Kunduchi, Long jeep, Fødselsdag og talentshow på børnehjemmet

Så er der 1 time til jeg bliver hentet og kørt til Ruaha hvor jeg skal på safari, jeg skal også lige nå at pakke på den ene time så det her bliver kort. Men bliver nødt til at fortælle om tingene der er sket de sidste par dage.

Torsdag var min kære kusine Majas fødselsdag hvor hun blev 20 år. Jeg kunne desværre ikke være med til at fejre hende fra om morgenstunden eftersom jeg havde en aftale med Sinjeto, min lærer, om at han skulle vise mig rundt i Kunduchi. Som han sagde, så ville ingen i byen gøre mig noget hvis de alle ved jeg er lærer for ham på hans skole, eftersom alle i byen har dyb respekt for Sinjeto.

Kunduchi havn, se fiskerne som kommer ind.

Så det var faktisk rigtig spændene, jeg mødte ham kl 0730 i Kunduchi og så gik vi ned til havnen. De har åbenbart hver eneste morgen et kæmpe fiskemarked hvor fiskere fra Zanzibar har fisket hele natten og nu prøver at sælge. Jeg kunne ikke tage nogle billeder af markedet, men jeg har fået få andre af havnen. Folk kiggede skævt nok til mig i forvejen, så hvis jeg viftede et kamera i deres hoveder som nok ville tage dem en livstid at tjene sammen til, ville de nok ikke blive så glade. Men ja, som i kan se på billedet er det altså meget beskidt, meget slum og folk er meget fattige og nogle af dem også meget påvirkede af stoffer.

Men det var specielt at se sådan en by, et sådant slum-samfund der er opbygget omkring fiskeri. Og det var sjovt at høre Sinjeto om hvordan de udnytter fiskene på forskellige måder, eftersom det er de eneste mad de får. Eller, det vil sige som de fleste får, flere af fiskerne er så fattige at de sover på deres fiskenet på stranden om natten og de ikke engang har råd til fisk de selv fanger.

Men det der gør det hele endnu mere absurd er, at alt det her ligger lige ved siden af det der Hotel og Resort jeg har fortalt om nogle gange. Så 5 meter fra slum og sult bor der rige turister der drikker cocktails og som bader i samme vand som fiskerne fisker i. Og selv samme aften tog vi hen på Kunduchi Hotel og Resort for at fejre Maja.

Det var en god aften med Maja og vi fik sunget og skrålet og alt det vi danskere nu gør når der er fødselsdage. Men det bedste var næsten maden, vi bestilte buffet og det var rigtig godt. På trods af jeg ødelagde mine smagsløg totalt ved at putte wasabi i min salat, jeg troede det var guacamole. Øv.

Men så på vej hjem da klokken var omkring 23 kunne vi hverken få bajajis, pikipikis eller dalla-dallaer. Så vi var lidt strandet, i Kunduchi. Efter vi havde rendt lidt rundt og spurgt receptionen om hjælp og vagterne om hjælpe gav vi op, og Bjørn tog initiativ til at spørge en mand der kom kørende forbi om vi måtte køre med ham. I hans mini ladvogn. Det måtte vi hjertens gerne, for 10.000 hvilket var rigtig rigtig billigt for os. Men det betød vi skulle mase 15 mennesker ned i denne lille vogn. Jeg har desværre ingen billeder af det, men det må jeg lige få fat i og vise. De andre tog mange billeder. Men ja, Bjørn og Michael på forsædet og vi andre måtte improvisere så der var plads til alle, det var bogstaveligt talt en god rystesammentur. Og et rigtig godt minde.

Sidst men ikke mindst skal jeg fortælle om børnehjemmet. Vi var derhenne i går til at talentshow nogle andre frivillige har arrangeret for dem, og det var helt fantastisk. Det var virkelig flot. De har børn har været igennem så meget, voldtægter, dødsfald, tæsk, HIV/Aids og en er endda blevet jagtet væk af familie, da de troede hun var en heks en anden pige blev voldtaget da hun var 11 er nu 18 og hendes søn på 6 bor sammen med hende på børnehjemmet. At se dem optræde var helt fantastisk, og jeg glæder mig til at komme derud om en uge og være frivillig der når mit HIV/Aids projekt er overstået. Jeg har filmet hvert eneste nummer fra talentshowet, og skal nok uploade det, men som sagt har jeg faktisk lidt travlt lige nu. Så jeg vil tage til Aruaha på safari de næste 4 dage, jeg glæder mig og er rigtig spændt. Men først skal den 7-12 timers køretur lige overståes.

Jeg håber i alle har det rigtig godt.

krokodiller, kirker og en dårlig guide.

Så er 2. weekend slut, og det har været en god en. Lørdag blev vi hentet kl 0900 og kørt til Bagamoyo, en by som ligger omkring halvanden time væk fra Bahari beach. Det specielle ved Bagamoyo er, at de to første katolske kirker i hele Østafrika blev bygget i den by af tyskerne. Det var ikke vanvittigt imponerende, men det var spændene at se "moderkirken" som de kalder den. Før den første af kirkerne blev bygget, var der kun moskeer som var bygget af araberne. Den første blev bygget i 1868, så det er ikke engang en særlig gammel kirke - selv vores kirke i Vadum er ældre. Men historien bag den gør den spændene, bl.a. så var Dr. Livingstones lig der en nat inden han blev transporteret videre.

Efter det kørte vi ud til Kaole Mamba Ranch, en krokodillefarm. Det var et noget mystisk sted lidt ude i ingenting, hvor de så havde en masse krokodiller. Vi fik aldrig rigtig at vide hvad de brugte krokodillerne til, men vi går ud fra de slagter dem. Men der var nu en som var over 50 år gammel, men kan selvfølgelig være krokodillekød bliver bedre med alderen. Jeg ved det ikke.
Men de havde de her små "indhegninger" lavet af betonmure og så med bliktag og vand i bunden. Jeg er ikke zoolog, men det så ikke helt optimalt ud for krokodiller. Men vi var rundt og kigge og de havde dem i alle størrelser fra nogle uger gamle til, som sagt før, over 50 år. Og de var store, de største var i hvert fald over 2m lange.
Men det sjoveste ved det var nu, at vi fik lov til at holde en lille halvmeter lang krokodille. Og vi gjorde det alle sammen, nogle havde så lidt mere kontrol og krokodillen end andre. En valgte så simpelthen at tabe krokodillen, så alle løb skrigende rundt i cirkler. Det der skete var, at Mikaela skulle holde den her stakkels krokodille. Ditte fortæller hende hun ikke skal holde den så hårdt om halsen, Mikaela løsner lidt så krokodillen bevæger sig, og Mikaela vælger så at smide den og løbe skrigende væk. Jeg var ved at tude af grin fordi det hele bare var så komisk, heldigvis er der to der tilfældigvis fik det filmet, så chancen for jeg kan uploade det her snart er ret stor - heldigvis.
Men ja, jeg tabte ikke krokodillen, jeg synes faktisk den var ret sød og det var ret synd for den. Den troede lige den var fri i et øjeblik, og så blev den fanget igen. "Dyrepasseren" blev faktisk også bidt af den da han ville fange den, den havde nemlig ikke noget rundt om munden.
Men det var sjovt, og han virkede som om han var vant til at blive bidt.

Efter det kørte vi hen til et sted der hed Bagamoyo Custom House. Dette hus fungerede som slavecentral for fastlandet, hvor slaverne så blev sejlet til Zanzibar og så videre derfra til Arabien, Danmark, USA, England osv. Det var overhovedet ikke vedligeholdt og lå i et rigtig fattigt slumkvarter. Det var meget sjovt at se, men vores guide Muhammed fortalte os absolut intet om det, ovenstående var noget jeg skulle hive ud af ham så desværre kan jeg ikke rigtig fortælle mere.

Så spiste vi frokost og kørte hjemad, men inden skulle vi have afgjort om vi ville benytte et tilbud vi havde fået. Vi kunne se det største baobabtræ, ruiner af kolonier og en moske for 10.000 shilling, 35 kr. Det der trak mest var baobabtræet, eftersom en anden gruppe var på samme tur sidste weekend, og kunne ikke fortælle noget særligt godt om det. Så vi var selvfølgelig nysgerrige efter om det var verdens største, Afrikas eller Tanzanias største baobabtræ. Det viste sig så at det bare var byens største, så vi valgte at tage hjem. Men ellers en smart markedsføring af dem.
Men ja, så tog vi hjem og vi tog på Samaki Samaki og spiste og fejrede Sofies fødselsdag. De andre tog i biografen mens Amanda, Jesper og jeg blev og drak cocktails og så tog videre i byen sammen med nogle andre som ikke havde været med ude at spise. Da vi kom ind på klubben var det næsten som at være hjemme, selvfølgelig på trods af jeg stadig tilhører en meget lille minoritet, men det var super fedt. Der kommer vi i hvert fald igen - men ikke næste weekend, for der skal jeg på safari i Aruha.

Lige til slut kan jeg fortælle at jeg var alene på arbejde i dag, det vil sige mutters alene med 42 børn. Sinjeto, vores eneste lærer, var i problemer med nogle forældre og blev nødt til at kontakte Timon hans teamleder, derfor smuttede han 10 min efter jeg kom. Rebekka jeg er der sammen med havde fået en 2.grads forbrænding af solen i hele hovedet, that's right - så skarp er solen, og Tamara som også arbejder der var i Moshi. Så det var Anna vs. 42 børn i dag. Men det var en sjov dag, vi øvede tal i en halv time og derefter var det legedag.

Udover det kan jeg så også fortælle at jeg i dag har sendt ansøgning til uni, så jeg ser frem til september hvor jeg forhåbentlig begynder på anvendt filosofi.

That's it for now. Jeg hører det er den koldeste vinter i 23 år derhjemme, jeg synes selv jeg har haft god timing.