Tiden er endnu engang fløjet afsted. Jeg har haft mine sidste dage på Harnas og befinder mig nu i den namibianske ørken.
Mine sidste dage på Harnas var fantastiske, jeg kommer til at savne stedet utroligt meget – uden tvivl. Men jeg føler jeg har fået nogle fantastiske oplevelser med derfra, den mest fantastiske er uden tvivl den nat jeg sov sammen med Atheno, en af vores geparder. Jeg havde været utrolig ked af jeg ikke kom til at sove med ham, den dag jeg skulle have gjort det, blev det aflyst fordi bavianen Jacobi blev ved med at slippe fri og han kunne være ekstrem farlig, så de ville ikke tage chancen. Det forstod jeg selvfølgelig godt, jeg havde heller ikke selv lyst til at sove ude med en vild bavian rendende omkring mig. Men Julie og Louise, to rigtig søde piger jeg mødte på Harnas, tilbød jeg kunne sove sammen med dem hos Atheno. Normalt er man kun to, for han kommer oftest og ligger i midten imellem madrasserne. Men jeg ville vildt gerne, hvis ikke andet så ville jeg komme til at sove under den afrikanske stjernehimmel som er intet mindre end fantastisk.
Der var allerede bælgmørkt da vi fandt soveposer og madrasser frem og slæbte ind i hans indhegning, og bare for at give jer en idé om hvor koldt det var om natten på Harnas så kan jeg fortælle jeg havde tre strømper på, to par leggings, to toppe, en cardigan, en sweatshirt et stort halstørklæde og tre soveposer. Det meste af tøjet var lånt af andre, min tanzanianske gaderobe er alt for kold til Namibia. Men nej, jeg frøs ikke. Det havde også været utroligt hvis jeg havde, men jeg ville ikke have min nat ødelagt af kulde. Men så snart vi kom ind i indhegningen kom Atheno spurtende fra den anden ende, som han altid gør når der kommer gæster for at besøge ham, denne gang skulle vi bare sørge for han ikke lagde sig eller satte sig på nogle af vores ting, da det ellers kunne blive til noget af en kamp for at få dem igen.
Vi fik vores ting op på platformen inde i hans indhegning, og begyndte ellers at pakke os ind i soveposer. I starten lå han over imellem Louise og Julie, det var helt okay, jeg kunne bare prøve at finde stjerneskud – jeg har aldrig set et i mit liv. Men så snart vi begyndte at tie stille og ellers falde i søvn kom han over og lagde sig ovenpå min sovepose – præcis som min egen kat derhjemme ville gøre hvis jeg lå i min seng. Han blev ved min side hele natten, han spindede hele natten igennem og hver gang jeg stoppede med at ae ham stødte han hans hovede imod mig, som for at sige ”bliv ved”. Jeg vågnede op flere gange, hver gang lå han præcis som før, med hans hovede på min hals, brystkasse og nogle gange endda oven på mit hovede. Det var fuldstændig fantastisk, at kigge på stjerne med en gepard ved sin side.. Jeg så endda 4 stjerneskud den aften, det var helt perfekt.
Da jeg vågnede op dagen efter lå han stadig som han havde gjort hele natten, med hans hovede ovenpå mig og hans krop ved siden af mig som lå vi i ske. Det gik hurtigt op for mig at jeg lå på den yderste kant af platformen, cirka 2 cm fra at falde ned og at Atheno havde stjålet næsten hele min madras og min ene sovepose. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg havde ikke frosset pga hans kropsvarme alligevel.
Det er noget af det vildeste jeg har prøvet, og selvom jeg ikke fik mange timers søvn den nat var jeg ikke træt dagen efter. Var stadig helt ”høj” på oplevelsen.
Og inden nogle af jer begynder at stille spørgsmål om hvorvidt Atheno nogensinde kan blive en vild gepard eller begynder at sige det er som en petting zoo på Harnas, så vil jeg meget gerne forklare hvordan det fungerer. Atheno er omkring 10 måneder gammel, hvis han var vild ville han stadig være sammen med hans mor eller søskende. Han har ingen mor, hun er blevet skudt af en landmand. Harnas har flaskefodret Atheno fra han var spæd, og vores sleepouts med ham er en dårlig, dog eneste vi kan give, erstatning for den tryghed som hans mor ville have givet ham i naturen. Inde for det næste halve år vil de forsøge sig med at sætte ham fri i vores lifeline. I lifelinen vil de i det første stykke tid fodre Atheno to gange om dagen, husk at han aldrig selv har jaget. Efter et stykke tid vil de så kun fodre ham én gang om dagen for at tvinge ham til selv at jage. Han vil blive udstyret med et gpshalsbånd, så de altid kan finde ham og første dag de ser ham med et bytte stopper de fodringen. Problemet med flaskefodrede geparder er, at de kan aldrig blive sluppet fri fri. Lifelinen er én kæmpe kæmpe stor indhegning med en masse vilde dyr, dog ingen andre jagere end dem Harnas sætter derind. Hvis de satte Atheno helt fri, så ville han højst sandsynligt blive skudt. Han er ikke bange for mennesker og ville måske endda have en tendens til ligefrem at opsøge dem, og så ville de skyde ham. Noget andet er, at han har aldrig lært at slås. Han har sine instinkter, selvfølgelig. Men overfor en vild ældre gepard ville han ikke have en chance og han ville blive slået ihjel. Det er noget helt andet med Leoparder, dem kan man sagtens sætte fri. Der er stadig en stor risiko for de ville blive slået ihjel af mennesker, men de ville aldrig selv opsøge dem. Man kan under ingen omstændigheder stole på leoparder, heller ikke selvom de er vokset op med mennesker.
Så det er hvad der kommer til at ske, Atheno vil måske savne mennesker det første halve år, men han vil hurtigt glemme alt om os. Heldigvis.
Lige til sidst, vil jeg nævne to gode historier som skete dagen før jeg forlod Harnas. Jacobi, vores store bavian var blevet sat i fængsel, en indhegning/bur som ligner et fængsel fordi der er barer over det hele. Ét sted, er der en vandret bar og de andre lodrette barer der hænger over den er ikke svejset fast derpå. Ellers består hele fængslet af lodrette barer. Jacobi havde fundet dette nye trick, hvis han stak hovedet imellem barerne (der hvor den vandrette bar var), så fik han utrolig meget opmærksomhed. Dette gjorde han flere gange om dagen, han fik sår rundt om halsen og det har virkelig været smertefuldt på ham. Han kunne nemlig ikke selv få hovedet tilbage, personalet blev nødt til at komme og skubbe de lodrette barer over den vandrette til side med en stor metalstang for at få ham ud. Endnu en dag, onsdag d.16, havde han gjort dette. Johan, vores tourguide, kom forbi og så ham og ville så hjælpe ham. Så han bøjede de lodrette barer, trykkede hans hovede ind igen, bøjede barerne lodrette igen og gik videre. Problemet med det var, at han glemte at bruge den store metalstang til at skubbe barerne med, han gjorde det med hans hænder. Det så Jacobi, og så kunne han godt regne ud at hvis Johan kan gøre det – så kan han også selv. Så 5 minutter efter havde vi Jacobi rendende frit rundt på farmen endnu engang. Utroligt irriterende for personalet, jeg synes det var en meget sjov afsked med Harnas.
Den anden historie handler om det ene desmerdyr der forsvandt, efter alle desmerdyrene havde angrebet vores vervetmonkeys. På min sidste dag kom mig og Johan kørende tilbage fra Tour, jeg skulle gøre bilen ren efter vi havde fodret alle vores store løver og andre dyr ude i fase 2. Johan stopper bilen og siger at han kan se et desmerdyr, cirka på 60 meters afstand, jeg så ingenting. Vi kører derud, og han havde ret. Det var et desmerdyr. Vi begynder at prøve og kalde på det, det er alene og det ville vilde desmerdyr aldrig være – så det er helt sikkert det vi ”mistede”. Efter over en times forsøg på at fange halen på dyret hvor den har løbet fra hul til hul til hul er vi ved at give op. Vi har fået nogen ti lat hente nogle af vores andre desmerdyr i et bur og tage dem herud, hvis han så sin gamle gruppe ville han måske komme tilbage. Der får vi så at vide, at 3 flere af vores desmerdyr er stukket af. De har simpelthen gravet en tunnel fra deres indhegning og hele vejen ud til bushen. Og alt dette har de gjort på få timer, dem der fodrer dem om morgenen graver nemlig alle huller til og sørger for de ikke har flugtplaner. Men så begyndte desmerdyr-jagten. Vi endte med at finde dem alle sammen vidt forskellige steder på farmen. Men vi fandt dem alle, selv ham som der blev væk på en gåtur.
Men Harnas har været en fantastisk oplevelse, jeg er så glad for jeg har været her og ked af jeg ikke kunne blive længere. Men det levede op til alle mine forventninger, fuldtændig, og jeg kan ikke andet end at tale godt om det. Marieta som har startet det hele, er en fantastisk kvinde.
Men d. 17. gik turen ellers til Vergenoeg. Og så kan det være du tænker: ”Hvis Harnas var så fantastisk som du siger Anna, hvorfor forlod du det så en uge tidligere?” og jeg er glad for du spørger, for jeg har ét godt svar. Pga ørkenen. Jeg kommer til at være i Namibia i lidt over 5 uger, uden at se deres verdenskendte ørken med verdens højeste og største sandbanker, og det syntes jeg var lidt pinligt og vanvittigt ærgerligt. Så da jeg hørte om prjoektet Vergenoeg som er ledet af Harnas var jeg hurtigt til at tilmelde mig. Og indtil nu har det også været helt fantastisk og jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
Vi bor på farmen Vergenoeg i midten af ingenting. Vergenoeg ejer 25.000 hektar land og det ligner en gammel ridderrustning af en eller anden grund. Jeg har min egen dobbeltseng og der er badeværelser tilknyttet hver værelse. Vi har en lækker pool og et køkken vi selv må bruge hvis vi vil, ellers laver vores søde køkkendame Priscilla mad til os. Udover det er der MEGET varmere her, end der var på Harnas. Jeg havde troet der var koldere fordi det er ørken, men af en eller anden grund er der altså bare varmere. Klokken er 20 og jeg sidder stadig i shorts og t-shirt – på Harnas havde jeg taget lange busker og sweatshirt på for længst.
Men det jeg har lavet her på Vergenoeg har været alt fra hundevask til sandsurfing, og fra samle vandrør til bjergbestigning. Pattrick, vores ”guide”, er stor fan af overraskelser, og har derfor ikke fortalt os noget overhovedet om hvad vi skulle, om morgenen fortalte han hvad vi skulle have med og hvad vi ville få brug for – så fik vi ellers ikke andet at vide.
Det har været superfedt, og jeg har været rigtigt glad for jeg gjorde det. Vores dage har været både fyldte med farmwork og fede oplevelser. Vi har sovet ude ved spitzkopf og ved de kæmpestore sanddunes. Vi har lavet rigtig meget, på ret kort tid.
Generelt har jeg været utrolig glad for alle de ting jeg har gjort, og alt jeg har lavet, på denne tur. Jeg har haft det fantastisk, og jeg har nydt hvert et øjeblik. Afrika er utroligt, det er så forskelligt og din oplevelse af det afhænger selvfølgelig af hvor du har været. Hvis jeg ikke var kommet til Namibia havde jeg gået hjem og troet Tanzania er sådan Afrika er, beskidt og rodet men utroligt gæstfrit og venligt. Tilgengæld hvis jeg ikke havde i Tanzania havde jeg sikkert troet at alle veje i Afrika var asfalteret så fint, som de er i Namibia. Jeg er helt sikkert ikke færdig med Afrika, og jeg glæder mig allerede til at komme igen. Utrolig så stor en indflydelse det kan have på en at komme ud og se bare en lille del af verden, alle burde gøre det.
Til sidst kan jeg fortælle at vergenoeg betyder ”meget langt væk” og hvis du putter et d bagpå så det er vergenoegd betyder det ”alt er perfekt” – det beskriver utroligt godt hvordan jeg har det for tiden. Jeg er utroligt langt væk hjemmefra og fra alle mine venner og familie som jeg elsker, men alligevel har jeg det så godt at jeg vil vove og påstå at alt er perfekt.
Så i aften, min sidste aften i Afrika, vil jeg pakke min rygsæk for 11. og sidste gang. For imorgen begynder turen hjemad 1655 i windhoek airport. Først til johannesburg, så til Doha, så til CPH og så endelig til kære Aalborg. Så vi ses på fredag kl. 1725 Aalborg - det bliver godt! Og nu ser jeg ellers rigtig meget frem til at komme hjem og begynde et nyt og spændene eventyr, nemlig moster-eventyret!
Mine sidste dage på Harnas var fantastiske, jeg kommer til at savne stedet utroligt meget – uden tvivl. Men jeg føler jeg har fået nogle fantastiske oplevelser med derfra, den mest fantastiske er uden tvivl den nat jeg sov sammen med Atheno, en af vores geparder. Jeg havde været utrolig ked af jeg ikke kom til at sove med ham, den dag jeg skulle have gjort det, blev det aflyst fordi bavianen Jacobi blev ved med at slippe fri og han kunne være ekstrem farlig, så de ville ikke tage chancen. Det forstod jeg selvfølgelig godt, jeg havde heller ikke selv lyst til at sove ude med en vild bavian rendende omkring mig. Men Julie og Louise, to rigtig søde piger jeg mødte på Harnas, tilbød jeg kunne sove sammen med dem hos Atheno. Normalt er man kun to, for han kommer oftest og ligger i midten imellem madrasserne. Men jeg ville vildt gerne, hvis ikke andet så ville jeg komme til at sove under den afrikanske stjernehimmel som er intet mindre end fantastisk.
Der var allerede bælgmørkt da vi fandt soveposer og madrasser frem og slæbte ind i hans indhegning, og bare for at give jer en idé om hvor koldt det var om natten på Harnas så kan jeg fortælle jeg havde tre strømper på, to par leggings, to toppe, en cardigan, en sweatshirt et stort halstørklæde og tre soveposer. Det meste af tøjet var lånt af andre, min tanzanianske gaderobe er alt for kold til Namibia. Men nej, jeg frøs ikke. Det havde også været utroligt hvis jeg havde, men jeg ville ikke have min nat ødelagt af kulde. Men så snart vi kom ind i indhegningen kom Atheno spurtende fra den anden ende, som han altid gør når der kommer gæster for at besøge ham, denne gang skulle vi bare sørge for han ikke lagde sig eller satte sig på nogle af vores ting, da det ellers kunne blive til noget af en kamp for at få dem igen.
Vi fik vores ting op på platformen inde i hans indhegning, og begyndte ellers at pakke os ind i soveposer. I starten lå han over imellem Louise og Julie, det var helt okay, jeg kunne bare prøve at finde stjerneskud – jeg har aldrig set et i mit liv. Men så snart vi begyndte at tie stille og ellers falde i søvn kom han over og lagde sig ovenpå min sovepose – præcis som min egen kat derhjemme ville gøre hvis jeg lå i min seng. Han blev ved min side hele natten, han spindede hele natten igennem og hver gang jeg stoppede med at ae ham stødte han hans hovede imod mig, som for at sige ”bliv ved”. Jeg vågnede op flere gange, hver gang lå han præcis som før, med hans hovede på min hals, brystkasse og nogle gange endda oven på mit hovede. Det var fuldstændig fantastisk, at kigge på stjerne med en gepard ved sin side.. Jeg så endda 4 stjerneskud den aften, det var helt perfekt.
Da jeg vågnede op dagen efter lå han stadig som han havde gjort hele natten, med hans hovede ovenpå mig og hans krop ved siden af mig som lå vi i ske. Det gik hurtigt op for mig at jeg lå på den yderste kant af platformen, cirka 2 cm fra at falde ned og at Atheno havde stjålet næsten hele min madras og min ene sovepose. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg havde ikke frosset pga hans kropsvarme alligevel.
Det er noget af det vildeste jeg har prøvet, og selvom jeg ikke fik mange timers søvn den nat var jeg ikke træt dagen efter. Var stadig helt ”høj” på oplevelsen.
Og inden nogle af jer begynder at stille spørgsmål om hvorvidt Atheno nogensinde kan blive en vild gepard eller begynder at sige det er som en petting zoo på Harnas, så vil jeg meget gerne forklare hvordan det fungerer. Atheno er omkring 10 måneder gammel, hvis han var vild ville han stadig være sammen med hans mor eller søskende. Han har ingen mor, hun er blevet skudt af en landmand. Harnas har flaskefodret Atheno fra han var spæd, og vores sleepouts med ham er en dårlig, dog eneste vi kan give, erstatning for den tryghed som hans mor ville have givet ham i naturen. Inde for det næste halve år vil de forsøge sig med at sætte ham fri i vores lifeline. I lifelinen vil de i det første stykke tid fodre Atheno to gange om dagen, husk at han aldrig selv har jaget. Efter et stykke tid vil de så kun fodre ham én gang om dagen for at tvinge ham til selv at jage. Han vil blive udstyret med et gpshalsbånd, så de altid kan finde ham og første dag de ser ham med et bytte stopper de fodringen. Problemet med flaskefodrede geparder er, at de kan aldrig blive sluppet fri fri. Lifelinen er én kæmpe kæmpe stor indhegning med en masse vilde dyr, dog ingen andre jagere end dem Harnas sætter derind. Hvis de satte Atheno helt fri, så ville han højst sandsynligt blive skudt. Han er ikke bange for mennesker og ville måske endda have en tendens til ligefrem at opsøge dem, og så ville de skyde ham. Noget andet er, at han har aldrig lært at slås. Han har sine instinkter, selvfølgelig. Men overfor en vild ældre gepard ville han ikke have en chance og han ville blive slået ihjel. Det er noget helt andet med Leoparder, dem kan man sagtens sætte fri. Der er stadig en stor risiko for de ville blive slået ihjel af mennesker, men de ville aldrig selv opsøge dem. Man kan under ingen omstændigheder stole på leoparder, heller ikke selvom de er vokset op med mennesker.
Så det er hvad der kommer til at ske, Atheno vil måske savne mennesker det første halve år, men han vil hurtigt glemme alt om os. Heldigvis.
Lige til sidst, vil jeg nævne to gode historier som skete dagen før jeg forlod Harnas. Jacobi, vores store bavian var blevet sat i fængsel, en indhegning/bur som ligner et fængsel fordi der er barer over det hele. Ét sted, er der en vandret bar og de andre lodrette barer der hænger over den er ikke svejset fast derpå. Ellers består hele fængslet af lodrette barer. Jacobi havde fundet dette nye trick, hvis han stak hovedet imellem barerne (der hvor den vandrette bar var), så fik han utrolig meget opmærksomhed. Dette gjorde han flere gange om dagen, han fik sår rundt om halsen og det har virkelig været smertefuldt på ham. Han kunne nemlig ikke selv få hovedet tilbage, personalet blev nødt til at komme og skubbe de lodrette barer over den vandrette til side med en stor metalstang for at få ham ud. Endnu en dag, onsdag d.16, havde han gjort dette. Johan, vores tourguide, kom forbi og så ham og ville så hjælpe ham. Så han bøjede de lodrette barer, trykkede hans hovede ind igen, bøjede barerne lodrette igen og gik videre. Problemet med det var, at han glemte at bruge den store metalstang til at skubbe barerne med, han gjorde det med hans hænder. Det så Jacobi, og så kunne han godt regne ud at hvis Johan kan gøre det – så kan han også selv. Så 5 minutter efter havde vi Jacobi rendende frit rundt på farmen endnu engang. Utroligt irriterende for personalet, jeg synes det var en meget sjov afsked med Harnas.
Den anden historie handler om det ene desmerdyr der forsvandt, efter alle desmerdyrene havde angrebet vores vervetmonkeys. På min sidste dag kom mig og Johan kørende tilbage fra Tour, jeg skulle gøre bilen ren efter vi havde fodret alle vores store løver og andre dyr ude i fase 2. Johan stopper bilen og siger at han kan se et desmerdyr, cirka på 60 meters afstand, jeg så ingenting. Vi kører derud, og han havde ret. Det var et desmerdyr. Vi begynder at prøve og kalde på det, det er alene og det ville vilde desmerdyr aldrig være – så det er helt sikkert det vi ”mistede”. Efter over en times forsøg på at fange halen på dyret hvor den har løbet fra hul til hul til hul er vi ved at give op. Vi har fået nogen ti lat hente nogle af vores andre desmerdyr i et bur og tage dem herud, hvis han så sin gamle gruppe ville han måske komme tilbage. Der får vi så at vide, at 3 flere af vores desmerdyr er stukket af. De har simpelthen gravet en tunnel fra deres indhegning og hele vejen ud til bushen. Og alt dette har de gjort på få timer, dem der fodrer dem om morgenen graver nemlig alle huller til og sørger for de ikke har flugtplaner. Men så begyndte desmerdyr-jagten. Vi endte med at finde dem alle sammen vidt forskellige steder på farmen. Men vi fandt dem alle, selv ham som der blev væk på en gåtur.
Men Harnas har været en fantastisk oplevelse, jeg er så glad for jeg har været her og ked af jeg ikke kunne blive længere. Men det levede op til alle mine forventninger, fuldtændig, og jeg kan ikke andet end at tale godt om det. Marieta som har startet det hele, er en fantastisk kvinde.
Men d. 17. gik turen ellers til Vergenoeg. Og så kan det være du tænker: ”Hvis Harnas var så fantastisk som du siger Anna, hvorfor forlod du det så en uge tidligere?” og jeg er glad for du spørger, for jeg har ét godt svar. Pga ørkenen. Jeg kommer til at være i Namibia i lidt over 5 uger, uden at se deres verdenskendte ørken med verdens højeste og største sandbanker, og det syntes jeg var lidt pinligt og vanvittigt ærgerligt. Så da jeg hørte om prjoektet Vergenoeg som er ledet af Harnas var jeg hurtigt til at tilmelde mig. Og indtil nu har det også været helt fantastisk og jeg er ikke i tvivl om min beslutning.
Vi bor på farmen Vergenoeg i midten af ingenting. Vergenoeg ejer 25.000 hektar land og det ligner en gammel ridderrustning af en eller anden grund. Jeg har min egen dobbeltseng og der er badeværelser tilknyttet hver værelse. Vi har en lækker pool og et køkken vi selv må bruge hvis vi vil, ellers laver vores søde køkkendame Priscilla mad til os. Udover det er der MEGET varmere her, end der var på Harnas. Jeg havde troet der var koldere fordi det er ørken, men af en eller anden grund er der altså bare varmere. Klokken er 20 og jeg sidder stadig i shorts og t-shirt – på Harnas havde jeg taget lange busker og sweatshirt på for længst.
Men det jeg har lavet her på Vergenoeg har været alt fra hundevask til sandsurfing, og fra samle vandrør til bjergbestigning. Pattrick, vores ”guide”, er stor fan af overraskelser, og har derfor ikke fortalt os noget overhovedet om hvad vi skulle, om morgenen fortalte han hvad vi skulle have med og hvad vi ville få brug for – så fik vi ellers ikke andet at vide.
Det har været superfedt, og jeg har været rigtigt glad for jeg gjorde det. Vores dage har været både fyldte med farmwork og fede oplevelser. Vi har sovet ude ved spitzkopf og ved de kæmpestore sanddunes. Vi har lavet rigtig meget, på ret kort tid.
Generelt har jeg været utrolig glad for alle de ting jeg har gjort, og alt jeg har lavet, på denne tur. Jeg har haft det fantastisk, og jeg har nydt hvert et øjeblik. Afrika er utroligt, det er så forskelligt og din oplevelse af det afhænger selvfølgelig af hvor du har været. Hvis jeg ikke var kommet til Namibia havde jeg gået hjem og troet Tanzania er sådan Afrika er, beskidt og rodet men utroligt gæstfrit og venligt. Tilgengæld hvis jeg ikke havde i Tanzania havde jeg sikkert troet at alle veje i Afrika var asfalteret så fint, som de er i Namibia. Jeg er helt sikkert ikke færdig med Afrika, og jeg glæder mig allerede til at komme igen. Utrolig så stor en indflydelse det kan have på en at komme ud og se bare en lille del af verden, alle burde gøre det.
Til sidst kan jeg fortælle at vergenoeg betyder ”meget langt væk” og hvis du putter et d bagpå så det er vergenoegd betyder det ”alt er perfekt” – det beskriver utroligt godt hvordan jeg har det for tiden. Jeg er utroligt langt væk hjemmefra og fra alle mine venner og familie som jeg elsker, men alligevel har jeg det så godt at jeg vil vove og påstå at alt er perfekt.
Så i aften, min sidste aften i Afrika, vil jeg pakke min rygsæk for 11. og sidste gang. For imorgen begynder turen hjemad 1655 i windhoek airport. Først til johannesburg, så til Doha, så til CPH og så endelig til kære Aalborg. Så vi ses på fredag kl. 1725 Aalborg - det bliver godt! Og nu ser jeg ellers rigtig meget frem til at komme hjem og begynde et nyt og spændene eventyr, nemlig moster-eventyret!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar