig meget sur/ked af det over Alex der stak af – så vi fik kun Elvis og Lyodi med. Det var en rigtigt hyggelig gåtur, det er ikke så meget en gåtur for dem som det er for os, for de sidder bare på vores skuldre eller hovede hele tiden. Først når vi stopper op og sætter os ned tær de gå ud og udforske træer og buske. Det sjoveste ved at tage bavianer eller andre vilde dyr på en gåtur er helt sikkert at når vi er ude i et terræn de ikke kender, er de virkelig nervøse og os som går med dem er deres ”helle” altså deres sikkerhedsnet. Hvis du går tur med bavianer og du gemmer dig for dem vil de gå i panik og kalde på dig, de bliver utroligt bange. Men det giver meget god mening, de er vant til at hver dag kan koste dem livet når de er ude i ukendte områder, de har ikke samme eventyrlyst som en hund på en gåtur f.eks., de er mere bekymrede for om der er nogle løver der er på vej, eller andre bavianer som vil gøre dem ondt. Men det var en god gåtur, Lyodi tissede på hele min ryg – men det kunne have været værre. Så et bad senere og en tøjvask efter var jeg så god som ny. Samme aften var der lapa-night med pirat tema, så der blev drukket rom og få forsøgte at klæde sig ud. Det er bare lidt sværere end man tror, når man har så lidt tøj med som jeg har.
Dagen efter var der en masse som tog afsted, der enten skulle hjem eller videre ud i verden. Da vi stod og skulle sige farvel til dem, stod vi alle på en bro over de store krokodillers indhegning. Pludselig får vi øje på tre bat-eared foxes, som er løbet ud fra farmen og er på den forkerte side af hegnet. De er vilde, men vi blev nødt til at prøve at få dem ind på farmen igen, da de ellers højst sandsynligt ville blive slået ihjel hvis de var ude med de vilde dyr. Efter 20 minutters jagt får vi de 2 ind igen, desværre hoppede den tredje ind til krokodillerne. Så blev det først rigtigt spændene, pludselig var alle fra personalet inde ved krokodillerne for at få den stakkels bat-eared fox ud. Det var ret spændene, krokodillerne begyndte at vågne op og løb engang imellem efter nogle af dem der var derinde. Der gik en halv times tid og så fik vi den heldigvis ud, så ingen døde den dag – heldigvis.
Men om morgenen samme dag skulle jeg hjælpe til på Cheeky Cheetas, skolen Harnas har lavet for personalets børn. Det er et ret godt initiativ for alle de bushmænd som arbejder her, hvis ikke den skole var her ville de enten sende deres børn væk for de kunne komme i skole, eller også ville de slet ikke komme i skole. Men desværre lavede jeg intet den dag jeg var der, det var totalt spild af tid. Mig og en tysk pige, Rubina, sad med børnene og legede eftersom de ikke kunne bruge deres klasseværelse, fordi en masse fra personalet på Harnas brugte det da de skulle have undervisning i giftige dyr og sådan noget. Men det var nu meget hyggeligt, bare lidt tidsspilde.
Om eftermiddagen var jeg på food prep, en helt normal dag, men jeg fik lov til at komme med ind til vores tre leoparder. Det var ret vildt, det er en fed følelse at gå rundt med mad til 3 leoparder inde i deres indhegning. Og de var meget interesserede, det var super fedt.
Så blev det fredag og jeg var endnu engang bare på food prep. Da vi fodrede mangusterne fik vi øje på en af dem der havde en snor om halsen der var bundet fast med en knude. Altså, blev det nødt til at være et menneske. Dette er stadig et stort mysterium eftersom de er vilde og meget menneskesky, medmindre vi har mad med os. Vi ved stadig ikke hvem der har gjort det eller hvorfor personen gjorde det, men vi arbejder stadig på at prøve og fange den så vi kan få klippet den af.
Om eftermiddagen var jeg inde ved baby karakalerne, de sødeste små katte nogensinde. Det er to søskendepar a to killinger så altså 4 i alt. De to altså blev fjernet fra deres mor fordi en landmand skød dem, landmand i Namibia hader dem da de spiser alle deres får, men pga det er der ikke så mange tilbage. De to yngste blev født af en karakal som vi har i vores lifeline, hun har før født to killinger hvorefter hun bed det ene bagben af begge killingerne. Vi har de to trebenede karakaler endnu, og de lever i bedste velgående i en indhegning på farmen. Men hun begyndte at opføre sig agressivt overfor hendes unger, og en dag da der var personale derude for at se hvordan det gik så de hende kravle op i et træ med hendes børn i munden for så at smide dem fra sig. Dette gentog hun et par gange, bagefter var der ingen tvivl og de skyndte sig at gå ind og tage killingerne fra hende.
Så derfor har vi nu 4 karakalunger med 2 uger imellem hinanden. De er vanvittigt søde, men de har hele tiden deres negle ude og de er virkelig skarpe. Så vi har alle bitte små sår over det hele pga dem, men det er nu okay. Men bare hvis i er i tvivl, så er det meningen de skal sættes ud i lifelinen når de bliver stor, men fordi de ikke har nogen mødre bliver vi nødt til at flaskefodre dem, og pga det bliver de nødt til at føle sig trygge hos os. Men deres tryghedsfornemmelse omkring mennesker kommer de hurtigt til at glemme når de bliver ældre, så de skal helt sikkert nok komme til at blive sluppet fri.
Weekenden gik hurtigt med afslapning og food prep, der bliver spillet spil, leget lege, drukket øl og ellers går vi ind til dyrene og siger hej. Mandag blev jeg sat på Abu & Chloe walk, det er vores to yngste bavianer. Abu er 4-6 måneder og Chloe omkring de 8 måneder, de er utroligt søde men der er nu et problem. Marieta, ejeren og grundlæggeren af Harnas, er først lige stoppet med at sove med Abu og fodre ham og han savner hende utroligt meget. Hun bor på farmen og han ser hende stadig hver dag, men han skal vænne sig til hans bavian liv og det er sværere end man skulle tro. Så han har fået storesøsteren Chloe som er meget omsorgsfuld, hun passer utroligt meget på ham – det er så sødt. Abus mor blev skudt af en landmand som ikke vidste at hunbavianen havde en baby, der hang på hendes mave. Chloes historie er næsten den samme, undtagen landmanden skød hendes mor fordi han så hun havde en baby. Landmandens datter ville gerne have en babybavian som kæledyr, så det fik hun. Da hun så skulle begynde i skole efter sommerferien kunne hun ikke længere tage sig af den, og hendes far gad ikke. Så de indleverede den til Harnas. Det største problem med vilde dyr i Namibia er, at det er lovligt at skyde dem. Der er næsten ingen vilde dyr tilbage, fordi stort set alle landmænd skyder dem hvis de ser nogle, der er næsten kun vilde dyr tilbage i nationalparkerne. Desværre. Men gåturen gik helt fint, bavianer er gode at have med på gåtur. Abu sad hele tiden på min mave, som han ville have gjort på hans mor. Jeg må indrømme at ja, jeg forstår egentligt godt det charmerende ved at have en bavian som kæledyr, men det er kun sødt det første år. En fuldvoksen hanbavian er ligeså stærk som 7 voksne mænd og de kan veje op til 70 kg, sådan en kan man jo ikke have som kæledyr, det glemmer folk desværre bare at tænke på.
Efter det gik jeg en gåtur med nogle af hundene på farmen, vi har 4 der bor nede i vores food prep area. De er fantastiske søde, og hver gang jeg er sammen med dem, savner jeg min egen dejlige Vanda derhjemme mere og mere.
Om aftenen efter vi havde spist aftensmad fik vi os lidt en overraskelse. En britisk fyr ved navn Sam kom pludselig løbende op og sagde der var en Leopard nede ved vores bål, der var ikke særlig mange der troede på ham. Nogle løb ind i køkkenet, som er proceduren hvis der er dyr løs, resten og jeg blev siddende ude foran. Sam var kommet dagen før, og jeg var sikker på han bare prøvede at lave en prank med os og den ville jeg ikke falde for. Så der gik lidt tid hvor han blev ved med at stå og sige der var en leopard, vi havde fået at vide hvor overdrevent sjældent sådan noget sker, så det virkede for usandsynligt.
Men fandeme så, to minutter efter kommer Johan, staffmember, og råber at vi alle skal gå ind NU. Han så helt vild ud i øjnene, og begyndte at råbe i hans Walkie-Talkie. Da det skete gik jeg og resten ind i køkkenet. Det var åbenbart vores fuldvoksne hun leopard Lost som var sluppet ud fra vores lifeline. Hun blev flaskefodret som lille og voksede op med mennesker, men eftersom Leoparder er asociale dyr som lever alene hele livet. Det gør at de kan skifte humør på 1 sekund, og derfor kan man aldrig nogensinde stole på dem som man kan med geparder. Vi blev alle gennet ned i vores hytter hvor vi fik besked på at gå alle sammen sammen på en lang linje, og så ellers falde fra når vi kom til vores hytter. Min hytte var den aller nærmeste, så jeg var hurtigt i sikkerhed. Vi sad lidt og snakkede i hytten og så kravlede jeg ellers under dynen med min bog. 2 timer sener råbte de udenfor at de havde fanget hende, i mellemtiden havde vi kunnet høre deres strømpistoler og ustoppelige kald ”kom, kom, kom”. Hun havde åbenbart trasket rundt om min hytte fik vi at vide, dagen efter kunne man også se fodspor efter hende. Det var lidt halv uhyggeligt, men ingen kom til skade.
Dagen efter var det endnu en abegåtur, denne gang dog med vores vervet monkeys Issypoo & Lolly. De var utrolig søde, og meget nemmere at styre end bavianer. Men gåturen gik ikke helt problemfri, vi stødte ind i Louise og Lotte som var ude og gå med vores desmerdyr (ja, vi går tur med desmerdyr..) og så brød helvede løs. Desmerdyr er fødte krigere og angriber virkelig alt, jeg tror på at hvis de var mange nok kunne de finde på at angribe en elefant. De er lidt ligesom gravhunde, utroligt små men føler de er meget, meget, vigtige. Så da de angreb Issypoo & Lolly var det som en tegnefilms slåskamp, de rullede rundt på jorden i en kugle og skreg og pev forfærdeligt højt. Jeg kunne ikke få fat i aberne da de var så hurtige, og jeg kunne slet slet ikke få fat i halerne på desmerdyrene. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke om, jeg begyndte at sparke desmerdyrene væk. Jeg er blevet mobbet ret meget med det efterfølgende, men stadigvæk når jeg ser tilbage på det var det det eneste jeg kunne gøre, og et desmerdyr kan altså godt tåle det. Så efter jeg havde sparket dem alle væk, hoppede aberne taknemmeligt op på min ryg igen og så måtte vi tjekke dem for sår. Heldigvis er de så hårdhudede at der ikke var sket dem noget, kun et par ridser her og der men intet der skulle behandles.
Desværre mistede vi et desmerdyr den dag, og nej, ikke fordi jeg sparkede for hårdt, men fordi den løb væk. Det var en stor han, og det er muligt han har ventet på dette øjeblik i lang tid eftersom han ikke øverst i hierakiet. Vi fandt ham aldrig, men det er desværre den risiko der er ved at tage desmerdyr ud på en gåtur. Da vi skolle have Issypoo & Lolly ind i buret igen for at gå tilbage til farmen, begyndte de så ellers søde aber at te sig lidt. Issypoo hoppede relativt problemfrit ind i buret, men Lolly begyndte at hoppe fra træ til træ med os i hælene i over en time. Til sidst fik vi hjælp fra to bushmænd og vi fangede hende, men der var godt nok øjeblikke hvor jeg var nervøs for at vi måtte gå tilbage til farmen med kun en abe. Det skete heldigvis ikke, så alt gik godt.
Eftermiddagen gik med Farmwork, vi skulle lave en fodboldbane til os ude i bushen. Vi har før bare spillet inde på farmens grønne græs, men eftersom vi kom til at ødelægge en sprinkler sidst må vi ikke det mere.
Det var meningen jeg skulle have sovet med vores gepard Atheno den aften, men fordi vi havde haft problemer med Jacobi, en stor bavian, som hele tiden slap løs, blev jeg nødt til at blive i vores village og aflyse min sleep out. Jeg var meget skuffet og tog i stedet med ud til vores research hus, the dam house, hvor vi fik god mad og et varmt bad. Det var ret lækkert.
Bavianen Jacobi vi har haft problemer med at uhyggeligt klog. Han er fuldvoksen og meget stor. Han voksede op hos en kvinde i Windhoek der havde ham som kæledyr, hun skar hans hale af så hun nemmere kunne give ham bleer på. De har rent faktisk set ham stable legetøj og vandskåle ovenpå hinanden inde i hans indhegning, for at kunne hoppe over. Alle de fælder han har været fanget i har han formået selv at åbne, han er umulig at fange inde. Til sidst da han blev fanget blev han puttet i vores fængsel, der er betonmurer og ”fængselsbarer” hele vejen rundt, så jeg vil meget gerne se ham prøve at flygte derfra. Der har før været en abe der gjorde det, han blev fanget af politiet sammen med hans ejere. Hans ejere havde trænet ham til at bryde ind i huse og stjæle smykker og kontanter, intet andet. Han kom på mystisk vis ud af vores lille fængsel, de har aldrig fundet ud af hvordan. Men bavianer kan være frygteligt intelligente. I går havde Jacobi forsøgt at flygte, han havde mast sit hovede igennem barerne og sad fast. Han var rasende da vi kom for at hjælpe os, og jeg var godt tilfreds med han var fanget derinde. Han har før angrebet en pige der hedder Bonita, hun arbejder her og prøvede at fange ham. Han bed hende mange gange, og hårdt, på armen og så gik han ellers efter hendes øjne så hun fik ridser i hovedet. Hun var ret heldig, kunne have gået meget værre.
Så var det ellers karakal-dag for mit vedkommende. Først skulle jeg ind og interacte med de små, og om eftermiddagen deres voksne trebenede søskende. Det var rigtig hyggeligt, de er utroligt søde og legesyge.
Så skulle Atheno, vores gepard, ellers på gåtur og jeg skulle med. Det var så fedt! Vi var i en stor
indhegning ude i bushen hvor vi legede med ham, løb om kap (gæt hvem der vandt..) og fik ham til at jagte vores trøjer som vi blafrede med i bushen. Det var så sjovt, og jeg håber jeg kan komme til det igen. Det er en sjov følelse at gå tur med en gepard.
Ellers har jeg bare været i food prep, interactet med vores mange aber eller noget tredje. I dag blev jeg blandt andet angrebet af Janny og Alex, to af vores bavianer. Jeg har fået relativ slemme bidemærker på inderlåret og armen, jeg har fået at vide jeg ikke gjorde noget galt men at de sikkert bare ikke kan lide mig. Det er også ok, jeg er heller ikke helt tosset med dem. Men jeg nyder det virkelig her og føler tiden flyver afsted. Jeg glæder mig til at komme til ørkenen og opleve den, og jeg glæder mig til at komme til DK og se alle i dejlige mennesker igen.
