Sidste dage på Harnas, Vergenoeg og farvel Afrika.

Tiden er endnu engang fløjet afsted. Jeg har haft mine sidste dage på Harnas og befinder mig nu i den namibianske ørken.
Mine sidste dage på Harnas var fantastiske, jeg kommer til at savne stedet utroligt meget – uden tvivl. Men jeg føler jeg har fået nogle fantastiske oplevelser med derfra, den mest fantastiske er uden tvivl den nat jeg sov sammen med Atheno, en af vores geparder. Jeg havde været utrolig ked af jeg ikke kom til at sove med ham, den dag jeg skulle have gjort det, blev det aflyst fordi bavianen Jacobi blev ved med at slippe fri og han kunne være ekstrem farlig, så de ville ikke tage chancen. Det forstod jeg selvfølgelig godt, jeg havde heller ikke selv lyst til at sove ude med en vild bavian rendende omkring mig. Men Julie og Louise, to rigtig søde piger jeg mødte på Harnas, tilbød jeg kunne sove sammen med dem hos Atheno. Normalt er man kun to, for han kommer oftest og ligger i midten imellem madrasserne. Men jeg ville vildt gerne, hvis ikke andet så ville jeg komme til at sove under den afrikanske stjernehimmel som er intet mindre end fantastisk.
Der var allerede bælgmørkt da vi fandt soveposer og madrasser frem og slæbte ind i hans indhegning, og bare for at give jer en idé om hvor koldt det var om natten på Harnas så kan jeg fortælle jeg havde tre strømper på, to par leggings, to toppe, en cardigan, en sweatshirt et stort halstørklæde og tre soveposer. Det meste af tøjet var lånt af andre, min tanzanianske gaderobe er alt for kold til Namibia. Men nej, jeg frøs ikke. Det havde også været utroligt hvis jeg havde, men jeg ville ikke have min nat ødelagt af kulde. Men så snart vi kom ind i indhegningen kom Atheno spurtende fra den anden ende, som han altid gør når der kommer gæster for at besøge ham, denne gang skulle vi bare sørge for han ikke lagde sig eller satte sig på nogle af vores ting, da det ellers kunne blive til noget af en kamp for at få dem igen.
Vi fik vores ting op på platformen inde i hans indhegning, og begyndte ellers at pakke os ind i soveposer.  I starten lå han over imellem Louise og Julie, det var helt okay, jeg kunne bare prøve at finde stjerneskud – jeg har aldrig set et i mit liv. Men så snart vi begyndte at tie stille og ellers falde i søvn kom han over og lagde sig ovenpå min sovepose – præcis som min egen kat derhjemme ville gøre hvis jeg lå i min seng. Han blev ved min side hele natten, han spindede hele natten igennem og hver gang jeg stoppede med at ae ham stødte han hans hovede imod mig, som for at sige ”bliv ved”. Jeg vågnede op flere gange, hver gang lå han præcis som før, med hans hovede på min hals, brystkasse og nogle gange endda oven på mit hovede. Det var fuldstændig fantastisk, at kigge på stjerne med en gepard ved sin side.. Jeg så endda 4 stjerneskud den aften, det var helt perfekt.
Da jeg vågnede op dagen efter lå han stadig som han havde gjort hele natten, med hans hovede ovenpå mig og hans krop ved siden af mig som lå vi i ske. Det gik hurtigt op for mig at jeg lå på den yderste kant af platformen, cirka 2 cm fra at falde ned og at Atheno havde stjålet næsten hele min madras og min ene sovepose. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg havde ikke frosset pga hans kropsvarme alligevel.
Det er noget af det vildeste jeg har prøvet, og selvom jeg ikke fik mange timers søvn den nat var jeg ikke træt dagen efter. Var stadig helt ”høj” på oplevelsen.

Og inden nogle af jer begynder at stille spørgsmål om hvorvidt Atheno nogensinde kan blive en vild gepard eller begynder at sige det er som en petting zoo på Harnas, så vil jeg meget gerne forklare hvordan det fungerer. Atheno er omkring 10 måneder gammel, hvis han var vild ville han stadig være sammen med hans mor eller søskende. Han har ingen mor, hun er blevet skudt af en landmand. Harnas har flaskefodret Atheno fra han var spæd, og vores sleepouts med ham er en dårlig, dog eneste vi kan give, erstatning for den tryghed som hans mor ville have givet ham i naturen. Inde for det næste halve år vil de forsøge sig med at sætte ham fri i vores lifeline. I lifelinen vil de i det første stykke tid fodre Atheno to gange om dagen, husk at han aldrig selv har jaget. Efter et stykke tid vil de så kun fodre ham én gang om dagen for at tvinge ham til selv at jage. Han vil blive udstyret med et gpshalsbånd, så de altid kan finde ham og første dag de ser ham med et bytte stopper de fodringen. Problemet med flaskefodrede geparder er, at de kan aldrig blive sluppet fri fri. Lifelinen er én kæmpe kæmpe stor indhegning med en masse vilde dyr, dog ingen andre jagere end dem Harnas sætter derind. Hvis de satte Atheno helt fri, så ville han højst sandsynligt blive skudt. Han er ikke bange for mennesker og ville måske endda have en tendens til ligefrem at opsøge dem, og så ville de skyde ham. Noget andet er, at han har aldrig lært at slås. Han har sine instinkter, selvfølgelig. Men overfor en vild ældre gepard ville han ikke have en chance og han ville blive slået ihjel. Det er noget helt andet med Leoparder, dem kan man sagtens sætte fri. Der er stadig en stor risiko for de ville blive slået ihjel af mennesker, men de ville aldrig selv opsøge dem. Man kan under ingen omstændigheder stole på leoparder, heller ikke selvom de er vokset op med mennesker.
Så det er hvad der kommer til at ske, Atheno vil måske savne mennesker det første halve år, men han vil hurtigt glemme alt om os. Heldigvis.

Lige til sidst, vil jeg nævne to gode historier som skete dagen før jeg forlod Harnas. Jacobi, vores store bavian var blevet sat i fængsel, en indhegning/bur som ligner et fængsel fordi der er barer over det hele. Ét sted, er der en vandret bar og de andre lodrette barer der hænger over den er ikke svejset fast derpå. Ellers består hele fængslet af lodrette barer. Jacobi havde fundet dette nye trick, hvis han stak hovedet imellem barerne (der hvor den vandrette bar var), så fik han utrolig meget opmærksomhed. Dette gjorde han flere gange om dagen, han fik sår rundt om halsen og det har virkelig været smertefuldt på ham. Han kunne nemlig ikke selv få hovedet tilbage, personalet blev nødt til at komme og skubbe de lodrette barer over den vandrette til side med en stor metalstang for at få ham ud. Endnu en dag, onsdag d.16, havde han gjort dette. Johan, vores tourguide, kom forbi og så ham og ville så hjælpe ham. Så han bøjede de lodrette barer, trykkede hans hovede ind igen, bøjede barerne lodrette igen og gik videre. Problemet med det var, at han glemte at bruge den store metalstang til at skubbe barerne med, han gjorde det med hans hænder. Det så Jacobi, og så kunne han godt regne ud at hvis Johan kan gøre det – så kan han også selv. Så 5 minutter efter havde vi Jacobi rendende frit rundt på farmen endnu engang. Utroligt irriterende for personalet, jeg synes det var en meget sjov afsked med Harnas.
Den anden historie handler om det ene desmerdyr der forsvandt, efter alle desmerdyrene havde angrebet vores vervetmonkeys. På min sidste dag kom mig og Johan kørende tilbage fra Tour, jeg skulle gøre bilen ren efter vi havde fodret alle vores store løver og andre dyr ude i fase 2. Johan stopper bilen og siger at han kan se et desmerdyr, cirka på 60 meters afstand, jeg så ingenting. Vi kører derud, og han havde ret. Det var et desmerdyr. Vi begynder at prøve og kalde på det, det er alene og det ville vilde desmerdyr aldrig være – så det er helt sikkert det vi ”mistede”. Efter over en times forsøg på at fange halen på dyret hvor den har løbet fra hul til hul til hul er vi ved at give op. Vi har fået nogen ti lat hente nogle af vores andre desmerdyr i et bur og tage dem herud, hvis han så sin gamle gruppe ville han måske komme tilbage. Der får vi så at vide, at 3 flere af vores desmerdyr er stukket af. De har simpelthen gravet en tunnel fra deres indhegning og hele vejen ud til bushen. Og alt dette har de gjort på få timer, dem der fodrer dem om morgenen graver nemlig alle huller til og sørger for de ikke har flugtplaner. Men så begyndte desmerdyr-jagten. Vi endte med at finde dem alle sammen vidt forskellige steder på farmen. Men vi fandt dem alle, selv ham som der blev væk på en gåtur.

Men Harnas har været en fantastisk oplevelse, jeg er så glad for jeg har været her og ked af jeg ikke kunne blive længere. Men det levede op til alle mine forventninger, fuldtændig, og jeg kan ikke andet end at tale godt om det. Marieta som har startet det hele, er en fantastisk kvinde.
Men d. 17. gik turen ellers til Vergenoeg. Og så kan det være du tænker: ”Hvis Harnas var så fantastisk som du siger Anna, hvorfor forlod du det så en uge tidligere?” og jeg er glad for du spørger, for jeg har ét godt svar. Pga ørkenen. Jeg kommer til at være i Namibia i lidt over 5 uger, uden at se deres verdenskendte ørken med verdens højeste og største sandbanker, og det syntes jeg var lidt pinligt og vanvittigt ærgerligt. Så da jeg hørte om prjoektet Vergenoeg som er ledet af Harnas var jeg hurtigt til at tilmelde mig. Og indtil nu har det også været helt fantastisk og jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
Vi bor på farmen Vergenoeg i midten af ingenting. Vergenoeg ejer 25.000 hektar land og det ligner en gammel ridderrustning af en eller anden grund. Jeg har min egen dobbeltseng og der er badeværelser tilknyttet hver værelse. Vi har en lækker pool og et køkken vi selv må bruge hvis vi vil, ellers laver vores søde køkkendame Priscilla mad til os. Udover det er der MEGET varmere her, end der var på Harnas. Jeg havde troet der var koldere fordi det er ørken, men af en eller anden grund er der altså bare varmere. Klokken er 20 og jeg sidder stadig i shorts og t-shirt – på Harnas havde jeg taget lange busker og sweatshirt på for længst.
Men det jeg har lavet her på Vergenoeg har været alt fra hundevask til sandsurfing, og fra samle vandrør til bjergbestigning. Pattrick, vores ”guide”, er stor fan af overraskelser, og har derfor ikke fortalt os noget overhovedet om hvad vi skulle, om morgenen fortalte han hvad vi skulle have med og hvad vi ville få brug for – så fik vi ellers ikke andet at vide.
Det har været superfedt, og jeg har været rigtigt glad for jeg gjorde det. Vores dage har været både fyldte med farmwork og fede oplevelser. Vi har sovet ude ved spitzkopf og ved de kæmpestore sanddunes. Vi har lavet rigtig meget, på ret kort tid.

Generelt har jeg været utrolig glad for alle de ting jeg har gjort, og alt jeg har lavet, på denne tur. Jeg har haft det fantastisk, og jeg har nydt hvert et øjeblik. Afrika er utroligt, det er så forskelligt og din oplevelse af det afhænger selvfølgelig af hvor du har været. Hvis jeg ikke var kommet til Namibia havde jeg gået hjem og troet Tanzania er sådan Afrika er, beskidt og rodet men utroligt gæstfrit og venligt. Tilgengæld hvis jeg ikke havde i Tanzania havde jeg sikkert troet at alle veje i Afrika var asfalteret så fint, som de er i Namibia. Jeg er helt sikkert ikke færdig med Afrika, og jeg glæder mig allerede til at komme igen. Utrolig så stor en indflydelse det kan have på en at komme ud og se bare en lille del af verden, alle burde gøre det.

Til sidst kan jeg fortælle at vergenoeg betyder ”meget langt væk” og hvis du putter et d bagpå så det er vergenoegd betyder det ”alt er perfekt” – det beskriver utroligt godt hvordan jeg har det for tiden. Jeg er utroligt langt væk hjemmefra og fra alle mine venner og familie som jeg elsker, men alligevel har jeg det så godt at jeg vil vove og påstå at alt er perfekt.

Så i aften, min sidste aften i Afrika, vil jeg pakke min rygsæk for 11. og sidste gang. For imorgen begynder turen hjemad 1655 i windhoek airport. Først til johannesburg, så til Doha, så til CPH og så endelig til kære Aalborg. Så vi ses på fredag kl. 1725 Aalborg - det bliver godt! Og nu ser jeg ellers rigtig meget frem til at komme hjem og begynde et nyt og spændene eventyr, nemlig moster-eventyret!

Mine sidste par uger på Harnas

Først og fremmest: Jeg beklager, for det her er skrevet utrolig sjusket og utroligt hurtigt. Ikke fordi jeg har brugt så meget tid på de andre indlæg, men det her er godt nok bunden af bunden. Du er advaret.

Så har jeg efterhånden været her på Harnas i over to uger, og jeg har nu en hel masse at fortælle om. Jeg har lavet en masse forskellige ting, jeg har bl.a. været med til at sætte en vild los fri, gået mange ture med bavianer, gået tur med en gepard, overlevede da en vild leopard slap løs,  undervist i Cheeky Cheeta Kids (En skole Harnas har lavet for deres bushmans personales børn), været på tour og fodret alle vores vilde dyr, sat et desmerdyr og hendes unge sammen med alle de andre desmerdyr, gjort en helvedes masse rent, leget med og fodret karakal unger, blevet tisset på, blevet mester til at jage strudse væk, været inde i leopardernes indhegning og fodre dem, blevet bidt utallige gange, brugt meget tid sammen med geparderne og så selvfølgelig skåret mange, mange kg kød ud efterhånden.
Jeg føler, endnu engang, at tiden flyver afsted. Især efter jeg har skrevet mig op til at tage til Vergenoeg, i nærheden af Swakopmund,  d. 17, så jeg altså kun har 5 dage tilbage her på Harnas. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave i Vergenoeg, men jeg kommer ud og ser den namibianske ørken – noget jeg har været meget ked af jeg ellers ikke ville komme til at opleve. Det er Harnas der har projektet i Vergenoeg, de har også et projekt der hedder Noah Noah og de er vidt forskellige. Der er ingen dyr nogle af stederne, men der er meningen de skal udvide og at der skal komme dyr og farme der i den nærmeste fremtid. Vi skal højst sandsynligt lave en masse farmwork, for at foberede stedet. Men forskellene på Noah Noah og Vergenoeg er mest at Noah Noah er i bushen og Vergenoeg, som sagt, er i ørkenen og er meget mere aktivt. Jeg besluttede mig for det lørdag da jeg snakkede med nogle piger der lige var kommet hjem derfra, og 10 minutter efter var vi 4 piger der var sikre på vi skulle afsted, i dag har vi også skrevet under på papirerne. Det dem der lige var kommet hjem kunne fortælle var ikke meget, de ville ikke afsløre noget, men de fortalte om skydiving, mountainbiking, sandsurfing og bjergbestigning – så det lyder virkelig fedt. Mere kan jeg ikke rigtigt forklare nu, jeg ved ikke så meget men jeg glæder mig. Pludselig blev Harnas ikke min sidste destination alligevel.

Men tilbage til hvad jeg har lavet. Vores uger slutter på en måde om torsdagen her, det er den dag folk rejser hjem eller videre og der er mange der tager afsted hver uge. Onsdag er lapa-night hvor vi siger farvel til dem der smutter torsdag, vi har ofte udklædningstemaer og drikker og lidt halvfulde,  det er en rigtig sjov og festlig aften. Fredag kommer der så nye mennesker til, og vi laver en masse sjov med dem og laver ellers bål om aftenen og får os en øl. Lørdag er grillaften og søndag er movienight, to super hyggelige og sociale dage hvor vi i løbet af dagen ikke rigtig laver andet end mad til dyrene og så lige river indhegningerne.
Ellers er der meget hverdag. Om morgenen spiser vi morgenmad på farmen, så præsenterer Evert, vores volunteer manager, formiddagens projekter og så skal vi ellers i grupperne fordele dem. Så han fortæller bare hvor mange han skal bruge til hvad, og så må vi selv om hvem der får dem. Nogle dage er man heldig, andre knap så heldig. Så går vi i gang med vores projekter, det er forskelligt hvornår vi er færdige, men ofte omkring 1130. Kl. 1300 er der så frokost på farmen, derefter kl. 1430 er der tree meeting (bliver holdt under et stort træ – deraf navnet)  hvor vi får kage, saft og eftermiddagens opgaver at vide. Det er også ved tree meeting at vi nominerer vores Daniel og Lucas of the day. Daniel of the day er dagens bommert, og dagens Daniel skal gøre volunteer rummet rent. Lucas of the day er dagens helt og får en gratis sodavand. Jeg vil ikke sige hvorfor, men nu har jeg gjort det volunteer rum rent tre gang.
Men så går vi ud og laver det vi skal og ender ofte alle op enten ved bomaen, der hvor vi spiser, eller ved volunteer room. Det er sådan at vi ikke må gå tilbage til vores village før kl. 1700, da det er meningen vi skal bruge vores tid på dyrene eller hjælpe de andre med deres arbejde, hvis vi selv er blevet hurtigt færdige. Det er en ok regel, men irriterende hvis man virkelig bare gerne vil tilbage og have et bad. Hver aften, undtagen movienight og lapa-night, spiser vi aftensmad i vores village.

Men okay, nu skal du bare høre hvad jeg har lavet. Den første dag jeg måtte lave andet en food prep, blev jeg sat på den opgave at sætte desmerdyret Eve og hendes baby sammen med gruppen af desmerdyr igen. Vi fik besked på at holde øje med de store hanner, og hvis de gjorde tegn på at gøre Eve eller hendes barn noget skulle vi løbe ind, gribe fat i enten ungen eller hannerne. Det var en meget sjov opgave, mest fordi der ikke skete nogen noget. Så jeg skulle bare blive siddende ved dem en times tid og holde øje med dem, det var en stille og rolig formiddag – heldigvis.
Eftermiddagen samme dag hjalp jeg til med food prep, det er ret nemt om eftermiddagen eftersom vi forbereder alt om morgenen. Så det er bare at kalde alle dyrene til sig og fodre løs.

Dagen efter var jeg så heldig at komme på tour, det vil sige jeg var med vores tourguide, Johan, ude og fodre alle vores dyr og vise dem frem til gæsterne. Det var en super fed oplevelse! Jeg kastede et æselhovede over hegnet til en kæmpestor, fuldvoksen løve og jeg smed hesteben og andet godt ud til vores vilde wilddogs. Vi var også inde ved vores 22 vilde, fuldvoksne, geparder. Det var lidt vanvittigt, vi var i en åben bil og de var meget interesserede. Heldigvis skulle jeg ikke ud og hjælpe med at fodre dem, det klarede Johan selv, det passede mig helt fint. Der var i hvert fald stor forskel på de geparder derinde og vores flaskefodrede Atheno som bor på farmen. Jeg håber stadig lidt på jeg kan komme til det igen, for oplevelsen var super god. Og gæsterne som var med var meget respektfulde, og de troede jeg havde styr på alt mellem himmel og jord når det kom til vilde dyr, jeg lod dem blive i troen og tog det som et kompliment. 
Om eftermiddagen skulle jeg så på gåtur med vores 4 bavianer, det eneste problem var så bare at Alex, en af de 4, var hoppet over hegnet til en indhegning med 16 bavianer. Det er som sådan intet problem, det har hele tiden været planen at de tre indhegninger med henholdsvis 4,8 og 16 bavianer skal slåes sammen til en stor. Men nu er der hierarki problemer inde ved de 4. Alfa-hannen er aben Elvis, Alfa-hunnen (den eneste hun) er Lyodi og så var der Alex og Janny på bunden. Nu er der så kun to alfaer og så Janny, det er utroligt frustrerende for ham og siden Alex smuttede har han været meget trist og sur. Det skal måske siges at Alex og Janny har været sammen hele livet, de blev opfostret på en bar hvor folk gav dem cigaretter og alkohol så da de blev afleveret til Harnas var dybt afhængige af begge dele. De har haft et hårdt liv, og de har holdt meget af hinanden indtil nu hvor Alex altså har forladt Janny.  Men jeg kan sagtens forstå Alex, før var han ingenting – han er stadig ingenting, muligvis endnu mere betydningsløs inde ved de 16 bavianer da de er meget større og ældre end ham. Men det er sikrere at være en af de mange der er på bunden af hierarkiet, end det er at være den ene ud af to som han var før. Så kunne man så tænke: Hvorfor gør Janny ikke det samme? Det gør han måske også. Men Alex, har jeg fået at vide, har brugt flere måneder på at sidde op ad hegnet til de 16 bavianers indhegning og groomet de store bavianer. Så han har virkelig fedtet for dem, for at få lov til at være med dem.
Men tilbage til min gåtur. Janny ville ikke med, han var stadig meget sur/ked af det over Alex der stak af – så vi fik kun Elvis og Lyodi med. Det var en rigtigt hyggelig gåtur, det er ikke så meget en gåtur for dem som det er for os, for de sidder bare på vores skuldre eller hovede hele tiden. Først når vi stopper op og sætter os ned tær de gå ud og udforske træer og buske. Det sjoveste ved at tage bavianer eller andre vilde dyr på en gåtur er helt sikkert at når vi er ude i et terræn de ikke kender, er de virkelig nervøse og os som går med dem er deres ”helle” altså deres sikkerhedsnet. Hvis du går tur med bavianer og du gemmer dig for dem vil de gå i panik og kalde på dig, de bliver utroligt bange. Men det giver meget god mening, de er vant til at hver dag kan koste dem livet når de er ude i ukendte områder, de har ikke samme eventyrlyst som en hund på en gåtur f.eks., de er mere bekymrede for om der er nogle løver der er på vej, eller andre bavianer som vil gøre dem ondt. Men det var en god gåtur, Lyodi tissede på hele min ryg – men det kunne have været værre. Så et bad senere og en tøjvask efter var jeg så god som ny. Samme aften var der lapa-night med pirat tema, så der blev drukket rom og få forsøgte at klæde sig ud. Det er bare lidt sværere end man tror, når man har så lidt tøj med som jeg har.

Dagen efter var der en masse som tog afsted, der enten skulle hjem eller videre ud i verden. Da vi stod og skulle sige farvel til dem, stod vi alle på en bro over de store krokodillers indhegning. Pludselig får vi øje på tre bat-eared foxes, som er løbet ud fra farmen og er på den forkerte side af hegnet. De er vilde, men vi blev nødt til at prøve at få dem ind på farmen igen, da de ellers højst sandsynligt ville blive slået ihjel hvis de var ude med de vilde dyr. Efter 20 minutters jagt får vi de 2 ind igen, desværre hoppede den tredje ind til krokodillerne. Så blev det først rigtigt spændene, pludselig var alle fra personalet inde ved krokodillerne for at få den stakkels bat-eared fox ud. Det var ret spændene, krokodillerne begyndte at vågne op og løb engang imellem efter nogle af dem der var derinde. Der gik en halv times tid og så fik vi den heldigvis ud, så ingen døde den dag – heldigvis.
Men om morgenen samme dag skulle jeg hjælpe til på Cheeky Cheetas, skolen Harnas har lavet for personalets børn. Det er et ret godt initiativ for alle de bushmænd som arbejder her, hvis ikke den skole var her ville de enten sende deres børn væk for de kunne komme i skole, eller også ville de slet ikke komme i skole. Men desværre lavede jeg intet den dag jeg var der, det var totalt spild af tid. Mig og en tysk pige, Rubina, sad med børnene og legede eftersom de ikke kunne bruge deres klasseværelse, fordi en masse fra personalet på Harnas brugte det da de skulle have undervisning i giftige dyr og sådan noget. Men det var nu meget hyggeligt, bare lidt tidsspilde.
Om eftermiddagen var jeg på food prep, en helt normal dag, men jeg fik lov til at komme med ind til vores tre leoparder. Det var ret vildt, det er en fed følelse at gå rundt med mad til 3 leoparder inde i deres indhegning. Og de var meget interesserede, det var super fedt.

Så blev det fredag og jeg var endnu engang bare på food prep. Da vi fodrede mangusterne fik vi øje på en af dem der havde en snor om halsen der var bundet fast med en knude. Altså, blev det nødt til at være et menneske. Dette er stadig et stort mysterium eftersom de er vilde og meget menneskesky, medmindre vi har mad med os. Vi ved stadig ikke hvem der har gjort det eller hvorfor personen gjorde det, men vi arbejder stadig på at prøve og fange den så vi kan få klippet den af.
Om eftermiddagen var jeg inde ved baby karakalerne, de sødeste små katte nogensinde. Det er to søskendepar a to killinger så altså 4 i alt. De to altså blev fjernet fra deres mor fordi en landmand skød dem, landmand i Namibia hader dem da de spiser alle deres får, men pga det er der ikke så mange tilbage. De to yngste blev født af en karakal som vi har i vores lifeline, hun har før født to killinger hvorefter hun bed det ene bagben af begge killingerne. Vi har de to trebenede karakaler endnu, og de lever i bedste velgående i en indhegning på farmen. Men hun begyndte at opføre sig agressivt overfor hendes unger, og en dag da der var personale derude for at se hvordan det gik så de hende kravle op i et træ med hendes børn i munden for så at smide dem fra sig. Dette gentog hun et par gange, bagefter var der ingen tvivl og de skyndte sig at gå ind og tage killingerne fra hende.
Så derfor har vi nu 4 karakalunger med 2 uger imellem hinanden. De er vanvittigt søde, men de har hele tiden deres negle ude og de er virkelig skarpe. Så vi har alle bitte små sår over det hele pga dem, men det er nu okay. Men bare hvis i er i tvivl, så er det meningen de skal sættes ud i lifelinen når de bliver stor, men fordi de ikke har nogen mødre bliver vi nødt til at flaskefodre dem, og pga det bliver de nødt til at føle sig trygge hos os. Men deres tryghedsfornemmelse omkring mennesker kommer de hurtigt til at glemme når de bliver ældre, så de skal helt sikkert nok komme til at blive sluppet fri.
Weekenden gik hurtigt med afslapning og food prep, der bliver spillet spil, leget lege, drukket øl og ellers går vi ind til dyrene og siger hej. Mandag blev jeg sat på Abu & Chloe walk, det er vores to yngste bavianer. Abu er 4-6 måneder og Chloe omkring de 8 måneder, de er utroligt søde men der er nu et problem. Marieta, ejeren og grundlæggeren af Harnas, er først lige stoppet med at sove med Abu og fodre ham og han savner hende utroligt meget. Hun bor på farmen og han ser hende stadig hver dag, men han skal vænne sig til hans bavian liv og det er sværere end man skulle tro. Så han har fået storesøsteren Chloe som er meget omsorgsfuld, hun passer utroligt meget på ham – det er så sødt. Abus mor blev skudt af en landmand som ikke vidste at hunbavianen havde en baby, der hang på hendes mave. Chloes historie er næsten den samme, undtagen landmanden skød hendes mor fordi han så hun havde en baby. Landmandens datter ville gerne have en babybavian som kæledyr, så det fik hun. Da hun så skulle begynde i skole efter sommerferien kunne hun ikke længere tage sig af den, og hendes far gad ikke. Så de indleverede den til Harnas. Det største problem med vilde dyr i Namibia er, at det er lovligt at skyde dem. Der er næsten ingen vilde dyr tilbage, fordi stort set alle landmænd skyder dem hvis de ser nogle, der er næsten kun vilde dyr tilbage i nationalparkerne. Desværre. Men gåturen gik helt fint, bavianer er gode at have med på gåtur. Abu sad hele tiden på min mave, som han ville have gjort på hans mor. Jeg må indrømme at ja, jeg forstår egentligt godt det charmerende ved at have en bavian som kæledyr, men det er kun sødt det første år. En fuldvoksen hanbavian er ligeså stærk som 7 voksne mænd og de kan veje op til 70 kg, sådan en kan man jo ikke have som kæledyr, det glemmer folk desværre bare at tænke på.
Efter det gik jeg en gåtur med nogle af hundene på farmen, vi har 4 der bor nede i vores food prep area. De er fantastiske søde, og hver gang jeg er sammen med dem, savner jeg min egen dejlige Vanda derhjemme mere og mere.
Om aftenen efter vi havde spist aftensmad fik vi os lidt en overraskelse. En britisk fyr ved navn Sam kom pludselig løbende op og sagde der var en Leopard nede ved vores bål, der var ikke særlig mange der troede på ham. Nogle løb ind i køkkenet, som er proceduren hvis der er dyr løs, resten og jeg blev siddende ude foran. Sam var kommet dagen før, og jeg var sikker på han bare prøvede at lave en prank med os og den ville jeg ikke falde for. Så der gik lidt tid hvor han blev ved med at stå og sige der var en leopard, vi havde fået at vide hvor overdrevent sjældent sådan noget sker, så det virkede for usandsynligt.
Men fandeme så, to minutter efter kommer Johan, staffmember, og råber at vi alle skal gå ind NU. Han så helt vild ud i øjnene, og begyndte at råbe i hans Walkie-Talkie. Da det skete gik jeg og resten ind i køkkenet. Det var åbenbart vores fuldvoksne hun leopard Lost som var sluppet ud fra vores lifeline. Hun blev flaskefodret som lille og voksede op med mennesker, men eftersom Leoparder er asociale dyr som lever alene hele livet. Det gør at de kan skifte humør på 1 sekund, og derfor kan man aldrig nogensinde stole på dem som man kan med geparder. Vi blev alle gennet ned i vores hytter hvor vi fik besked på at gå alle sammen sammen på en lang linje, og så ellers falde fra når vi kom til vores hytter. Min hytte var den aller nærmeste, så jeg var hurtigt i sikkerhed. Vi sad lidt og snakkede i hytten og så kravlede jeg ellers under dynen med min bog. 2 timer sener råbte de udenfor at de havde fanget hende, i mellemtiden havde vi kunnet høre deres strømpistoler og ustoppelige kald ”kom, kom, kom”. Hun havde åbenbart trasket rundt om min hytte fik vi at vide, dagen efter kunne man også se fodspor efter hende. Det var lidt halv uhyggeligt, men ingen kom til skade.
Dagen efter var det endnu en abegåtur, denne gang dog med vores vervet monkeys Issypoo & Lolly. De var utrolig søde, og meget nemmere at styre end bavianer. Men gåturen gik ikke helt problemfri, vi stødte ind i Louise og Lotte som var ude og gå med vores desmerdyr (ja, vi går tur med desmerdyr..) og så brød helvede løs. Desmerdyr er fødte krigere og angriber virkelig alt, jeg tror på at hvis de var mange nok kunne de finde på at angribe en elefant. De er lidt ligesom gravhunde, utroligt små men føler de er meget, meget, vigtige. Så da de angreb Issypoo & Lolly var det som en tegnefilms slåskamp, de rullede rundt på jorden i en kugle og skreg og pev forfærdeligt højt. Jeg kunne ikke få fat i aberne da de var så hurtige, og jeg kunne slet slet ikke få fat i halerne på desmerdyrene. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke om, jeg begyndte at sparke desmerdyrene væk. Jeg er blevet mobbet ret meget med det efterfølgende, men stadigvæk når jeg ser tilbage på det var det det eneste jeg kunne gøre, og et desmerdyr kan altså godt tåle det. Så efter jeg havde sparket dem alle væk, hoppede aberne taknemmeligt op på min ryg igen og så måtte vi tjekke dem for sår. Heldigvis er de så hårdhudede at der ikke var sket dem noget, kun et par ridser her og der men intet der skulle behandles.
Desværre mistede vi et desmerdyr den dag, og nej, ikke fordi jeg sparkede for hårdt, men fordi den løb væk. Det var en stor han, og det er muligt han har ventet på dette øjeblik i lang tid eftersom han ikke øverst i hierakiet. Vi fandt ham aldrig, men det er desværre den risiko der er ved at tage desmerdyr ud på en gåtur. Da vi skolle have Issypoo & Lolly ind i buret igen for at gå tilbage til farmen, begyndte de så ellers søde aber at te sig lidt. Issypoo hoppede relativt problemfrit ind i buret, men Lolly begyndte at hoppe fra træ til træ med os i hælene i over en time. Til sidst fik vi hjælp fra to bushmænd og vi fangede hende, men der var godt nok øjeblikke hvor jeg var nervøs for at vi måtte gå tilbage til farmen med kun en abe. Det skete heldigvis ikke, så alt gik godt.
Eftermiddagen gik med Farmwork, vi skulle lave en fodboldbane til os ude i bushen. Vi har før bare spillet inde på farmens grønne græs, men eftersom vi kom til at ødelægge en sprinkler sidst må vi ikke det mere.
Det var meningen jeg skulle have sovet med vores gepard Atheno den aften, men fordi vi havde haft problemer med Jacobi, en stor bavian, som hele tiden slap løs, blev jeg nødt til at blive i vores village og aflyse min sleep out. Jeg var meget skuffet og tog i stedet med ud til vores research hus, the dam house, hvor vi fik god mad og et varmt bad. Det var ret lækkert.

Bavianen Jacobi vi har haft problemer med at uhyggeligt klog. Han er fuldvoksen og meget stor. Han voksede op hos en kvinde i Windhoek der havde ham som kæledyr, hun skar hans hale af så hun nemmere kunne give ham bleer på. De har rent faktisk set ham stable legetøj og vandskåle ovenpå hinanden inde i hans indhegning, for at kunne hoppe over. Alle de fælder han har været fanget i har han formået selv at åbne, han er umulig at fange inde. Til sidst da han blev fanget blev han puttet i vores fængsel, der er betonmurer og ”fængselsbarer” hele vejen rundt, så jeg vil meget gerne se ham prøve at flygte derfra. Der har før været en abe der gjorde det, han blev fanget af politiet sammen med hans ejere. Hans ejere havde trænet ham til at bryde ind i huse og stjæle smykker og kontanter, intet andet. Han kom på mystisk vis ud af vores lille fængsel, de har aldrig fundet ud af hvordan. Men bavianer kan være frygteligt intelligente. I går havde Jacobi forsøgt at flygte, han havde mast sit hovede igennem barerne og sad fast. Han var rasende da vi kom for at hjælpe os, og jeg var godt tilfreds med han var fanget derinde. Han har før angrebet en pige der hedder Bonita, hun arbejder her og prøvede at fange ham. Han bed hende mange gange, og hårdt, på armen og så gik han ellers efter hendes øjne så hun fik ridser i hovedet. Hun var ret heldig, kunne have gået meget værre.

Så var det ellers karakal-dag for mit vedkommende. Først skulle jeg ind og interacte med de små, og om eftermiddagen deres voksne trebenede søskende. Det var rigtig hyggeligt, de er utroligt søde og legesyge.
Så skulle Atheno, vores gepard, ellers på gåtur og jeg skulle med. Det var så fedt! Vi var i en stor
indhegning ude i bushen hvor vi legede med ham, løb om kap (gæt hvem der vandt..) og fik ham til at jagte vores trøjer som vi blafrede med i bushen. Det var så sjovt, og jeg håber jeg kan komme til det igen. Det er en sjov følelse at gå tur med en gepard.

Ellers har jeg bare været i food prep, interactet med vores mange aber eller noget tredje. I dag blev jeg blandt andet angrebet af Janny og Alex, to af vores bavianer. Jeg har fået relativ slemme bidemærker på inderlåret og armen, jeg har fået at vide jeg ikke gjorde noget galt men at de sikkert bare ikke kan lide mig. Det er også ok, jeg er heller ikke helt tosset med dem. Men jeg nyder det virkelig her og føler tiden flyver afsted. Jeg glæder mig til at komme til ørkenen og opleve den, og jeg glæder mig til at komme til DK og se alle i dejlige mennesker igen.

En smule om mine dage i Windhoek og ellers om mine første dage på Harnas

Der skete ikke så meget de dage jeg boede på chameleon hostel. Jeg var mest ved poolen, nede i byen eller ude og spise. Men en sjov ting som er værd at nævne skete dog. Jeg mener det var onsdag, jeg var nede i byen for at købe en masse ting, blandt andet elastikker (jeg har kun haft et elastik på hele min tur, jeg var ret stolt over det ikke var blevet væk, men det skete altså i Windhoek). Jeg havde været inde i en masse butikker og bare hygget mig med at kigge på ting, købe lidt souvenier og ellers bare nyde vejret. Da jeg efter et par timer hvor jeg har gået rundt i byen sætter mig på en café med min bog for at få en velfortjent, syntes jeg i hvert fald, cheeseburger sætter to politimænd sig overfor mig. Det første de siger er ”Hello, how are you? We have  followed you the past two hours” – jeg tænker straks, pga Tanzania og deres korrupte system, fuck, de vil have bestikkelse. Men så fortsætter de med at snakke, og jeg får så at vide de så at en mand, han var meget velkendt af politiet, havde fulgt efter mig. Så de havde bestemt sig for at følge efter ham og mig for at kunne tage ham på fersk gerning mens han enten prøvede at røve mig, lure min pinkode eller hvad ved jeg. De sagde at der ikke var sket noget, højst sandsynligt fordi jeg havde gået så meget fra sted til sted og kun brugt kontanter, så de til sidst gav op, gav ham en advarsel og sagde de godt vidste hvad han var ude på. Så de ville bare fortælle mig jeg skulle passe mere på når jeg gik alene, og være mere opmærksom. Det uhyggelige er, at jeg har haft 3 mennesker til at gå mig i hælene i mindst to timer – jeg har ikke opdaget noget overhovedet. Det holdte mig selvfølgelig ikke fra at gå ned i byen igen, men jeg kiggede mig dog lidt mere over skulderen. Men det viser meget godt hvor velfungerende Namibia er i forhold til Tanzania, utrolig flot klaret af politibetjentene syntes jeg og jeg var lettet over at vide der var styr på tingene. Så tydeligvis er alle Afrikanske lande overhovedet ikke ens, især ikke østafrikanske og sydafrikanske.
Men udover det..

Forestil dig det her;
Du sidder på en bænk med din computer i solskin. Foran dig er der den kæmpe hunløve der hedder Elsa, hun har været med i 4 forskellige hollywood film, hun er desværre i dag lam i bagbenene så hun ligger bare og nyder solen. Engang imellem rejser hun sig og trækker sig hen til en bedre plads på jorden. Bagved dig er der 3 leoparder, Matsomi, Dolce og Gabbana, de er 8-10 måneder gamle og er blevet afleveret fordi en landmand skød deres mor. Rundt omkring den bænk du sidder på er der baby skildpadder, katte og hunde. Små 10-20 meter fra bænken bor der bavianer, velvet monkeys, baby krokodiller, papegøjer, kaniner, strudse og alle mulige eksotiske og farverige fugle. Kan du forestille dig det?
 Godt, for det er præcis der hvor jeg sidder lige nu. Jeg sidder ved vores volunteer room, her kan vi komme og hænge ud når vi ikke har noget arbejde, som lige nu. Det er også her vi kan lade vores mobiler, computere, Ipods og alt andet op, der er nemlig ikke strøm i vores hytter andet end til 4 timers elektrisk lys om dagen.

Turen til Harnas begyndte fredag morgen, jeg blev hentet og mødte for første gang nogle af de andre frivillige som jeg skulle komme til at arbejde sammen med. Det er en meget blandet bunke mennesker jeg er her sammen med, der er mange unge som mig, der bare ville ud og opleve nogle dyr, arbejde tæt med dem og opleve Namibia. Så er der en del ældre som har børn derhjemme, men som ikke kunne holde sig væk. Der er også en del dyrelægestuderende eller færdiguddannede som er taget herned for at få ekstra erfaring. Der er rigtig mange tyskere, en del nordmænd og svenskere, få englændere og skotter og så er der 4 danskere. Indtil videre virker alle meget flinke.

Den første dag her gik med en masse information og en rundtur af området, de har rigtig meget jord og rigtig mange indhegninger, så vi så kun farmen og der hvor vi bor, the village. The village er placeret en lille kilomet væk fra farmen, så det er gåafstand heldigvis. Den er centreret omkring det område hvor vi spiser, hvor der er et lille træhus med en kiosk som kun har åbent mens vi spiser aftensmad. Så er der ellers en masse bænke med bliktag over, der spiser vi. Små 50 meter derfra er der et vandhul hvor der konstant er både antiloper og gnuer, tit og ofte også kuduer. Jeg bor i den hytte aller tættest på spise-området og vandhullet, vi bor 4 derinde og har hver vores reol til tøj og andet - det er virkelig luksus i forhold til Tanzania. Toiletterne er udendørs og det samme med badene, de er for øvrigt også iskolde. Om natten kan jeg hele tiden høre dyr larme, især løverne og gnuerne larmer. Løvernes indhegning er flere kilometer væk fra vores village, men når de brøler om natten lyder det som om de står lige ude foran vores dør. Det er meget imponerende, og kun lidt uhyggeligt. Vi må ikke have slik eller mad i vores hytter, noget som jeg er meget meget ked af, simpelthen fordi der er så mange slanger, og hvis vi har mad kommer der mus, og så kommer slangerne. Det er også derfor, at alle hytterne er hævet en halv meter fra jorden på pæle.

På min anden dag var vi på fence patrol om morgenen, for at se om der var hul i nogle af indhegninger, men nok mest for at vi kunne se hele området. Det er kæmpe stort, og dyrene er vanvittigt smukke. Der var bl.a. 3 fuldvoksne hanløver som de nu har sluppet ud i lifelinen (første skridt til at de kan blive vilde igen og sat fri), deres mor døde da hun fødte dem og de er blevet fodret med flaske af mennesker som små. Det kan man se i dag, da deres manke er betydeligt mindre end andre løvers, simpelthen fordi den mælk de fik som små ikke var ligeså proteinrig som det deres mor ville have givet dem. De samme tre løver dræbte for et par år siden en amerikansk turist. Han havde bestukket en af bushmændene som arbejder her for at komme ind i kølerboksen, så havde han taget et stort stykke kød, smurt sig ind i æselblod og kravlet ind i deres indhegning om natten. Manden var psykisk syg og troede han var en løvehvisker, løverne spiste ham ikke men slog ham hurtigt ihjel. Familien lagde heldigvis ikke sag an, men lige siden har Harnas haft store problemer med pressen fordi pressen så det som en mulighed for at ødelægge Harnas ellers gode ry rundt om i verden.
Manden som gjorde det var desuden heller ikke frivillig, han var her som gæst. Vi har en masse hytter hvor gæster kan komme og bo, så kan de se os fodre dyrene og ligesom være på en garanteret dyre-rig safari. Der er ret mange der gør det, og lige i dag har vi 36 gæster.

Men tilbage til fence patrol.. Efter vi havde set hele området kom vi tilbage og fik morgenmad, fence patrol foregår altid om morgenen kl. 5 eller 6.
Efter morgenmaden, som forresten er rigtigt god, fik vi en lidt mere detaljeret rundvisning på farmen. Vi mødte alle dyrene, fik lov til at gå ind til geparden Atheno, og klappe ham, og vi fik at vide hvad alle dyrene hed, hvor gamle de var og hvorfor de var her. Det var rigtig spændene. Så var der frokost, stadig rigtig god mad, og så skulle vi have vores første food prep. Maden var forberedt fra morgenstunden af, så vi skulle faktisk kun gå rundt og fodre dyrene. Vi er alle blevet delt ind i grupper, jeg er i hound dogs gruppen. Vi har ansvaret for de tre leoparder jeg nævnte først, en vild brun hyæne der hedder Gumbi, 120 vilde mongooses, 4 mindre halv-tamme bavianer, en kanin, strudsene, 2 vilde baby vortesvin, og Tumilla en papegøje der gentager hvad du siger. Alle de dyr skal vi lave mad til, gøre rent ved, holde styr på og generelt bare se om de har det godt, og om de trives. Hvis der er problemer med dem skal vi sige det til vores animal caretaker, som så tager sig af det. Men der er rigtig meget mad som skal forberedes. De 120 mongooses er klart dem der kræver mest tid, vi får 8-10 kg kød som vi skal skære ud i bitte små tern så de kan spise det – behøver jeg sige det gerne tager et par timer? Ellers er de andre dyr relativt nemme, Gumbi og leoparderne skal bare have store stykker kød og resten får enten vores rester fra aftensmad og frokost, grøntsager, frugt eller milipop, som bushmændene laver til os, det er en blanding af korn, mælk, æg og rester. Det lugter helt forfærdeligt og jeg er glad for jeg ikke skal spise det. Der bliver slagtet 15-17 æsler om ugen, og absolut intet går til spilde. Normalt hænger de dem i køleren natten over så kødet er frossent når vi får det, men hvis det skal gå rigtigt hurtigt og vores slagter, Johan, har været bagud eller hvis dyrene har spist mere end vi regnede med så kan vi risikere at få helt nyslagtede æsler hvor kødet stadig er varmt. Sådan en dag var det første gang jeg skulle skære kødet ud, det var altså ret semi-ulækkert synes jeg og det var lidt svært ikke at gå væk derfra. Fluerne var vilde med det og varmen gjorde bare lugten værre og værre. Men ellers er det fint nok, vi ved jo hvem der skal have kødet og intet går til spilde. Men stadig, at få smækket et æselben op på bordet, med hår og det hele på, og så en besked om at det bare skal skæres ud. Det er ikke lige min yndlings aktivitet.

 Men dagene indtil nu har været ret meget det samme, vi skulle lære at forberede maden ordentligt og hvordan man gav det til dyrene, så det har dagene fokuseret meget på. I dag var den første andeledes dag, første af mange. Om morgenen sidder vi i grupper og dagens forskellige aktiviteter bliver læst op, så må vi så fordele hvem der gør hvad. I dag fik jeg lov til at være med, da desmerdyret Eve og hendes baby blev sat ud til resten af gruppen. Hende og hendes barn har været i et bur inde ved de andre desmerdyr de sidste par uger, og i dag skulle vi så se om de ville acceptere ungen eller slå den ihjel. Mig og en der hedder Debbie fik besked på at holde øje med de store hanner, og hvis de gjorde tegn på at de ville ungen noget ondt skulle vi sprinte ind, gribe ungen eller hannen inden den pisker en stemning op og så løbe ud igen. Heldigvis, skete der intet. Det hele gik stille og roligt og de er nu alle forenet igen. Men det var sjovt at være med til, nok mest fordi der ikke skete noget alvorligt. Men vi skulle så blive siddene i indhegningen og holde øje med dem i et par timer, imens blev vi begge brugt flittigt som udkigsposter. Det er en utrolig balance de har, der stod en på min skulder og en oven på mit hovede og jeg havde bestemt mig for at teste dem. Så mens jeg rokkede frem og tilbage og fra side til side blev de stående på deres bagben og holdte udkig. Jeg var meget imponeret.

Om eftermiddagen skulle jeg så fodre dyrene. Det var lidt frustrerende eftersom der var tour for gæsterne, så jeg blev nødt til at vente i lange perioder på at gæsterne var de rigtige steder så jeg kunne fodre. Men jeg forstår nu godt de vil se det, når vi fodrer de 120 mongooses skal vi først kalde på dem med en speciel lyd, så går der et øjeblik og de kommer løbene fra alle sider, så skal der ellers kastet kød ud til alle. De er så hyggelige at fodre, så det er helt okay de er så tidskrævende i forberedningen. Bavianerne er også meget sjove at se. I dag skulle mig og en anden gøre deres indhegning ren mens der var nogle andre som var ude og gå tur med dem. Problemet var bare det, at vores 4 bavianer ligger lige ved siden af 8 større bavianer, og bagved begge disse bure bor der 16 fuldvoksne kæmpe store og farlige bavianer. 2 af vores små bavianer, Jonny og Alex, var så kravlet ind til de 16 store, så de var mildt sagt i livsfare. Utroligt nok lod de store Alex og Jonny være, så der skete dem ikke noget. Men de skulle stadig fanges og puttes ind i deres egen indhegning. Imens alt det foregik var der en af de store 16 bavianer, Jacobi, som har en teknik til at komme ud af indhegningen de stadig ikke har opdaget, sluppet løs. Så han løb rundt over det hele og bushmændene som arbejder der var pludselig alle samlet for at prøve og fange ham. Det lykkedes, og pga al tumulten (når en abe skriger, skriger alle) kravlede Jonny og Alex lige så fint over hegnet og ind i deres egen indhegning hvor vi stadig gjorde rent. Det må have gjort vildt ondt, for der var stød i hegnet, men vi snakkede om det bagefter og blev enige om vi tror de har været så bange og fyldt med adrenalin de ikke har kunne mærke det. Så der skal nok skrues lidt op for strømmen.. Men jeg kan love jer at deres motto her på Harnas ”expect the unexpected” passer. Bare i går da vi sad og spiste så vi en af ejerens hunde inde ved krokodillerne, de er altså 5-6 meter lange, hvordan den kom derind er stadig et mysterium for hegnet er mindst 2 meter højt. Men lige pludselig kom alle løbende igennem haven, for at redde hunnen. Der skete den ikke noget, heldigvis, den havde ikke vidst den var i fare så gik ikke i panik og så opdagede krokodillerne den ikke. Ikke før de skulle have den ud i hvert fald, der vågnede de op og begyndte at rende rundt.

Jeg har ingen anelse om hvad der sker i morgen, eller i overmorgen. Men jeg ved at jeg i næste uge har fået lov til at komme ind til de 4 geparder vi har og overnatte, det glæder jeg mig til. Jeg skal også ind til vores 4 bavianer en dag, men jeg skal lige lære dem bedre at kende først.

Ellers er jeg hjemme om 3½ uge, det er virkelig mærkeligt at der er så kort tid til. Især når jeg nu er ved at lære nye ting, og er ved at vænne mig til et nyt land og nye normer. Men jeg glæder mig selvfølgelig til at se jer alle igen, meget endda, men det behøver ikke være lige nu. 25 dage passer meget godt.
Håber i har det rigtigt godt, og at i kan få foråret og varmen til at komme til Danmark inden jeg gør. Vi ses snart!

Rim forest trek, Ngorongoro Safari, Iragi village, sidste dage i Dar , flyvetur og mine første dage i Namibia

Der er sket utroligt meget siden sidst jeg skrev, så meget jeg knap kan overskue hvordan jeg skal kunne skrive om det alt sammen. Men jeg vil gøre mit bedste og så starte ud med at fortælle jeg er blevet efterladt alene nu, medlemmerne i min tanzanianske familie er hver i sær rejst hjem til deres egne familier i Danmark, og jeg sidder på mit hostel i Namibia i øjeblikket.

Men jeg starter bare fra enden af, som så må være d. 12 april. Mig og gruppen skulle på en såkaldt Rim Forest Trek den dag i Ngorongoro. Eftersom en rim forest ville have været skoven der lå på kanten af krateret var det lidt det vi regnede med, men nej! Vi blev først kørt ud til en kaffeplantage, det havde nok været spændene hvis ikke det var fordi vi har set sådan en før. Men vi begyndte at gå rundt i denne plantage, op og ned af bakkerne, det skal siges det var en ret stor plantage. Engang imellem stoppede vores guide op, pegede på en plante og sagde eukalyptus eller pegede på en blomst og sagde det var en flower - meget interessant. Vi begyndte at komme lidt væk fra plantagen og gik ikke længere på en sti men imellem grene og buske så vi blev nødt til at være forsigtige så vi ikke fik svunget en gren i hovedet lige pludselig. Efter vi har gået sådan på en bakkeskråning og flere og flere har trådt i kolorte, stopper guiden og siger højt ”I’m lost”. Der kan man bare se, så vi kæmper os op ad samme vej vi kom fra og skal nu op og finde stierne i plantagen igen. Da vi endelig kom op og jeg spurgte ham om hvorfor han for vild (han påstod han havde haft det arbejde i 10 år), sagde han ”I got confused of all the green” – det skal siges han havde selv grønne habitbukser på med en nylon agtig skriggrøn skjorte. Men ja, vores guide blev forvirret af alt det grønne i naturen, derfor for han vild. Men så kom han i tanke om den rigtige vej og vi gik, igen, ned af en skråning for så at stå lige foran en elektrisk stødhegn, det skulle vi åbenbart bare lige kravle under. Hakuna matata, intet problem.  Så gik vi igen op ad en bakke, igen trådte folk i kolorte, igen var der masser af træer og buske for vi så til sidst, igen, kunne stå foran et stødhegn som vi da bare lige kunne kravle under, igen. Sådan fortsatte turen, vi kom også alle 15 vandrende over folks landbrugsmarker hvor han sagde til os vi skulle være forsigtige med at træde på afgrøderne, vi vandrede også på et tidspunkt igennem en lille landsby og folks haver og så tror jeg vi kravlede under 3-4 stødhegn mere. Meget speciel tur. Men altså, naturen var da flot nok, og det var meget sjovt at se folk kravle under hegnene. Det sjoveste var dog da vi spurgte guiden om der var stød i et hegn, han sagde nej og gik meget selvsikker over til hegnet, han holdte om det med hånden stod i to sekunder og kom så bagefter med et meget lille, men meget skingert, skrig. Så der fik vi vidst ret, han tiede i hvert fald stille bagefter. Men der var ikke noget formål med turen, vi blev sat af så kørte bilerne og så gik vi i 3 timer for at komme hen til bilerne igen. Sådan føltes det i hvert fald. Og rim forest trek ville jeg aldrig kalde det, det eneste vi havde med Ngorongoro at gøre var de 5-6 gange guiden pegede derover og sagde at det var Ngorongoro. Jeg ville ikke beskrive det som en succes nu, men et sjovt minde – uden tvivl.

Vi fik dog Ngorongoro at se, dagen efter d. 13 april på safari. Det var virkelig fantastisk. Og selvom dagen startede ud med at være tåget og med mange skyer, så var det virkelig fantastisk senere på dagen og krateret i sig selv er vanvittigt smukt. Vi startede med at køre oppe i skoven på kanten af krateret (der vi troede vi skulle hen dagen før), deroppe så vi en masse aber og i det hele taget bare junglen. Men som sagt var der tåget, så vi kunne ikke se meget mere end 3-4 meter væk fra bilen. Vi så også en masse masaiere i området, de overtog området flere hundrede år siden fordi de drev chagga stammen væk fra Ngorongoro og siden da har de boet der. De må stadig gerne bo inde i parken, men de må kun komme ned i krateret om formidagen for at gå med deres køer hen til vandhullerne. Ellers må de kun være oppe på kraterkanterne. Men vi så dyr så snart vi kom ned i krateret, det er meget forskelligt fra Ruaha hvor jeg var på min første safari, for det er så meget mindre. Ruaha er en af Tanzanias største nationalparker overhovedet, og selvom det er et stort krater kan det ikke sammenlignes. Men ja, fordi det er så ”småt” så er dyrene meget tættere. Så der er nærmest garanti (noget der ellers aldrig er på safarier) for at se gnuer, zebraer, bøfler og alle de der forskellige gazeller og antiloper. Så det var første gang jeg så en bøffel, ville godt nok ikke kalde det et kønt dyr. Sådan lidt en blanding af en flodhest, en gris og en ko – så med store horn. Der synes jeg gnuerne er pænere. Jeg så også hyæner, flamingoer, næsehorn, store hanløver og en gepard for første gang nogensinde den dag. Vi var alle helt oppe og køre over geparden, eftersom vi alle virkelig gerne ville have haft set en i Ruaha og ikke kom til det. Men den lå helt nonchalant ude midt i ingenting og fik sig en lille lur og holdt øje med turisterne der kiggede på den.  Jeg kunne ikke få ordentlige billeder af den, eftersom det store fjols jeg til tider kan være havde efterladt min store linse derhjemme. Men det er okay, for jeg fik gode billeder af alle andre dyr næsten. Og så er det også lidt fedt at jeg har været så tæt på dyrene, at jeg har kunnet få gode billeder med en 18-55 linse, det synes jeg i hvert fald. Og så igen udover det, så skal jeg jo ud på Harnas i 4 uger fra på torsdag. Så et godt billede af en gepard skal jeg nok kunne få! Men de to næsehorn vi så lå også bare og sov midt ude i det hele, og hold nu op hvor er de kæmpe store. Jeg var virkelig imponeret.

Men ja, det var en fantastisk oplevelse, og jeg ser frem til næste gang jeg skal på safari. Det er noget man ikke kan blive træt af i mine øjne. Men der var rigtig mange biler i Ngorongoro, det er også et rigtig populært sted at tage på safari, men jeg synes det var lidt for meget. Så Ruaha er uden tvivl min favorit. Indtil videre.

Så blev det lørdag d. 14 april  (bedre kendt som årets bedste dag, min fødselsdag). Dagen startede med at alle de dejlige mennesker jeg rejser med sang for mig, og havde købt øreringe, armbånd og en rigtig fin halskæde til mig. Det var rigtigt sødt af dem, og jeg blev meget glad. Min kusine havde også været ude og købe en lille gave fra mine forældre, nogle fine små øreringe, så der var gavebord og det hele og jeg fik skypet med mine kære forældre også. Men så begyndte programmet og vi skulle ud til Iragi village og besøge Hadzabe og Datoga stammen. Og det kom vi også, det startede lidt mærkelig ud med vi samlede vores to guider op der havde almindeligt vestligt tøj på og så lige nogle ”autentiske” stamme smykker. Jeg forudså en stor turistfælde fra det øjeblik af. Men jaja, vi fik frokost og vores telte blev slået op af guiderne og alt muligt, virkelig luksus. Så kørte vi ud imod Lake Eyasi og besøgte Datogestammen som er meget kendte fordi de er gode smede, så vi så et typisk Datoga stamme hus og besøgte mændene som sad og smedede pilespidse og smykker som vi kunne købe. Det var meget sjovt at se synes jeg, og jeg indrømmer de var meget dygtige. De sad omkring et lejrbål og hamrede på det de smedede på en stenplade som lå på jorden, altså jeg ville ikke kunne gøre det, slet ikke så pænt som de kunne. Ville gerne vise billeder, men det er internettet ikke godt nok til desværre.

Men så skulle vi ud p åen lille gåtur ned til Lake Eyasi, vi gik i en halv times tid og blev derefter desværre nødt til at vende om, fordi vi blev omringet af sorte skyer og kunne se ude i horisonten det regnede. Så det var en fin gåtur, bare ikke ud til søen. Men området var meget anderledes i forhold til det jeg har været vant til, det var meget mere tørt. Da vi var i masailand var der, selvom der også var tørt og jorden revnede, meget mere frodigt end her. Jorden var grå/hvid og ikke rød som den ellers normalt er, der var også mange kaktusser. Det var lidt mere som en ørken end bushen.

Så vi gik tilbage til vores telte og fik aftensmad, det var meget hyggeligt at sidde ude i ingenting og snakke med alle de andre. Anderledes måde at holde fødselsdag på i hvert fald.  Men en helt udemærket måde.

Dagen efter skulle vi tidligt op, faktisk allerede klokken 5, for vi skulle på jagt med Hadzabe stammen. Da vi endelig kom derud, var klokken ved at være kvart i seks og solen var ved at stå op, der var ret flot – men koldt. Det der så skulle ske, var at vi skulle gå bagved 5 mænd (inklusiv en 6-7 år gammel dreng) som alle rendte rundt med buer og pile, og så skulle de altså prøve og se om de kunne fange noget. Jeg tror de normalt er lidt mere heldige end lige den her dag, hvor de havde 13 danske mennesker som altså ikke kan finde ud af at tie stille i mere end et par minutter af gangen gående lige bag dem. Men de fangede en lillebitte fugl, ret imponerende når man tænker på det er med bue og pil. Vi gik nok i hælene af dem i en 2-3 timers tid før vi så holdte pause på nogle klipper hvor de så tilbød os at lære og skyde med bue og pil. Det var ret underholdene at se hvordan den lille Hadzabe dreng, som burde være i skole forresten, var bedre end de fleste.

Men en meget interressant ting omkring de stammer som bor i Lake Eyasi området, de får alle penge fra staten fordi det er så umuligt at have landbrug eller dyr derude. Så de får tilskud fra staten til mad og skolegang for deres børn, jeg var imponeret, jeg troede slet ikke den tanzanianske regering gik så meget op i deres befolkning.

Efter dette blev vi kørt tilbage til vores teltlejr og så skulle vi ud og se en løgplantage. Det skal siges vi nok gik i 3 timer da vi var ”ude og jage” og for det meste var det kun sand vi havde gået i, så lysten til at skulle gå en halv time for at se en løgplantage var der ikke rigtigt. Men de andre og jeg gik derned, vi så de meget interessante løg og gik så tilbage igen.  Så spiste vi ellers bare frokost og kørte tilbage til huset i Karatu, hvor vi bare havde en hyggelig eftermiddag. Om aftenen skulle vi så ud og spise på Bumps Café, vi havde bestilt sådan noget meget tanzaniansk traditionelt røget kød, det var faktisk rigtig lækkert. Det meste af det. Men så var man to personer om et kg kød og en stor tallerken pommesfritter, det var rigtigt hyggeligt. Så skulle vi så have chokoladekage til dessert, Bumps Café er kendt for deres kage, og til min store overraskelse blev lyset slukket og der kom en stor chokoladekage ind med lys i mens folk sang fødselsdagssang igen. Det var næsten som at være hjemme og have fødselsdag, nu jeg skulle puste lys ud og alt muligt. Det var rigtig sødt af dem, og bliver stadig glad af at tænke på det.

Så blev det d. 16 april og vi skulle tilbage til Dar, nærmere Bahari beach i Kinondoni området. Noget vi alle havde glædet os til. Det var der vi startede og det sted vi alle holdt mest af, på trods af varmen og manglen på vand og elektricitet er der bare en charme over stedet. Men vi kunne se frem til 15 timer i bus. Vi kørte fra Karatu kl 6 om morgenen, og allerede fra da vi steg ombord på bussen lagde alle mærke til den utrolig høje tanzanianske musik, som strømmede ud fra højtalerne der sad over hele bussen. Det var ikke populært kan jeg sige jer. Musikken blev på intet tidspunkt under alle 15 timer slukket, blev kun engang imellem skiftet ud med lyden fra tanzanianske sæbeoperaer som kørte på en lille tv skærm forrest i bussen. Jeg så ret meget af det, og bare så i ved det så er tanzaniansk fjernsyn præcis som man kan regne med - utroligt dårligt. Jeg tror alle kan blive skuespiller hernede, hvis bare man har lyst. Men jeg synes nu at tiden gik ret stærkt, vi kom i hvert fald alle uskadte frem og tilmed til tiden og alt muligt. Så da vi kom til huset i Dar var klokken ved at være 2030 – 2100, så det var jo perfekt. Det var også meget sjovt at der var kommet en ny gruppe fra adventureheart d. 14 april, og bare det at se hvor blege de var og høre alle deres forvirrede spørgsmål var meget sjovt. Vi var jo på præcis samme måde for ikke særlig længe siden.

Men ja, grunden til jeg aldrig fik skrevet blog mens jeg var i Dar de dage imellem d. 16 og 21. er simpelthen fordi jeg havde for travlt med at være på stranden, sove, spise, slappe af og være på bar. Så det med at skrive blog var der simpelthen ikke tid tid, godt jeg har det nu.

Men jeg skal selvfølgelig ikke glemme at nævne vores afskedsfest om torsdagen. Det var en virkelig god aften, vi havde alle sat hår og lagt makeup og pænt tøj på. Noget der kun er sket en eller to gange før hernede, så bare det at se folk med makeup på var helt mærkeligt. Men vi havde en vild fed aften med masser af Konyagi, Reedz, Safaris og så lidt Bacardi. Glæder mig allerede til at skulle holde reunion med gruppen i Danmark.

Men så kom dagen efter, fredag, hvor seks fra gruppen og vores kære adventure heart guider Thu og Christoffer skulle flyve hjem til Danmark. Jeg skulle selv flyve den aften, og jeg kørte med de seks fra gruppen ud til Julius Nyerere airport i Dar og så måtte jeg sige farvel til dem. Inden da havde jeg sagt farvel til resten af gruppen, de var stået op sammen med os klokken 3 om natten for at sige ordentligt farvel til os.  Det var rigtig sødt af dem, og rigtig mærkeligt. Det var i det hele taget bare virkelig mærkeligt at sige farvel, især til de lokale venner som man har fået. For dem er jeg ret overbevist om jeg aldrig kommer til at se igen, alle dem fra gruppen kommer jeg jo til at se i Danmark. Men ja, så begyndte min tur til Namibia. Jeg sagde farvel til de sidste og gik over mod min gate og ombord på flyet. Den første flyvetur var til Johannesburg og varede 4 små timer, jeg var så heldig at jeg havde fået et vinduessæde, jeg sad tilgengæld ved siden af en utrolig tyk kvinde som af en eller anden grund gerne ville snakke med mig. Jeg var ikke i talehumør indrømmer jeg. Havde været oppe hele natten, og jeg ville bare sove. Så inden vi overhovedet lettede og lige efter jeg havde givet kvinden ved siden af mig ret i at, ja, der er godt nok mange fugle udenfor, faldt jeg i søvn. Jeg vågnede kun lige da de kom med morgenmad og så sov jeg ellers videre.

så jeg landede i Johannesburg og havde omkring 5 timer inden jeg skulle over til min gate, så jeg vandrede rundt og kiggede i butikker og hyggede mig lidt med det. Tiden gik overraskende hurtigt, jeg faldt også i snak med ret mange forskellige mennesker, for det meste andre der var ude og rejse alene. Det var meget hyggeligt. Men jeg kom op på flyet og så var næste stop Windhoek, Namibia. Jeg sad ved siden af en meget venlig mand, Franz, som er født og opvokset i Namibia og han fortalte mig mange spændene ting om landet. F.eks er der kun 2,5 million indbyggere, selvom landet er tre gange større end tyskland. Det er  vanvittigt, men der er så meget bush og ørken som de ikke kan bruge til noget. Landmændene udnytter jorden så godt som de kan, og det er Namibia største vare, altså landbrug og så turisme selvfølgelig.

Men han var rigtig hyggelige ham Franz, da han spurgte mig om hvad jeg skulle nåede jeg knap nok at fortælle om Harnas inden han afbrød mig og sagde ”oooh, the cheetah farm – nice!”, så fortalte han mig ellers hvordan hele Namibia kender dette sted og det er meget velset og respekteret blandt lokalbefolkningen. Da vi var ved at lande viste han mig endda den jordvej som jeg skal køre ud ad på torsdag når jeg skal køre de 300 km som der er ud til Harnas. Men landskabet er anderledes. Det er fladt og der er små træer og buske over det hele. Det er én kæmpestor savanne, og det er meget smukt. Der er også kæmpestore ørkenområder her, men dem kommer jeg desværre ikke til at se denne gang. Men jeg ankom til Windhoek, de to timer gik meget hurtigt. Men jeg var overrasket over Windhoek lufthavn, Aalborgs er større, den er virkelig lille og proppet. Men jeg stilte mig i køen for turister og da det blev min tur, ville hun under ingen omstændigheder give mig arbejdstilladelse. Hun sendte mig over til den indgang som diplomater bruger, hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan love jer folk kiggede da jeg stod der med min rygsæk, slidte sko og uglede hår i blandt alle de meget fine mennesker i jakkesæt. Det var faktisk ret sjovt. Men hun ville heller ikke give mig arbejdstilladelse, og hun synes mit kinesiske turistvisum var meget spændene og spurgte flere gange om hvad jeg lavede der. Jeg brugte mere end time på at stå og overbevise dem om hvorfor jeg skulle have det, og til sidst forstod de det. Så jeg fik endelig min arbejdstilladelse og så skulle jeg bare hente min bagage. Det var den ene gode ting ved det havde trukket så meget ud med min arbejdstilladelse, for nu var det kun min ensomme rygsæk der kørte rundt på båndet. Nemt, nemt.

Så gik jeg ud i modtagelseshallen og blev mødt af en lille glad mand med meget flot olieret sort hår og et lille, men nyligt trimmet, fipskæg. Det var så min chauffør som skulle køre mig ud på mit hostel, han var meget underholdende. Jeg har i hvert fald aldrig set en som ham før, fik jeg nævnt han havde en hawaii-skjorte på? Jeg skulle næsten have haft en billede.

Men ja, så var jeg ankommet til Namibia. Og på den halve times køretur fra lufthavnen til windhoek så jeg både bavianer og vortesvin, naturen er ligeså smuk som jeg havde håbet.

Men jeg blev indlogeret på et lille fællesværelse med 6 senge, det er faktisk meget fint og rigtig socialt. Alle har deres egen store safe-box under sengen, så tyveri skal man heller ikke frygte. Min første aften havde jeg tænkt mig bare at gå tidligt i seng, for jeg var ret træt. Men så blev jeg blev inviteret ud og spise igår af George fra USA, som også bor på værelset, og så en hvis navn jeg slet ikke kan stave, han er fra Rusland. Da jeg fik at vide hvad menuen stod på, kunne jeg i hvert fald ikke takke nej. Så vi gik ned på et sted der hed Joes Beefhouse, her kan man nemlig få wildlife-dishes. Vi bestilte Zebra, Kudu og Oryx steaks og så delte vi alle sammen så alle fik smagt det hele. Det var en ret sjov oplevelse, det er det dyreste jeg har spist siden jeg var i Danmark. Jeg betalte 100 Namibian dollars, og det er omkring 70-80 kroner, så det er stadig ikke engang dyrt. Men det var faktisk virkelig virkelig lækkert, især kuduen. Zebraen var meget speciel, det var næsten som om det var hakkekød, selvom det var en steak. Svært at forklare. Men det var et lækkert måltid og vi fik også smagt nogle lokale øl bagefter, det var en rigtig fin velkomst til Namibia synes jeg.

Jeg kan i det hele taget virkelig godt lide den her hostel stemning. Jeg har mødt så mange virkelig spændene mennesker, bl.a. Diana fra tyskland som skriver ph.d. om den brune hyæne da landmændene skyder dem fordi de tror det er dem som dræber deres køer, mens det i virkeligheden er leoparder og geparder, min russiske ven hvis navne jeg ikke kan skrive som har været i afrika de sidste 8 måneder og rejst igennem hele østkysten og nu er ved at tage landene på vestkysten syd mod nord, George der har fået sin store chance og er hernede for at filme en dokumentar om de store katte, den kommer højst sandsynligt til at bestemme resten af hans fremtid og så japaneren Puk som rejser rundt i hele verden, og nu er nået frem til Namibia. Der kommer nye folk hver dag, og mange af dem der var her i går er allerede taget afsted videre. Men wow, jeg synes virkelig folk her er interressante. Også nogle sjove typer ind i mellem.

Men i dag viste George mig Windhoek by så vi gik en lang tur rundt i byen og jeg må godt nok sige, den er meget europæisk. Der er lyskryds, politibiler, højhuse, vestlige butikker og så er der så en del kriminalitet har jeg fået at vide. Men så længe jeg ikke går alene om aftenen, skulle der ikke være noget problem.

Men jeg havde godt nok regnet med her var mere afrikansk, jeg synes det er meget vestligt og det er godt nok noget helt helt andet end Tanzania.

Men det er umiddelbart en meget charmerende by, tror jeg kommer til at gå mange ture her indtil Torsdag når jeg bliver hentet. Det bliver en god dag, og nej hvor jeg glæder mig!

Jeg har forresten fået mig et namibiansk mobilnummer, +264818336837. Men jeg har det rigtigt godt, jeg nyder det og jeg ser så meget frem til det næste og sidste skridt på min rejse – Harnas. Det bliver så spændene.

Jeg håber i har det godt derhjemme, jeg er hjemme om allerede 33 dage.

Masailand, et lille smut på hospitalet og så masailand igen.

Så blev det lørdag, og vi skulle sige farvel til Moshi selvom vi alle følte vi først lige var kommet dertil. Vi blev kørt ind til busstationen i Moshi og skulle hoppe på en bus ud til Masailand. Vi havde ikke rigtig nogen anelse om hvor lang tid der ville gå, men vi satte os til rette og nød at kunne sidde relativt godt for sidste gang i det der skulle have været 6 dage.

4 timer senere stopper bussen midt ude i ingenting. I starten tænker jeg ikke rigtigt over det, det er Tanzania og jeg har efterhånden vænnet mig til at ting og sager oftest tager meget længere tid end planlagt, og når man er ude og køre med bus, kan chaufføren sagtens få ordnet nogle private ærinder samtidig. Men da en halv time er gået og der intet er sket er det alligevel lidt mærkeligt. Pludselig rejser Bjørn sig op og siger at det er her vi skal af. Jeg tog mine ting og skyndte mig ud af bussen for så at se en mand der var ved at hive vores store rygsække af bussen. Hm. Men han var åbenbart vores guide, og vi var åbenbart ankommet til Masailand.

Så slæbte jeg ellers min krop og min kæmpe rygsæk op ad bakken, indtil vi kom til et lille skolehus med bliktag. Når jeg kiggede rundt på landskabet, kunne jeg hurtigt se hvor langt væk vi var fra noget. Så langt øjet rakte var der savanne, og ude i horisonten, hele vejen rundt, var der bjerge. Det var vildt flot!

Vi blev vist hen til vores Bomaer, som selvfølgelig lå endnu længere oppe ad før nævnte bakke, og vi fandt hurtigt ud af hvem der sov hvor. Det var meget autentiske bomaer bygget af komøg, ler og hø og så med stråtag, os sarte europæiske sjæle fik dog en flot blå presenning over vores tag - det er jo regntid.

Så blev vi ellers vist ned i selve landsbyen, vores bomaer lå 10-20 meter ude fra landsbyen. Det var godt nok noget af en oplevelse. Tanken om at de mennesker vi så rent faktisk boede sådan. Hele deres liv, hver dag. Det var utroligt spændene at gå rundt og bare kigge. Desværre kunne vi ikke rigtig snakke sammen med dem, de snakker nemlig ikke swahili de har deres eget sprog som sjovt nok hedder masai. Enkelte forstod dog vores hilsner og svarede igen. Men en ting der i hvert fald skal nævnes var fluerne, der var utroligt mange fluer inde i landsbyen. Der er jo ikke noget at sige til at der er fluer, deres kør og geder render nemlig også rundt inde i landsbyen. Ude ved vores bomaer var der dog ingen fluer, så vi var glade for de lå det stykke væk fra landsbyen.

Desværre havde jeg haft det relativt dårligt den sidste uges tid, søndagen forinden havde jeg været alene hjemme i moshi-huset mens de andre tog til poolen, jeg havde det for dårligt til at tage med. Nu var det altså kommet igen og der var rigtigt slemt. Jeg havde muligheden for at tage med Tory, vores teamleder som tilfældigvis var med ude, til Karatu. Problemet med at blive i masailand var mest af alt hygiejne forholdene. Der var 1½ liter vand til os hver dag og toiletterne var huller i jorden, så efter jeg havde ringet hjem og spurgt min kære mor til råds besluttede jeg mig for at tage med Tory for at tage på hospitalet. Jeg var vanvittig ked af jeg skulle afsted, for jeg havde set rigtigt meget frem til masailand og ville ikke gå glip af noget, men jeg havde det simpelthen for dårligt til at ignorere det.
Så jeg gik med Tory ned til det sted vi et par timer tidligere havde stået af bussen, for at finde en taxa/dalla dalla/bus som kunne køre os til karatu. Der kom en grøn privatbil som gerne ville have os med, heldigvis for det er ikke hver time der kører biler på den vej, han skulle kun have 3000 shilling for det.
Så jeg ankom til Karatu, en hyggelig lille by men jeg havde ikke det store overskud til at udforske den, der var også mørkt, så vi gik direkte op til det lille Art in Tanzania hus. Jeg sov forfærdeligt den nat, dels pga voldsomme regnbyger og tordenbrag dels fordi jeg havde det rigtig dårligt.
Da jeg stod op dagen efter havde jeg faktisk fået det lidt bedre, men jeg følte stadig at jeg skulle på hospitalet og blive tjekket. Det var jo trods alt kun 3 uger siden jeg efter Zanzibar tog på hospitalet og fik at vide jeg havde virus i hele kroppen, så jeg ville gerne have tjekket om det stadig var det, eller om jeg var super uheldig og der var noget nyt. Jeg har lige læst tilbage i mine sidste blogs, og opdaget jeg slet ikke har nævnt det. Men den dag jeg havde i Dar efter Zanzibar inden vi skulle videre til Moshi brugte jeg på hospitalet. Lægen fortalte mig derefter at jeg, som sagt, havde virus i hele kroppen og havde fået sår i ganen og ned ad halsrøret, fordi jeg havde kastet så voldsomt op og højst sandsynligt fordi der havde været rigtig mange bakterier i min opkast. Men tilbage til Karatu.
Jeg tog en taxa op til hospitalet, et rigtigt fint lille rødt hospital der lå på en bakketop. Der var en helt italiensk stemning over landskabet, det ligner, i mine øjne, slet ikke Afrika. Men jeg afleverede en masse forskellige prøver, og var inde og snakke med den hollandske læge som arbejdede der. Efter meget kort ventetid blev jeg kaldt ind igen og lægen kunne så fortælle mig at jeg var den heldige indehaver af en betændelse i tarmen og underskud af hvide blodceller, altså nedsat immunforsvar. Så fik jeg endelig en forklaring på, hvorfor jeg havde haft det smådårligt det sidste stykke tid.
Så den rare læge gav mig 4 forskellige slags piller og så skulle jeg være helt rask 5 dage efter. Jeg spurgte ham, om han ville anbefale mig at tage tilbage til masailand eller om han mente jeg skulle blive i Karatu (havde forklaret ham hele min "situation", man skal jo snakke om et eller andet når man er ved lægen) og han ville under ingen omstændigheder anbefale det, men han forstod mig godt hvis jeg ville tilbage.
Hermed afgjort, jeg ville tilbage.
kl 13 samme dag skulle nogle af de lokale som arbejder for Art in Tanzania fra Karatu til Moshi og dem kunne jeg køre med. Der er kun en asfalteret vej imellem de byer, og masailand samt den landsby jeg skulle bo i var heldigvis også ved den vej.
Så vi kørte afsted og havde vand, tæpper og nogle bestilte sodavand med til alle mine venner som allerede havde haft deres første nat i masai landsbyen. Det eneste jeg åbenbart var gået glip af, var at de samme formiddag havde været med mændene ude og gå med deres køer og geder og så var de gået tilbage igen. Så jeg var heldigvis ikke gået glip af det vilde, så jeg var glad! 

Om eftermiddagen sad vi alle ellers bare og læste og snakkede for at få tiden til at gå lidt. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og det var utroligt smukt det landskab vi sad i. Samme eftermiddag kom der en masai op ti los og spurgte om vi ville være med til at malke en ko, og selvfølgelig ville vi da det. Vi gik med ham hen til landsbyen og gik hen til den kæmpe koflok som bestod af hundredevis af køer. Der hev han en ko hen til os og få i gruppen valgte at kæmpe sig igennem mudderpølen for at give malkningen et forsøg. Jeg kan vidst roligt kalde det en fiasko uden at træde nogen over fødderne, vi kunne ikke rigtigt finde ud af det. Så vi gik tilbage til skolebygningen og læste videre inden vi skulle have aftensmad. Det skal måske lige siges, at grunden til vi var meget på skolen var, at det var der vi fik mad og skolen havde påskeferie så der var, næsten, ingen børn der. Der var stadig nysgerrige børn som, helt seriøst, kunne stå og stirre på os i timevis. Men ja, apropos påskeferie så holder masaierne det ikke fordi de er kristne, men kun fordi alle andre gør det. Det er også langt fra alle børnene i landsbyen der går i skole, og næsten ingen af pigerne der.
Men så skulle jeg have min første nat i en masai boma. "Madrassen" var lavet af pinde, og ikke pinde som de havde gjort sig specielt umage for ligge tæt, nej, men pinde som var kastet ned og hvor rigtigt mange af dem bulede enten op eller ned så man kunne ligge med dem i maven eller ryggen. Så lå der et koskind over, det kunne ikke dække hele soveområdet og hjalp alligevel heller ikke, det var meget nedslidt og det føltes som plastik. Men jeg kom igennem natten helt fint, den havde faktisk i mine øjne været bedre end natten før, hvor jeg var syg. Men vi stod op omkring halv otte og gik ned til skolehuset for at få morgenmad. Vi skulle med kvinderne ud og samle brænde den formiddag, noget jeg havde glædet mig til for så kunne jeg endelig komme ud og se naturen omkring os.
Men vi begyndte at gå ud på savannen, det var virkelig savanne, og efter en halv times gang cirka stopper vi op og kvinder begynder at hakke i træ med machetter (hedder de det? i ved, de store knive der.). Vi tilbød at hjælpe men fandt hurtigt ud af hvorfor vi ikke havde fået knive selv. De var så sløve og vi kunne slet ikke finde ud af det i forhold til dem, på det punkt var vi mere end last end en hjælp. Så vi satte os og nød naturen og det dejlige vejr i stedet. Vi havde alle fået seler og snore med, så vi kunne i det mindste hjælpe dem med at bære det hjem. Det gjorde vi også, også selvom vores bunker ikke engang var halvt så stor som dem de selv bar, men respekt til dem. Vi skulle gå med snoren på panden så brændet hang på ryggen af os, og for fanden hvor gør det altså ondt at putte så mange kg pres på sin pande og nakke. De fleste af os gav hurtigt op og tog den over skulderen i stedet for. De grinte lidt af os, men det andet var min nakke godt nok for svag til.
Vi kom tilbage og spiste frokost og så skulle vi ned og lave smykker med kvinderne, havde vi fået at vide. Sandheden var dog en anden, vi kom ned i landsbyen og der havde alle kvinderne lagt deres smykker frem på små stykker stof og så ville de have os til at gå og kigge/købe deres ting. Vi var alle meget skuffede over den misforståelse, men sådan var det nu engang. Vi gik tilbage og fik aftensmad, og ja, eftersom solen i Tanzania går ned omkring kl 19 hver dag og aftensmad først blev serveret kl 19, fik vi meget tid til at gå med at kigge stjerne og sidde på jorden i mørket og spise. Det værste var næsten når vi ved hjælp af vores pandelamper skulle prøve at finde vej tilbage til bomaerne, men jeg har aldrig før set så mange stjerner - og det er ikke første gang jeg har sagt det siden jeg kom til Tanzania, men her i masailand var det helt ekstremt.
Dagen efter, altså dag 3 i masailand tog vi en dalla dalla ind til en lille landsby for at komme på masai marked. Det var faktisk en rigtig skuffende oplevelse, for eftersom vi har været i Tanzania i efterhånden 3 måneder og har været på ret mange markeder, så kan vi altså også se når det bare er præcist de samme masseproducerede træting de sender til alle turistboder over hele landet. Så der var ikke rigtig nogen der købte noget der, der var nogle enkelte masai inspirerede ting som vi ikke havde set før, ellers så var alting det samme som i Moshi, Zanzibar og i Mwenge i Dar. Men sådan er det nok bare. Så gik vi over på et lille cafeteria bagefter hvor vi alle købte en kold sodavand og sad og hyggede lidt. Så skulle vi tilbage til masailand og til alles overraskelse var der bajajis (tuk tuks) i denne lille by, dem havde vi ikke set siden vi tog afsted fra Dar eftersom de ikke rigtig bliver brugt i det nordlige Tanzania. Da vi ville prøve at høre hvor meget de skulle have for at køre os ud til landsbyen gik det dog op for os at de var både dyrere og så kunne vi ikke forklare hvor landsbyen var alligevel, så vi endte med at tage dalla dalla. Om eftermiddagen var vi blevet inviteret til danseshow, vi havde fået at vide det ville koste os alle 2000 shilling, pog det ville vi ikke have noget i mod at betale. Da vi blev hentet fik vi dog at vide at prisen var blevet hævet til 3000, meget mærkeligt, eftersom vi var de eneste de skulle fremføre det for og vi vidste det ikke var noget de ville gøre helt vildt meget ud ad. Vi takkede nej, af ren princip og simpelthen fordi vi i forvejen er blevet advaret rigtig meget i mod at give masaierne penge, hvis et hold hvide starter med at give penge forventer de penge fra alle. Der var det så tydeligt at dem der havde været der før os i hvert fald ikke havde noget i mod at betale dem. Øv, men sådan var det nu engang. Vi besluttede os i stedet at gå en tur i landsbyen og prøve at snakke lidt med nogen af dem vi kunne. Vi så der skete et eller andet ude bagved selve landsbyen og besluttede os for at tage derud og kigge, det var åbenbart store vaskedag. kvinderne vaskede tøj mens børnene blev vasket i søen hvor de også henter drikkevand. Dernede mødte vi en mand ved navn Poul som kom fra Kenya og var der for at besøge sin bedstefar som boede i masailandsbyen.

Pouls bedstefar under det orange tæppe og Poul ved
siden af i blå kanga foran bedstefarens hus.

Poul var rigtigt flink og var god til engelsk, han forklarede mange skikke, blandt andet hvorfor de fleste masaier har brandmærket ringe på deres kinder, det er når man bliver en "ægte" masai og så er det overtro imod influenza. Vi mødte også Pouls bedstefar og fik i det hele taget en masse spændene ting at vide, og vi fortalte ham nogle ting om Danmark. Det var rigtigt hyggeligt og det viser meget omkring hvor gæstfrie og venlige de egentlig var.  

Så var der ellers solnedgang over Lake Manyara og aftensmad på skolen. Samme aften blev vi informeret om at der var ændringer i hele vores program. Vi havde alle forventet 6 dage og 5 nætter, men vi havde, af en eller anden grund, kun booket 5 dage 4 nætter. Denne  nye information blev vi alle ret oprørte over, for i stedet for at tage hjem d. 12 skulle vi lige pludselig i går d. 11 - og hvad så med den ekstra dag vi lige pludselig får? Der var meget snakken omkring det, men vi kunne ikke rigtig gøre noget, virkelig ærgerligt. Det er nu endt sådan at vi har rykket alle de ting vi skal 1 dag frem, så i dag skal vi til Ngorogoro og gå rundt i kraterkanten i skoven og så imorgen skal vi på safari der. Så på lørdag, min fødselsdag vel og mærke, skal vi til Iragi Village og besøge samt overnatte ved Hadzabe stammen dagen efter, søndag, skal vi så hen til Datoga stammen og besøge dem og lære noget mere omkring de forskellige stammer og se andre stammekulturer end masaierne. Det ser jeg frem til, og det bliver en spændene fødselsdag! Mandag morgen begynder en 14 timers bustur mod Dar es salaam så, vi har blandt andet farvel fest om torsdagen hvor der skal siges farvel til hele gruppen, og så er det allerede lørdag i næste uge jeg flyver videre til Namibia og jeg skal klare mig uden gruppens tryghed. Tiden er gået så stærkt..
Tilbage til masailand: Den sidste dag vi så havde der skulle vi på walking safari, nemlig en gåtur på savannen hvor vi ser vilde dyr. Fedt! Ingen af os regnede med at se dyr, men bare at få en flot gåtur. Men eftersom masailand ligger imellem serengeti nationalpark og Lake manyara (som vi kunne se fra vores bomaer) nationalpark er der masser, og jeg gentager, masser af dyr at finde. Vores ranger var en masai med en pind, så hvis vi løb ind i en løve, elefant, hyæne, whatever så havde vi altså et glimrende forsvar i form af en pind. Det bekymrede mig en smule i starten da vi lød ind i en kæmpe gruppe zebraer og gnuer, jeg ved at gnuer de ikke er de klogeste i verden og ser rigtig dårligt så de har det med bare at angribe alt det der lugter fremmed. Men vores masai var slet ikke nervøs og han gik bare tættere og tættere på flokken, vi fulgte selvfølgelig med. Men der har været hundredvis af gnuer og hundredvis af zebraer, det var utroligt at stå så tæt på. Da vi var gået lidt videre kom der også pludselige, jeg ved ikke hvor mange, gnuer løbende tværs over den sti vi skulle gå på. Der blev ved med at komme flere gnuer til og det varede flere minutter hvor vi måtte stå helt stille og kigge på dem.
Men vi gik videre ud på savannen, og fordi det havde regnet for nyligt kunne man se kæmpe huller rundt omkring i jorden - det var elefantfodspor. Vi begyndte også lige pludselig at se utrolig mange skeletter rundt omkring, mange af dem endda stadig med hud og hår på og de lugtede fælt med tusindvis af fluer omkring dem. Da vi spurgte guiden om hvilket dyr han tror det var der havde spist dem, sagde han bare at det helt sikkert enten var de løver eller de hyæner som boede i området. Det var altså specielt, vi stod omringet af døde gazeller, antiloper muligvis køer eller zebraer (det var lidt svært at genkende dyrene på deres skeletter, så jeg gætter bare - skeletterne var nemlig ret store), og så oven i købet få at vide det var vilde dyr der havde spist lige her hvor vi stod. Jeg var bare glad for at løverne eller hyænerne ikke lå på lur et sted og var sultne. Men vi nåede hen til en større flod hvor vi stod og nød skyggen i et øjeblik, samme dag var vi løbet tør for vand så vi havde tre 1½ liters flasker til 13 mennesker, det var ikke ligefrem optimalt når det var den dag vi skulle ud og gå midt i middagsheden. Men efter vi havde været der lidt gik vi tilbage og vores masai mødte en anden gruppe af masaimænd, midt ude i bushen, som fortalte at de havde set giraffer. De fortalte vores guide hvor de var og vi begyndte at gå derhen ad. Lige pludselig så jeg en der stak hovedet op fra en busk, samme sekund begyndte de andre at snakke om en anden som stod lidt derfra og næste øjeblik var vi omringet af kæmpestore og bittesmå giraffer, der var i alt 11 vilde giraffer der stirrede ligeså intenst på os som vi på dem. Forresten, når jeg siger bittesmå giraffer er de selvfølgelig stadig dobbelt så høje som mig. Men de var unger og der var 3 af dem. De stod i midten mens der var voksne omkring dem og os. Vi lavede lidt sjov med det lignede en giraf-børnehave, og eftersom en ensom gnu af en eller anden grund også hang ud med girafferne så var det deres faster gnu. Vi stod nok omkring 40-50 meter væk fra de smukke høje dyr, og efter vi havde taget de billeder vi ville have og efter vi var færdige med at kigge begyndte vi at gå tilbage. På vej tilbage så vi så en stor gruppe antiloper komme hoppende måske 10 meter foran os, det var også ret vildt men gik for hurtigt til vi kunne nå at få billeder.
Vi kom tilbage til vores lille masailandsby og mødtes med dem som ikke havde taget med på safarien. vi havde pakket vores ting samme morgen og nu skulle vi bare have frokost og vente på information om hvordan vi kom til karatu. lige efter vi havde spist frokost kom der en minibus, og vi håbede alle at det var en bus til os. Vi havde ikke fået noget at vide, vi var alle sikre på vi bare måtte tage offentligt transport. Men sørme nej, vi blev hentet og kørt til karatu, det var virkelig fint.
Men jeg var ked af vi gik glip af en dag, det havde været ligesom lejrskole med sin klasse. Det eneste dårlige der har været ved det var måden vi sov på, men det vil jeg ikke engang kalde dårlig for det var jo det vi havde regnet med og det er trods alt også sådan masaierne sover.
Jeg har i hvertfald dyb respekt for det folk, at de holder så meget fast i deres traditioner men stadig fornyr sig. Der er mange unge mandlige masaier som tager ud og rejser i Tanzania og i Afrika, de rejser rundt indtil de ikke har flere penge og så tager de hjem til deres landsby igen. Og vi så endda enkelte med mobiltelefoner. Men puha, jeg er nu utrolig glad for mit kælderværelse som står og venter på mig når jeg kommer hjem, men nu har jeg prøvet det, og det var en fed oplevelse.

Så da vi kom til Karatu var der kamp om at komme i bad, 13 mennesker som ikke har været i bad i en uge dufter ikke ligefrem. Men om aftenen da alle var rene og vi havde spist aftensmad kom der nogle lokale dansere og musikere som gerne ville lave show for os, det kostede ikke noget men vi måtte hjertens gerne give drikkepenge. Det sagde vi selvfølgelig ja ti log vi havde en rigtig hyggelig aften, vi inviterede også alle de lokale som stod udenfor og kiggede ind med ind til vores lille fest og vi havde det rigtig sjovt. Det var også dejligt at komme herhen og sove på en rigtig madras og have sin egen seng som man ikke skulle dele med 3 andre.
Men ja, i dag skal vi ud og gå rundt om krateret ved ngorongoro - forhåbentlig se flere dyr, ellers ser vi dem jo helt sikkert i morgen på vores safari.

Jeg håber i har det godt, jeg burde næsten købe en medalje til jer hvis i læser det hele. Jeg har fået det meget bedre forresten og er også ved at være færdig med al min medicin. Så det hele kører lige nu. Om 9 dage rejser jeg til Namibia - dét glæder jeg mig virkelig til!