Der er sket utroligt meget siden sidst jeg skrev, så meget jeg knap kan overskue hvordan jeg skal kunne skrive om det alt sammen. Men jeg vil gøre mit bedste og så starte ud med at fortælle jeg er blevet efterladt alene nu, medlemmerne i min tanzanianske familie er hver i sær rejst hjem til deres egne familier i Danmark, og jeg sidder på mit hostel i Namibia i øjeblikket.
Men jeg starter bare fra enden af, som så må være d. 12 april. Mig og gruppen skulle på en såkaldt Rim Forest Trek den dag i Ngorongoro. Eftersom en rim forest ville have været skoven der lå på kanten af krateret var det lidt det vi regnede med, men nej! Vi blev først kørt ud til en kaffeplantage, det havde nok været spændene hvis ikke det var fordi vi har set sådan en før. Men vi begyndte at gå rundt i denne plantage, op og ned af bakkerne, det skal siges det var en ret stor plantage. Engang imellem stoppede vores guide op, pegede på en plante og sagde eukalyptus eller pegede på en blomst og sagde det var en flower - meget interessant. Vi begyndte at komme lidt væk fra plantagen og gik ikke længere på en sti men imellem grene og buske så vi blev nødt til at være forsigtige så vi ikke fik svunget en gren i hovedet lige pludselig. Efter vi har gået sådan på en bakkeskråning og flere og flere har trådt i kolorte, stopper guiden og siger højt ”I’m lost”. Der kan man bare se, så vi kæmper os op ad samme vej vi kom fra og skal nu op og finde stierne i plantagen igen. Da vi endelig kom op og jeg spurgte ham om hvorfor han for vild (han påstod han havde haft det arbejde i 10 år), sagde han ”I got confused of all the green” – det skal siges han havde selv grønne habitbukser på med en nylon agtig skriggrøn skjorte. Men ja, vores guide blev forvirret af alt det grønne i naturen, derfor for han vild. Men så kom han i tanke om den rigtige vej og vi gik, igen, ned af en skråning for så at stå lige foran en elektrisk stødhegn, det skulle vi åbenbart bare lige kravle under. Hakuna matata, intet problem. Så gik vi igen op ad en bakke, igen trådte folk i kolorte, igen var der masser af træer og buske for vi så til sidst, igen, kunne stå foran et stødhegn som vi da bare lige kunne kravle under, igen. Sådan fortsatte turen, vi kom også alle 15 vandrende over folks landbrugsmarker hvor han sagde til os vi skulle være forsigtige med at træde på afgrøderne, vi vandrede også på et tidspunkt igennem en lille landsby og folks haver og så tror jeg vi kravlede under 3-4 stødhegn mere. Meget speciel tur. Men altså, naturen var da flot nok, og det var meget sjovt at se folk kravle under hegnene. Det sjoveste var dog da vi spurgte guiden om der var stød i et hegn, han sagde nej og gik meget selvsikker over til hegnet, han holdte om det med hånden stod i to sekunder og kom så bagefter med et meget lille, men meget skingert, skrig. Så der fik vi vidst ret, han tiede i hvert fald stille bagefter. Men der var ikke noget formål med turen, vi blev sat af så kørte bilerne og så gik vi i 3 timer for at komme hen til bilerne igen. Sådan føltes det i hvert fald. Og rim forest trek ville jeg aldrig kalde det, det eneste vi havde med Ngorongoro at gøre var de 5-6 gange guiden pegede derover og sagde at det var Ngorongoro. Jeg ville ikke beskrive det som en succes nu, men et sjovt minde – uden tvivl.
Vi fik dog Ngorongoro at se, dagen efter d. 13 april på safari. Det var virkelig fantastisk. Og selvom dagen startede ud med at være tåget og med mange skyer, så var det virkelig fantastisk senere på dagen og krateret i sig selv er vanvittigt smukt. Vi startede med at køre oppe i skoven på kanten af krateret (der vi troede vi skulle hen dagen før), deroppe så vi en masse aber og i det hele taget bare junglen. Men som sagt var der tåget, så vi kunne ikke se meget mere end 3-4 meter væk fra bilen. Vi så også en masse masaiere i området, de overtog området flere hundrede år siden fordi de drev chagga stammen væk fra Ngorongoro og siden da har de boet der. De må stadig gerne bo inde i parken, men de må kun komme ned i krateret om formidagen for at gå med deres køer hen til vandhullerne. Ellers må de kun være oppe på kraterkanterne. Men vi så dyr så snart vi kom ned i krateret, det er meget forskelligt fra Ruaha hvor jeg var på min første safari, for det er så meget mindre. Ruaha er en af Tanzanias største nationalparker overhovedet, og selvom det er et stort krater kan det ikke sammenlignes. Men ja, fordi det er så ”småt” så er dyrene meget tættere. Så der er nærmest garanti (noget der ellers aldrig er på safarier) for at se gnuer, zebraer, bøfler og alle de der forskellige gazeller og antiloper. Så det var første gang jeg så en bøffel, ville godt nok ikke kalde det et kønt dyr. Sådan lidt en blanding af en flodhest, en gris og en ko – så med store horn. Der synes jeg gnuerne er pænere. Jeg så også hyæner, flamingoer, næsehorn, store hanløver og en gepard for første gang nogensinde den dag. Vi var alle helt oppe og køre over geparden, eftersom vi alle virkelig gerne ville have haft set en i Ruaha og ikke kom til det. Men den lå helt nonchalant ude midt i ingenting og fik sig en lille lur og holdt øje med turisterne der kiggede på den. Jeg kunne ikke få ordentlige billeder af den, eftersom det store fjols jeg til tider kan være havde efterladt min store linse derhjemme. Men det er okay, for jeg fik gode billeder af alle andre dyr næsten. Og så er det også lidt fedt at jeg har været så tæt på dyrene, at jeg har kunnet få gode billeder med en 18-55 linse, det synes jeg i hvert fald. Og så igen udover det, så skal jeg jo ud på Harnas i 4 uger fra på torsdag. Så et godt billede af en gepard skal jeg nok kunne få! Men de to næsehorn vi så lå også bare og sov midt ude i det hele, og hold nu op hvor er de kæmpe store. Jeg var virkelig imponeret.
Men ja, det var en fantastisk oplevelse, og jeg ser frem til næste gang jeg skal på safari. Det er noget man ikke kan blive træt af i mine øjne. Men der var rigtig mange biler i Ngorongoro, det er også et rigtig populært sted at tage på safari, men jeg synes det var lidt for meget. Så Ruaha er uden tvivl min favorit. Indtil videre.
Så blev det lørdag d. 14 april (bedre kendt som årets bedste dag, min fødselsdag). Dagen startede med at alle de dejlige mennesker jeg rejser med sang for mig, og havde købt øreringe, armbånd og en rigtig fin halskæde til mig. Det var rigtigt sødt af dem, og jeg blev meget glad. Min kusine havde også været ude og købe en lille gave fra mine forældre, nogle fine små øreringe, så der var gavebord og det hele og jeg fik skypet med mine kære forældre også. Men så begyndte programmet og vi skulle ud til Iragi village og besøge Hadzabe og Datoga stammen. Og det kom vi også, det startede lidt mærkelig ud med vi samlede vores to guider op der havde almindeligt vestligt tøj på og så lige nogle ”autentiske” stamme smykker. Jeg forudså en stor turistfælde fra det øjeblik af. Men jaja, vi fik frokost og vores telte blev slået op af guiderne og alt muligt, virkelig luksus. Så kørte vi ud imod Lake Eyasi og besøgte Datogestammen som er meget kendte fordi de er gode smede, så vi så et typisk Datoga stamme hus og besøgte mændene som sad og smedede pilespidse og smykker som vi kunne købe. Det var meget sjovt at se synes jeg, og jeg indrømmer de var meget dygtige. De sad omkring et lejrbål og hamrede på det de smedede på en stenplade som lå på jorden, altså jeg ville ikke kunne gøre det, slet ikke så pænt som de kunne. Ville gerne vise billeder, men det er internettet ikke godt nok til desværre.
Men så skulle vi ud p åen lille gåtur ned til Lake Eyasi, vi gik i en halv times tid og blev derefter desværre nødt til at vende om, fordi vi blev omringet af sorte skyer og kunne se ude i horisonten det regnede. Så det var en fin gåtur, bare ikke ud til søen. Men området var meget anderledes i forhold til det jeg har været vant til, det var meget mere tørt. Da vi var i masailand var der, selvom der også var tørt og jorden revnede, meget mere frodigt end her. Jorden var grå/hvid og ikke rød som den ellers normalt er, der var også mange kaktusser. Det var lidt mere som en ørken end bushen.
Så vi gik tilbage til vores telte og fik aftensmad, det var meget hyggeligt at sidde ude i ingenting og snakke med alle de andre. Anderledes måde at holde fødselsdag på i hvert fald. Men en helt udemærket måde.
Dagen efter skulle vi tidligt op, faktisk allerede klokken 5, for vi skulle på jagt med Hadzabe stammen. Da vi endelig kom derud, var klokken ved at være kvart i seks og solen var ved at stå op, der var ret flot – men koldt. Det der så skulle ske, var at vi skulle gå bagved 5 mænd (inklusiv en 6-7 år gammel dreng) som alle rendte rundt med buer og pile, og så skulle de altså prøve og se om de kunne fange noget. Jeg tror de normalt er lidt mere heldige end lige den her dag, hvor de havde 13 danske mennesker som altså ikke kan finde ud af at tie stille i mere end et par minutter af gangen gående lige bag dem. Men de fangede en lillebitte fugl, ret imponerende når man tænker på det er med bue og pil. Vi gik nok i hælene af dem i en 2-3 timers tid før vi så holdte pause på nogle klipper hvor de så tilbød os at lære og skyde med bue og pil. Det var ret underholdene at se hvordan den lille Hadzabe dreng, som burde være i skole forresten, var bedre end de fleste.
Men en meget interressant ting omkring de stammer som bor i Lake Eyasi området, de får alle penge fra staten fordi det er så umuligt at have landbrug eller dyr derude. Så de får tilskud fra staten til mad og skolegang for deres børn, jeg var imponeret, jeg troede slet ikke den tanzanianske regering gik så meget op i deres befolkning.
Efter dette blev vi kørt tilbage til vores teltlejr og så skulle vi ud og se en løgplantage. Det skal siges vi nok gik i 3 timer da vi var ”ude og jage” og for det meste var det kun sand vi havde gået i, så lysten til at skulle gå en halv time for at se en løgplantage var der ikke rigtigt. Men de andre og jeg gik derned, vi så de meget interessante løg og gik så tilbage igen. Så spiste vi ellers bare frokost og kørte tilbage til huset i Karatu, hvor vi bare havde en hyggelig eftermiddag. Om aftenen skulle vi så ud og spise på Bumps Café, vi havde bestilt sådan noget meget tanzaniansk traditionelt røget kød, det var faktisk rigtig lækkert. Det meste af det. Men så var man to personer om et kg kød og en stor tallerken pommesfritter, det var rigtigt hyggeligt. Så skulle vi så have chokoladekage til dessert, Bumps Café er kendt for deres kage, og til min store overraskelse blev lyset slukket og der kom en stor chokoladekage ind med lys i mens folk sang fødselsdagssang igen. Det var næsten som at være hjemme og have fødselsdag, nu jeg skulle puste lys ud og alt muligt. Det var rigtig sødt af dem, og bliver stadig glad af at tænke på det.
Så blev det d. 16 april og vi skulle tilbage til Dar, nærmere Bahari beach i Kinondoni området. Noget vi alle havde glædet os til. Det var der vi startede og det sted vi alle holdt mest af, på trods af varmen og manglen på vand og elektricitet er der bare en charme over stedet. Men vi kunne se frem til 15 timer i bus. Vi kørte fra Karatu kl 6 om morgenen, og allerede fra da vi steg ombord på bussen lagde alle mærke til den utrolig høje tanzanianske musik, som strømmede ud fra højtalerne der sad over hele bussen. Det var ikke populært kan jeg sige jer. Musikken blev på intet tidspunkt under alle 15 timer slukket, blev kun engang imellem skiftet ud med lyden fra tanzanianske sæbeoperaer som kørte på en lille tv skærm forrest i bussen. Jeg så ret meget af det, og bare så i ved det så er tanzaniansk fjernsyn præcis som man kan regne med - utroligt dårligt. Jeg tror alle kan blive skuespiller hernede, hvis bare man har lyst. Men jeg synes nu at tiden gik ret stærkt, vi kom i hvert fald alle uskadte frem og tilmed til tiden og alt muligt. Så da vi kom til huset i Dar var klokken ved at være 2030 – 2100, så det var jo perfekt. Det var også meget sjovt at der var kommet en ny gruppe fra adventureheart d. 14 april, og bare det at se hvor blege de var og høre alle deres forvirrede spørgsmål var meget sjovt. Vi var jo på præcis samme måde for ikke særlig længe siden.
Men ja, grunden til jeg aldrig fik skrevet blog mens jeg var i Dar de dage imellem d. 16 og 21. er simpelthen fordi jeg havde for travlt med at være på stranden, sove, spise, slappe af og være på bar. Så det med at skrive blog var der simpelthen ikke tid tid, godt jeg har det nu.
Men jeg skal selvfølgelig ikke glemme at nævne vores afskedsfest om torsdagen. Det var en virkelig god aften, vi havde alle sat hår og lagt makeup og pænt tøj på. Noget der kun er sket en eller to gange før hernede, så bare det at se folk med makeup på var helt mærkeligt. Men vi havde en vild fed aften med masser af Konyagi, Reedz, Safaris og så lidt Bacardi. Glæder mig allerede til at skulle holde reunion med gruppen i Danmark.
Men så kom dagen efter, fredag, hvor seks fra gruppen og vores kære adventure heart guider Thu og Christoffer skulle flyve hjem til Danmark. Jeg skulle selv flyve den aften, og jeg kørte med de seks fra gruppen ud til Julius Nyerere airport i Dar og så måtte jeg sige farvel til dem. Inden da havde jeg sagt farvel til resten af gruppen, de var stået op sammen med os klokken 3 om natten for at sige ordentligt farvel til os. Det var rigtig sødt af dem, og rigtig mærkeligt. Det var i det hele taget bare virkelig mærkeligt at sige farvel, især til de lokale venner som man har fået. For dem er jeg ret overbevist om jeg aldrig kommer til at se igen, alle dem fra gruppen kommer jeg jo til at se i Danmark. Men ja, så begyndte min tur til Namibia. Jeg sagde farvel til de sidste og gik over mod min gate og ombord på flyet. Den første flyvetur var til Johannesburg og varede 4 små timer, jeg var så heldig at jeg havde fået et vinduessæde, jeg sad tilgengæld ved siden af en utrolig tyk kvinde som af en eller anden grund gerne ville snakke med mig. Jeg var ikke i talehumør indrømmer jeg. Havde været oppe hele natten, og jeg ville bare sove. Så inden vi overhovedet lettede og lige efter jeg havde givet kvinden ved siden af mig ret i at, ja, der er godt nok mange fugle udenfor, faldt jeg i søvn. Jeg vågnede kun lige da de kom med morgenmad og så sov jeg ellers videre.
så jeg landede i Johannesburg og havde omkring 5 timer inden jeg skulle over til min gate, så jeg vandrede rundt og kiggede i butikker og hyggede mig lidt med det. Tiden gik overraskende hurtigt, jeg faldt også i snak med ret mange forskellige mennesker, for det meste andre der var ude og rejse alene. Det var meget hyggeligt. Men jeg kom op på flyet og så var næste stop Windhoek, Namibia. Jeg sad ved siden af en meget venlig mand, Franz, som er født og opvokset i Namibia og han fortalte mig mange spændene ting om landet. F.eks er der kun 2,5 million indbyggere, selvom landet er tre gange større end tyskland. Det er vanvittigt, men der er så meget bush og ørken som de ikke kan bruge til noget. Landmændene udnytter jorden så godt som de kan, og det er Namibia største vare, altså landbrug og så turisme selvfølgelig.
Men han var rigtig hyggelige ham Franz, da han spurgte mig om hvad jeg skulle nåede jeg knap nok at fortælle om Harnas inden han afbrød mig og sagde ”oooh, the cheetah farm – nice!”, så fortalte han mig ellers hvordan hele Namibia kender dette sted og det er meget velset og respekteret blandt lokalbefolkningen. Da vi var ved at lande viste han mig endda den jordvej som jeg skal køre ud ad på torsdag når jeg skal køre de 300 km som der er ud til Harnas. Men landskabet er anderledes. Det er fladt og der er små træer og buske over det hele. Det er én kæmpestor savanne, og det er meget smukt. Der er også kæmpestore ørkenområder her, men dem kommer jeg desværre ikke til at se denne gang. Men jeg ankom til Windhoek, de to timer gik meget hurtigt. Men jeg var overrasket over Windhoek lufthavn, Aalborgs er større, den er virkelig lille og proppet. Men jeg stilte mig i køen for turister og da det blev min tur, ville hun under ingen omstændigheder give mig arbejdstilladelse. Hun sendte mig over til den indgang som diplomater bruger, hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan love jer folk kiggede da jeg stod der med min rygsæk, slidte sko og uglede hår i blandt alle de meget fine mennesker i jakkesæt. Det var faktisk ret sjovt. Men hun ville heller ikke give mig arbejdstilladelse, og hun synes mit kinesiske turistvisum var meget spændene og spurgte flere gange om hvad jeg lavede der. Jeg brugte mere end time på at stå og overbevise dem om hvorfor jeg skulle have det, og til sidst forstod de det. Så jeg fik endelig min arbejdstilladelse og så skulle jeg bare hente min bagage. Det var den ene gode ting ved det havde trukket så meget ud med min arbejdstilladelse, for nu var det kun min ensomme rygsæk der kørte rundt på båndet. Nemt, nemt.
Så gik jeg ud i modtagelseshallen og blev mødt af en lille glad mand med meget flot olieret sort hår og et lille, men nyligt trimmet, fipskæg. Det var så min chauffør som skulle køre mig ud på mit hostel, han var meget underholdende. Jeg har i hvert fald aldrig set en som ham før, fik jeg nævnt han havde en hawaii-skjorte på? Jeg skulle næsten have haft en billede.
Men ja, så var jeg ankommet til Namibia. Og på den halve times køretur fra lufthavnen til windhoek så jeg både bavianer og vortesvin, naturen er ligeså smuk som jeg havde håbet.
Men jeg blev indlogeret på et lille fællesværelse med 6 senge, det er faktisk meget fint og rigtig socialt. Alle har deres egen store safe-box under sengen, så tyveri skal man heller ikke frygte. Min første aften havde jeg tænkt mig bare at gå tidligt i seng, for jeg var ret træt. Men så blev jeg blev inviteret ud og spise igår af George fra USA, som også bor på værelset, og så en hvis navn jeg slet ikke kan stave, han er fra Rusland. Da jeg fik at vide hvad menuen stod på, kunne jeg i hvert fald ikke takke nej. Så vi gik ned på et sted der hed Joes Beefhouse, her kan man nemlig få wildlife-dishes. Vi bestilte Zebra, Kudu og Oryx steaks og så delte vi alle sammen så alle fik smagt det hele. Det var en ret sjov oplevelse, det er det dyreste jeg har spist siden jeg var i Danmark. Jeg betalte 100 Namibian dollars, og det er omkring 70-80 kroner, så det er stadig ikke engang dyrt. Men det var faktisk virkelig virkelig lækkert, især kuduen. Zebraen var meget speciel, det var næsten som om det var hakkekød, selvom det var en steak. Svært at forklare. Men det var et lækkert måltid og vi fik også smagt nogle lokale øl bagefter, det var en rigtig fin velkomst til Namibia synes jeg.
Jeg kan i det hele taget virkelig godt lide den her hostel stemning. Jeg har mødt så mange virkelig spændene mennesker, bl.a. Diana fra tyskland som skriver ph.d. om den brune hyæne da landmændene skyder dem fordi de tror det er dem som dræber deres køer, mens det i virkeligheden er leoparder og geparder, min russiske ven hvis navne jeg ikke kan skrive som har været i afrika de sidste 8 måneder og rejst igennem hele østkysten og nu er ved at tage landene på vestkysten syd mod nord, George der har fået sin store chance og er hernede for at filme en dokumentar om de store katte, den kommer højst sandsynligt til at bestemme resten af hans fremtid og så japaneren Puk som rejser rundt i hele verden, og nu er nået frem til Namibia. Der kommer nye folk hver dag, og mange af dem der var her i går er allerede taget afsted videre. Men wow, jeg synes virkelig folk her er interressante. Også nogle sjove typer ind i mellem.
Men i dag viste George mig Windhoek by så vi gik en lang tur rundt i byen og jeg må godt nok sige, den er meget europæisk. Der er lyskryds, politibiler, højhuse, vestlige butikker og så er der så en del kriminalitet har jeg fået at vide. Men så længe jeg ikke går alene om aftenen, skulle der ikke være noget problem.
Men jeg havde godt nok regnet med her var mere afrikansk, jeg synes det er meget vestligt og det er godt nok noget helt helt andet end Tanzania.
Men det er umiddelbart en meget charmerende by, tror jeg kommer til at gå mange ture her indtil Torsdag når jeg bliver hentet. Det bliver en god dag, og nej hvor jeg glæder mig!
Jeg har forresten fået mig et namibiansk mobilnummer, +264818336837. Men jeg har det rigtigt godt, jeg nyder det og jeg ser så meget frem til det næste og sidste skridt på min rejse – Harnas. Det bliver så spændene.
Jeg håber i har det godt derhjemme, jeg er hjemme om allerede 33 dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar