Masailand, et lille smut på hospitalet og så masailand igen.

Så blev det lørdag, og vi skulle sige farvel til Moshi selvom vi alle følte vi først lige var kommet dertil. Vi blev kørt ind til busstationen i Moshi og skulle hoppe på en bus ud til Masailand. Vi havde ikke rigtig nogen anelse om hvor lang tid der ville gå, men vi satte os til rette og nød at kunne sidde relativt godt for sidste gang i det der skulle have været 6 dage.

4 timer senere stopper bussen midt ude i ingenting. I starten tænker jeg ikke rigtigt over det, det er Tanzania og jeg har efterhånden vænnet mig til at ting og sager oftest tager meget længere tid end planlagt, og når man er ude og køre med bus, kan chaufføren sagtens få ordnet nogle private ærinder samtidig. Men da en halv time er gået og der intet er sket er det alligevel lidt mærkeligt. Pludselig rejser Bjørn sig op og siger at det er her vi skal af. Jeg tog mine ting og skyndte mig ud af bussen for så at se en mand der var ved at hive vores store rygsække af bussen. Hm. Men han var åbenbart vores guide, og vi var åbenbart ankommet til Masailand.

Så slæbte jeg ellers min krop og min kæmpe rygsæk op ad bakken, indtil vi kom til et lille skolehus med bliktag. Når jeg kiggede rundt på landskabet, kunne jeg hurtigt se hvor langt væk vi var fra noget. Så langt øjet rakte var der savanne, og ude i horisonten, hele vejen rundt, var der bjerge. Det var vildt flot!

Vi blev vist hen til vores Bomaer, som selvfølgelig lå endnu længere oppe ad før nævnte bakke, og vi fandt hurtigt ud af hvem der sov hvor. Det var meget autentiske bomaer bygget af komøg, ler og hø og så med stråtag, os sarte europæiske sjæle fik dog en flot blå presenning over vores tag - det er jo regntid.

Så blev vi ellers vist ned i selve landsbyen, vores bomaer lå 10-20 meter ude fra landsbyen. Det var godt nok noget af en oplevelse. Tanken om at de mennesker vi så rent faktisk boede sådan. Hele deres liv, hver dag. Det var utroligt spændene at gå rundt og bare kigge. Desværre kunne vi ikke rigtig snakke sammen med dem, de snakker nemlig ikke swahili de har deres eget sprog som sjovt nok hedder masai. Enkelte forstod dog vores hilsner og svarede igen. Men en ting der i hvert fald skal nævnes var fluerne, der var utroligt mange fluer inde i landsbyen. Der er jo ikke noget at sige til at der er fluer, deres kør og geder render nemlig også rundt inde i landsbyen. Ude ved vores bomaer var der dog ingen fluer, så vi var glade for de lå det stykke væk fra landsbyen.

Desværre havde jeg haft det relativt dårligt den sidste uges tid, søndagen forinden havde jeg været alene hjemme i moshi-huset mens de andre tog til poolen, jeg havde det for dårligt til at tage med. Nu var det altså kommet igen og der var rigtigt slemt. Jeg havde muligheden for at tage med Tory, vores teamleder som tilfældigvis var med ude, til Karatu. Problemet med at blive i masailand var mest af alt hygiejne forholdene. Der var 1½ liter vand til os hver dag og toiletterne var huller i jorden, så efter jeg havde ringet hjem og spurgt min kære mor til råds besluttede jeg mig for at tage med Tory for at tage på hospitalet. Jeg var vanvittig ked af jeg skulle afsted, for jeg havde set rigtigt meget frem til masailand og ville ikke gå glip af noget, men jeg havde det simpelthen for dårligt til at ignorere det.
Så jeg gik med Tory ned til det sted vi et par timer tidligere havde stået af bussen, for at finde en taxa/dalla dalla/bus som kunne køre os til karatu. Der kom en grøn privatbil som gerne ville have os med, heldigvis for det er ikke hver time der kører biler på den vej, han skulle kun have 3000 shilling for det.
Så jeg ankom til Karatu, en hyggelig lille by men jeg havde ikke det store overskud til at udforske den, der var også mørkt, så vi gik direkte op til det lille Art in Tanzania hus. Jeg sov forfærdeligt den nat, dels pga voldsomme regnbyger og tordenbrag dels fordi jeg havde det rigtig dårligt.
Da jeg stod op dagen efter havde jeg faktisk fået det lidt bedre, men jeg følte stadig at jeg skulle på hospitalet og blive tjekket. Det var jo trods alt kun 3 uger siden jeg efter Zanzibar tog på hospitalet og fik at vide jeg havde virus i hele kroppen, så jeg ville gerne have tjekket om det stadig var det, eller om jeg var super uheldig og der var noget nyt. Jeg har lige læst tilbage i mine sidste blogs, og opdaget jeg slet ikke har nævnt det. Men den dag jeg havde i Dar efter Zanzibar inden vi skulle videre til Moshi brugte jeg på hospitalet. Lægen fortalte mig derefter at jeg, som sagt, havde virus i hele kroppen og havde fået sår i ganen og ned ad halsrøret, fordi jeg havde kastet så voldsomt op og højst sandsynligt fordi der havde været rigtig mange bakterier i min opkast. Men tilbage til Karatu.
Jeg tog en taxa op til hospitalet, et rigtigt fint lille rødt hospital der lå på en bakketop. Der var en helt italiensk stemning over landskabet, det ligner, i mine øjne, slet ikke Afrika. Men jeg afleverede en masse forskellige prøver, og var inde og snakke med den hollandske læge som arbejdede der. Efter meget kort ventetid blev jeg kaldt ind igen og lægen kunne så fortælle mig at jeg var den heldige indehaver af en betændelse i tarmen og underskud af hvide blodceller, altså nedsat immunforsvar. Så fik jeg endelig en forklaring på, hvorfor jeg havde haft det smådårligt det sidste stykke tid.
Så den rare læge gav mig 4 forskellige slags piller og så skulle jeg være helt rask 5 dage efter. Jeg spurgte ham, om han ville anbefale mig at tage tilbage til masailand eller om han mente jeg skulle blive i Karatu (havde forklaret ham hele min "situation", man skal jo snakke om et eller andet når man er ved lægen) og han ville under ingen omstændigheder anbefale det, men han forstod mig godt hvis jeg ville tilbage.
Hermed afgjort, jeg ville tilbage.
kl 13 samme dag skulle nogle af de lokale som arbejder for Art in Tanzania fra Karatu til Moshi og dem kunne jeg køre med. Der er kun en asfalteret vej imellem de byer, og masailand samt den landsby jeg skulle bo i var heldigvis også ved den vej.
Så vi kørte afsted og havde vand, tæpper og nogle bestilte sodavand med til alle mine venner som allerede havde haft deres første nat i masai landsbyen. Det eneste jeg åbenbart var gået glip af, var at de samme formiddag havde været med mændene ude og gå med deres køer og geder og så var de gået tilbage igen. Så jeg var heldigvis ikke gået glip af det vilde, så jeg var glad! 

Om eftermiddagen sad vi alle ellers bare og læste og snakkede for at få tiden til at gå lidt. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og det var utroligt smukt det landskab vi sad i. Samme eftermiddag kom der en masai op ti los og spurgte om vi ville være med til at malke en ko, og selvfølgelig ville vi da det. Vi gik med ham hen til landsbyen og gik hen til den kæmpe koflok som bestod af hundredevis af køer. Der hev han en ko hen til os og få i gruppen valgte at kæmpe sig igennem mudderpølen for at give malkningen et forsøg. Jeg kan vidst roligt kalde det en fiasko uden at træde nogen over fødderne, vi kunne ikke rigtigt finde ud af det. Så vi gik tilbage til skolebygningen og læste videre inden vi skulle have aftensmad. Det skal måske lige siges, at grunden til vi var meget på skolen var, at det var der vi fik mad og skolen havde påskeferie så der var, næsten, ingen børn der. Der var stadig nysgerrige børn som, helt seriøst, kunne stå og stirre på os i timevis. Men ja, apropos påskeferie så holder masaierne det ikke fordi de er kristne, men kun fordi alle andre gør det. Det er også langt fra alle børnene i landsbyen der går i skole, og næsten ingen af pigerne der.
Men så skulle jeg have min første nat i en masai boma. "Madrassen" var lavet af pinde, og ikke pinde som de havde gjort sig specielt umage for ligge tæt, nej, men pinde som var kastet ned og hvor rigtigt mange af dem bulede enten op eller ned så man kunne ligge med dem i maven eller ryggen. Så lå der et koskind over, det kunne ikke dække hele soveområdet og hjalp alligevel heller ikke, det var meget nedslidt og det føltes som plastik. Men jeg kom igennem natten helt fint, den havde faktisk i mine øjne været bedre end natten før, hvor jeg var syg. Men vi stod op omkring halv otte og gik ned til skolehuset for at få morgenmad. Vi skulle med kvinderne ud og samle brænde den formiddag, noget jeg havde glædet mig til for så kunne jeg endelig komme ud og se naturen omkring os.
Men vi begyndte at gå ud på savannen, det var virkelig savanne, og efter en halv times gang cirka stopper vi op og kvinder begynder at hakke i træ med machetter (hedder de det? i ved, de store knive der.). Vi tilbød at hjælpe men fandt hurtigt ud af hvorfor vi ikke havde fået knive selv. De var så sløve og vi kunne slet ikke finde ud af det i forhold til dem, på det punkt var vi mere end last end en hjælp. Så vi satte os og nød naturen og det dejlige vejr i stedet. Vi havde alle fået seler og snore med, så vi kunne i det mindste hjælpe dem med at bære det hjem. Det gjorde vi også, også selvom vores bunker ikke engang var halvt så stor som dem de selv bar, men respekt til dem. Vi skulle gå med snoren på panden så brændet hang på ryggen af os, og for fanden hvor gør det altså ondt at putte så mange kg pres på sin pande og nakke. De fleste af os gav hurtigt op og tog den over skulderen i stedet for. De grinte lidt af os, men det andet var min nakke godt nok for svag til.
Vi kom tilbage og spiste frokost og så skulle vi ned og lave smykker med kvinderne, havde vi fået at vide. Sandheden var dog en anden, vi kom ned i landsbyen og der havde alle kvinderne lagt deres smykker frem på små stykker stof og så ville de have os til at gå og kigge/købe deres ting. Vi var alle meget skuffede over den misforståelse, men sådan var det nu engang. Vi gik tilbage og fik aftensmad, og ja, eftersom solen i Tanzania går ned omkring kl 19 hver dag og aftensmad først blev serveret kl 19, fik vi meget tid til at gå med at kigge stjerne og sidde på jorden i mørket og spise. Det værste var næsten når vi ved hjælp af vores pandelamper skulle prøve at finde vej tilbage til bomaerne, men jeg har aldrig før set så mange stjerner - og det er ikke første gang jeg har sagt det siden jeg kom til Tanzania, men her i masailand var det helt ekstremt.
Dagen efter, altså dag 3 i masailand tog vi en dalla dalla ind til en lille landsby for at komme på masai marked. Det var faktisk en rigtig skuffende oplevelse, for eftersom vi har været i Tanzania i efterhånden 3 måneder og har været på ret mange markeder, så kan vi altså også se når det bare er præcist de samme masseproducerede træting de sender til alle turistboder over hele landet. Så der var ikke rigtig nogen der købte noget der, der var nogle enkelte masai inspirerede ting som vi ikke havde set før, ellers så var alting det samme som i Moshi, Zanzibar og i Mwenge i Dar. Men sådan er det nok bare. Så gik vi over på et lille cafeteria bagefter hvor vi alle købte en kold sodavand og sad og hyggede lidt. Så skulle vi tilbage til masailand og til alles overraskelse var der bajajis (tuk tuks) i denne lille by, dem havde vi ikke set siden vi tog afsted fra Dar eftersom de ikke rigtig bliver brugt i det nordlige Tanzania. Da vi ville prøve at høre hvor meget de skulle have for at køre os ud til landsbyen gik det dog op for os at de var både dyrere og så kunne vi ikke forklare hvor landsbyen var alligevel, så vi endte med at tage dalla dalla. Om eftermiddagen var vi blevet inviteret til danseshow, vi havde fået at vide det ville koste os alle 2000 shilling, pog det ville vi ikke have noget i mod at betale. Da vi blev hentet fik vi dog at vide at prisen var blevet hævet til 3000, meget mærkeligt, eftersom vi var de eneste de skulle fremføre det for og vi vidste det ikke var noget de ville gøre helt vildt meget ud ad. Vi takkede nej, af ren princip og simpelthen fordi vi i forvejen er blevet advaret rigtig meget i mod at give masaierne penge, hvis et hold hvide starter med at give penge forventer de penge fra alle. Der var det så tydeligt at dem der havde været der før os i hvert fald ikke havde noget i mod at betale dem. Øv, men sådan var det nu engang. Vi besluttede os i stedet at gå en tur i landsbyen og prøve at snakke lidt med nogen af dem vi kunne. Vi så der skete et eller andet ude bagved selve landsbyen og besluttede os for at tage derud og kigge, det var åbenbart store vaskedag. kvinderne vaskede tøj mens børnene blev vasket i søen hvor de også henter drikkevand. Dernede mødte vi en mand ved navn Poul som kom fra Kenya og var der for at besøge sin bedstefar som boede i masailandsbyen.

Pouls bedstefar under det orange tæppe og Poul ved
siden af i blå kanga foran bedstefarens hus.

Poul var rigtigt flink og var god til engelsk, han forklarede mange skikke, blandt andet hvorfor de fleste masaier har brandmærket ringe på deres kinder, det er når man bliver en "ægte" masai og så er det overtro imod influenza. Vi mødte også Pouls bedstefar og fik i det hele taget en masse spændene ting at vide, og vi fortalte ham nogle ting om Danmark. Det var rigtigt hyggeligt og det viser meget omkring hvor gæstfrie og venlige de egentlig var.  

Så var der ellers solnedgang over Lake Manyara og aftensmad på skolen. Samme aften blev vi informeret om at der var ændringer i hele vores program. Vi havde alle forventet 6 dage og 5 nætter, men vi havde, af en eller anden grund, kun booket 5 dage 4 nætter. Denne  nye information blev vi alle ret oprørte over, for i stedet for at tage hjem d. 12 skulle vi lige pludselig i går d. 11 - og hvad så med den ekstra dag vi lige pludselig får? Der var meget snakken omkring det, men vi kunne ikke rigtig gøre noget, virkelig ærgerligt. Det er nu endt sådan at vi har rykket alle de ting vi skal 1 dag frem, så i dag skal vi til Ngorogoro og gå rundt i kraterkanten i skoven og så imorgen skal vi på safari der. Så på lørdag, min fødselsdag vel og mærke, skal vi til Iragi Village og besøge samt overnatte ved Hadzabe stammen dagen efter, søndag, skal vi så hen til Datoga stammen og besøge dem og lære noget mere omkring de forskellige stammer og se andre stammekulturer end masaierne. Det ser jeg frem til, og det bliver en spændene fødselsdag! Mandag morgen begynder en 14 timers bustur mod Dar es salaam så, vi har blandt andet farvel fest om torsdagen hvor der skal siges farvel til hele gruppen, og så er det allerede lørdag i næste uge jeg flyver videre til Namibia og jeg skal klare mig uden gruppens tryghed. Tiden er gået så stærkt..
Tilbage til masailand: Den sidste dag vi så havde der skulle vi på walking safari, nemlig en gåtur på savannen hvor vi ser vilde dyr. Fedt! Ingen af os regnede med at se dyr, men bare at få en flot gåtur. Men eftersom masailand ligger imellem serengeti nationalpark og Lake manyara (som vi kunne se fra vores bomaer) nationalpark er der masser, og jeg gentager, masser af dyr at finde. Vores ranger var en masai med en pind, så hvis vi løb ind i en løve, elefant, hyæne, whatever så havde vi altså et glimrende forsvar i form af en pind. Det bekymrede mig en smule i starten da vi lød ind i en kæmpe gruppe zebraer og gnuer, jeg ved at gnuer de ikke er de klogeste i verden og ser rigtig dårligt så de har det med bare at angribe alt det der lugter fremmed. Men vores masai var slet ikke nervøs og han gik bare tættere og tættere på flokken, vi fulgte selvfølgelig med. Men der har været hundredvis af gnuer og hundredvis af zebraer, det var utroligt at stå så tæt på. Da vi var gået lidt videre kom der også pludselige, jeg ved ikke hvor mange, gnuer løbende tværs over den sti vi skulle gå på. Der blev ved med at komme flere gnuer til og det varede flere minutter hvor vi måtte stå helt stille og kigge på dem.
Men vi gik videre ud på savannen, og fordi det havde regnet for nyligt kunne man se kæmpe huller rundt omkring i jorden - det var elefantfodspor. Vi begyndte også lige pludselig at se utrolig mange skeletter rundt omkring, mange af dem endda stadig med hud og hår på og de lugtede fælt med tusindvis af fluer omkring dem. Da vi spurgte guiden om hvilket dyr han tror det var der havde spist dem, sagde han bare at det helt sikkert enten var de løver eller de hyæner som boede i området. Det var altså specielt, vi stod omringet af døde gazeller, antiloper muligvis køer eller zebraer (det var lidt svært at genkende dyrene på deres skeletter, så jeg gætter bare - skeletterne var nemlig ret store), og så oven i købet få at vide det var vilde dyr der havde spist lige her hvor vi stod. Jeg var bare glad for at løverne eller hyænerne ikke lå på lur et sted og var sultne. Men vi nåede hen til en større flod hvor vi stod og nød skyggen i et øjeblik, samme dag var vi løbet tør for vand så vi havde tre 1½ liters flasker til 13 mennesker, det var ikke ligefrem optimalt når det var den dag vi skulle ud og gå midt i middagsheden. Men efter vi havde været der lidt gik vi tilbage og vores masai mødte en anden gruppe af masaimænd, midt ude i bushen, som fortalte at de havde set giraffer. De fortalte vores guide hvor de var og vi begyndte at gå derhen ad. Lige pludselig så jeg en der stak hovedet op fra en busk, samme sekund begyndte de andre at snakke om en anden som stod lidt derfra og næste øjeblik var vi omringet af kæmpestore og bittesmå giraffer, der var i alt 11 vilde giraffer der stirrede ligeså intenst på os som vi på dem. Forresten, når jeg siger bittesmå giraffer er de selvfølgelig stadig dobbelt så høje som mig. Men de var unger og der var 3 af dem. De stod i midten mens der var voksne omkring dem og os. Vi lavede lidt sjov med det lignede en giraf-børnehave, og eftersom en ensom gnu af en eller anden grund også hang ud med girafferne så var det deres faster gnu. Vi stod nok omkring 40-50 meter væk fra de smukke høje dyr, og efter vi havde taget de billeder vi ville have og efter vi var færdige med at kigge begyndte vi at gå tilbage. På vej tilbage så vi så en stor gruppe antiloper komme hoppende måske 10 meter foran os, det var også ret vildt men gik for hurtigt til vi kunne nå at få billeder.
Vi kom tilbage til vores lille masailandsby og mødtes med dem som ikke havde taget med på safarien. vi havde pakket vores ting samme morgen og nu skulle vi bare have frokost og vente på information om hvordan vi kom til karatu. lige efter vi havde spist frokost kom der en minibus, og vi håbede alle at det var en bus til os. Vi havde ikke fået noget at vide, vi var alle sikre på vi bare måtte tage offentligt transport. Men sørme nej, vi blev hentet og kørt til karatu, det var virkelig fint.
Men jeg var ked af vi gik glip af en dag, det havde været ligesom lejrskole med sin klasse. Det eneste dårlige der har været ved det var måden vi sov på, men det vil jeg ikke engang kalde dårlig for det var jo det vi havde regnet med og det er trods alt også sådan masaierne sover.
Jeg har i hvertfald dyb respekt for det folk, at de holder så meget fast i deres traditioner men stadig fornyr sig. Der er mange unge mandlige masaier som tager ud og rejser i Tanzania og i Afrika, de rejser rundt indtil de ikke har flere penge og så tager de hjem til deres landsby igen. Og vi så endda enkelte med mobiltelefoner. Men puha, jeg er nu utrolig glad for mit kælderværelse som står og venter på mig når jeg kommer hjem, men nu har jeg prøvet det, og det var en fed oplevelse.

Så da vi kom til Karatu var der kamp om at komme i bad, 13 mennesker som ikke har været i bad i en uge dufter ikke ligefrem. Men om aftenen da alle var rene og vi havde spist aftensmad kom der nogle lokale dansere og musikere som gerne ville lave show for os, det kostede ikke noget men vi måtte hjertens gerne give drikkepenge. Det sagde vi selvfølgelig ja ti log vi havde en rigtig hyggelig aften, vi inviterede også alle de lokale som stod udenfor og kiggede ind med ind til vores lille fest og vi havde det rigtig sjovt. Det var også dejligt at komme herhen og sove på en rigtig madras og have sin egen seng som man ikke skulle dele med 3 andre.
Men ja, i dag skal vi ud og gå rundt om krateret ved ngorongoro - forhåbentlig se flere dyr, ellers ser vi dem jo helt sikkert i morgen på vores safari.

Jeg håber i har det godt, jeg burde næsten købe en medalje til jer hvis i læser det hele. Jeg har fået det meget bedre forresten og er også ved at være færdig med al min medicin. Så det hele kører lige nu. Om 9 dage rejser jeg til Namibia - dét glæder jeg mig virkelig til!